tirsdag den 29. maj 2012

tørresnorens hemmelighed


lige før min far blev pensionist vaskede min mor  tøj 5 gange i døgnet. Jo mere uro og helvede indenfor jo flere tøj genstande på tørresnoren.  Til allersidst hang der snørrebånd og poser. Men for det meste var der mening med galskaben mig og niels boede i perioder i vandpytter og i rør. Og min ældste brors jakker lugtede tit af mærkelige fyrenåle.  Nogen gange passede farverne fantastisk med blomsterne. Jeg kan huske en morgen hvor tågen stadig stod over græsset og skuret. Tennis strømperne havde næsten samme farve.  Det så ud som om solen stod op i en tåge af tennisstrømper, som snart ville fordampe eller krybe væk.  den dag i dag kan jeg ikke se mosekonen brygge uden at se tennissokker derude.  Vores have var indkapslet i tøj.  Når vi spillede fodbold ventede vi med at takle til under tørresnoren. Badminton foregik over den. pga tørresnoren foregik studenterfesterne i forhaven. Ingen tænkte den tanke at den kunne tages ned eller blive flyttet. Da mine forældre var døde røg tørresnoren ned, fordi ejendomsmægleren mente det var bedst for helhedsudtrykket, men vi bukkede os alligevel på det stykke. Det var terra tørresnor.  Nogen gange kunne tørresnoren gøre det ud for sommer.  Sådan en nusset vinter hvor alt var sjap kunne 8 skjorter og en skihandske, fremkalde maj eller juni eller august. Det var ganske vist stivfrossent når man kom tæt på.