tirsdag den 29. maj 2012

den uduelige cirkusartist var kommet ind i periferien i tidernes morgen og siden var blevet hængende som en slags drabant eller udueligt  cirkus bobo himmelegeme. Han var tryllekunstner og havde for vane at trylle alting om. Ofte måtte min mor fjerne tomme mønthylstre og pludselige duer når han havde været der. Det var ikke med min fars gode vilje han kom på besøg. du må forstå gerd, jeg gør det kun af yderste nød.  Jeg bryder mig ikke om denne mands mærkelige kommen og gåen. Ofte er han heller ikke fuld men kun lettere beåndet. Han er en publikumsmagnet og motorcyklist, men jeg bryder mig personligt ikke om ham. Hans stirrende intense øjne. Hans kedelige hang til kapper og tal. Det er altsammen kedsommeligt.  Og jeg lover dig jeg sætter grænsen den dag han fremtryller større ting.  Han har før nævnt forfærdende numre. Ting jeg ikke vil ha i mit hus!  Men de kunne nu godt spille kort sammen. Han fremkalder ganske mange kort.