Det er så underligt. Når fædre går under, går de under med hele deres verden. jeg kan huske jeg synes landskabet var helt tomt, fordi han havde trukket hele lortet med sig ned, bortset fra den her lille kone, der lå som en træt bøje i vragresterne. Som enhver far, havde han kaldt os til sig lige inden, for at dele sit rige, før det var for sent. Men manden kunne ikke give sit rige videre. Det hørte jo til ham. Der lød en svuppen så var det væk. 74 års bygninger, veje, indfraststruktur, sjælelige vægtapeter, pauker til fest, og udenomsparlamentariske tiltag til hverdag. Forbindelserne bagud til tip tip Erik og de andre orgelbyggere. Særlige formuleringer, måder at låse sig inde på. Rasende. Ublufærdigt. Direkte. Aldrig diskret. De tager det jo med sig. Men lige før de dør får man lov at kigge dem ind i øjnene, og så ser man 12 milliarder år bagud. Hele sammenhængen, gennem de her morfinfyldte øjne, hele sammenhængen. Kig så. Se. og fat. Hvis du har evnerne til det. Ellers bare glo. Det er også en afsked.
Men selv da han var ved at dø, holdt han ikke op med at være tilstede. Den sidste gang han var i Rude var han svag og afkræftet. Buler på halsen blev bundet inde med halsklude. Men trykkede han dem ind i halsen kom de ud i maven. Min far var derfor meget fed bestemte steder. Kræftfed. Dvs uendelig tynd nogen steder og uendelig spændt andre. På det tidspunkt var lungerne ved at være fyldt med vand. Han brugte sprutten som åndedrætsværn og blev mægtig fuld, indtil han glemte han var fuld og fik smerter og måtte drikke mere for at genvinde overskuddet og fuldskaben der holdt døden fra livet. Hvis bare han havde fundet den rette blanding tror jeg sagtens han havde kunne snyde døden. Tilstrækkelig fuld kunne han alt. Skide på døden, drikke sig fra sans og samling, smadre flasker i dødsriget og vende hjem, styrket. Alkohol ødelagde ham, men alkohol skabte ham også. I hvert fald var den den far jeg kendte.
