Han havde en ubændig trang til at være neger. Det var længe før der var noget der hed politisk ukorrekt. Og det var heller ikke rascisme der drev ham. Men simpelthen en trang til at male sine læber lyse og sit ansigt sort. At fremstå dunkel. At Være begavet nusset. At gide farven. Pludselige danse kunne optage ham i dagevis. Hans forbindelse til min far fremstår tvetydig. De havde begge arbejde på kolonien Filadelfia i Dianalund. Han mestrede skruen uden ende, en term min far brugte for mental udvridning af sjælelig slam. Det var startet ganske tidligt med en enkelt streg i forbindelse med en leg i noget mørkt vand. da han kom hjem og så han var sort på kinden følte han en brændende lyst. Jeg er kun fuldendt hvor jeg er sort mumlede han. Mor jeg vil være neger havde han sagt. Det hedder ikke neger mit barn, det hedder sort. Så lad mig være sort befalede han. Og dermed blev det. Mørk gik han gennem livet. Fortvivlelse prægede hans psykoterapeutiske praksis. mørke malerier med store blege øjne var placeret i venteværelset. Det mindede om et fremmed sted. Han er en god terapeut men menneskene foragtede ham. Skal du op til negerterapeuten hviskede de. Gid han dog var blond. Hvorfor vil han være neger? Hvad er det han søger i det mærkelige mudrede ansigt? tilsidst han søgte konsensus. Dametøj hjalp hans geninslusning i vort samfund. Dametøj og Hellerup svømmeklub. Sproget var dog vedblivende besynderligt kunstigt. Han talte som var han altid lige blevet ramt af en giftpil. Da det mørke menneske gik bort farvedes jorden hvor han lå. men lidt efter lidt, optog blomsterne den stærke farve. Negerblomster gror. Skosværte sten ligger.
