Solen er i sit kælne humør. Det var den også tit da jeg var lille. Sådan nede på siden, helt varm, som en kugle af ild der prøver at fedte sig til en is. Den reder ligesom træernes grene med sit lys. Her er jeg med al min bamsemave, som en tandlæge af fjern kogende tryghed. vi mennesker kan slet ikke holde os fra den. Min far kunne ligge i timevis, som en dvask dunstende sprut øgle, nedstyrtet over halv øl. Når solen var i det humør så han smuk ud. Hvis ikke dette er et menneske, så ved jeg ikke hvad der er et menneske. Vi nærmer os for at stå i dens ild. Plante os. Indtræffe under lyse omstændigheder. Hvor ofte har jeg ikke taget billeder af den kun for at se det er de samme som dem jeg tog i sidste uge. Sol over barn, sol over bro, sol over budcykel.
