fredag den 21. august 2009

hestevognsvinduer


Og nu vi er ved det. Dengang var det ikke så længe siden vi havde boet på landet og ernæret os som daglejere og kodrivere og bedemænd. Og jeg tror det var derfor der var en tendens til møllehjul og vognhjul og høst redskaber på murene. Måske havde man svært ved at stå ved at man havde bygget for moderne. De værste var dem der byggede ren alpeidyl, for de havde fjernet sig så meget at de havde glemt hvordan deres forfædre gårdmændene havde boet. Dem havde vi kun foragt til overs for. Biedermeier-tyrol skrev min far med okseblod en nat han gjorde hærværk. Men vi var ikke bedre. Lofterne skulle sænkes for enhver pris. Ting der var hvide skulle bejses og almuemørknes. Folk´s øjne var som regel sænkede, for ikke at afsløre det hvide derinde. Teen skulle trække til den blev mose-mægtig. Ølflaskerne var brunere. Det var altid den buttede faxe der var med på billederne. Og så al den bast. Jeg kan huske der var en fyr der flettede sine vinglas. Der var altid så stille når han var på besøg, fordi de skålede så forpulet dæmpet. Når jeg hører ord som arbejdsløshed, dyrtidspension, og rottefænger, så tænker jeg på det mørke, og på krydsfiner. Den nye pejsestue skulle have haft små bitte ruder, men det endte med et kompromis. Pejsestuen fik de brede ruder, til gengæld fik Niels og mig en slags hestevogns parti inde i alkoven. Måske er det derfor jeg har haft det så svært med store lyse rum.