når min far var ædru ledte han efter tegn på øl. Og det var aldrig med vilje. Men han kunne ikke gå en tur uden nogen eller noget fristede ham over evne. Så var det en bil der var parkeret forkert, som satte en erindringslavine igang, som krævede lidt væske. Men det kunne også være syner. Pludselige bajere der trådte frem på husmure. snapseagtige kluk over broen til egå. Mærkelige små mennesker der bukkede sig for meget for min far, så de kom ind under radaren og gjorde ondt værre. Han hadede rædselsfulde små mennesker der bukkede sig for meget. Og riskov var dengang fuld af disse små mænd som havde gjort det til deres vane at dukke op når min far mindst ventede det, på nærende ædru gåture med hans hund. Så kom de der. Og selvfølgelig blev han lokket. og blev han ikke lokket af de små mænd blev han lokket af vejene. Det er aldrig skægt at skulle skifte retning fordi der står et hus og ligner en øl. Min far var mange gange på nippet til at holde skansen men så kom solnedgangen og dannede den half and half skumring, som jagede og sugede i den gamle.
