Medicin håndbogen

min far var troende. Han troede på medicin håndbogen. Den var hans faste følgesvend i tider med medgang og modgang. Var der sygdom i familien slog han op i lægeleksikonnet. Var der kun let kløe og eksem fandt han medicinhåndbogen. Sorg kunne afhjælpes med et opslag. "stesolid mod angst og almindelig uro. Højest 3 gange dagligt" Min far var aldrig i tvivl når han sad med den i hånden. Han kunne finde en side uden at se i bogen, så godt kendte han dens pletter og dens æselører. Det var det samme eksemplar i alle årene. Medicinhåndbogen fra 1978. Det var dengang man stadig troede på piller plejede han at sige. Meget er forandret. Men ikke alting til det bedre, udtalte han osse mere kryptisk. Medicinhåndbogen kunne både kurrere, og fremkalde diskussioner. Min far havde prøvet meget medicin. Og nogen af symptomerne passede overhovedet ikke på den virkelige følelse. De måtte være skrevet af en evnesvag type, med meget teatralsk baggrund som min far gerne sagde. For min far var eksperten, og medicinhåndbogen mere - en slags - følgesvend hvor han fandt bekræftigelse i sin antagelse. Når vi børn slog os plejede han gerne at sige: Hvad siger medicinhåndbogen til alt dette? Skal vi søge medicinens råd mit barn? Den var grøn med guldskrift. Den stod mellem Mogens Klitgaard: der sidder en mand i en sporvogn." og Selma lagerløf på svensk. Selma stod ubrugt hen, men medicinhåndbogen blev flittigt brugt. Da han døde lå medicinhåndbogen på hans sengebord. Han ville ha den med sig i graven, men oversygeplejersken overbevidste ham i sidste sekund om at han ikke kunne læse i graven. Er du sikker skal ha han hvislet mens slangerne i halsen udsendte deres falske luft. Ligesom Nag og Nagina i bogen om Riki Ti Ki tavi, som var min fars næstmest elskede bog.