Der var mange heste i min barndom. De var ganske vist aldrig synlige, men vi havde en fornemmelse om at de var på trapperne hele tiden. Der var bare ikke plads. Haverne var ikke udlagt til heste. Husene var ikke hestesikre. Min far vrinskede ofte. Erindringen om seletøj lå dybt i os. Når jeg stod op ved daggry så jeg ofte grandvoksne mænd stå forvirrede på deres matrikler. De havde kaldt Hestene hen, i småsøvne. Nogen gange tolkede vi tordenvejret forkert. Det lyder som heste hviskede vi. Heste der dundrer over den hårde jord på marker. De slås hviskede vi. Den store hvide sparker den lille grå. Det er hannibal, den 5 årige, mod gamle Alladin. Men så kom regnen. Og så var det vistnok bare torden. Men hestene var der. Og der var marker. Husene lå spredt. De lå inden i det nye kvarter´s kvadrater. Hvorfor tror du indkøbsvognen nede i brugsen trækker skævt? Fordi den kører af heste-stien mellem varerne.
