Jeg har arvet min fars frygt for manden for enden af trappen. Det var derfor vi ikke boede i huse med trapper, men i et fladt, aflangt, enfamilies hus. En cigarkasse uden stigninger og fald. Min far var aldrig i tvivl. Hvad vil han far? Det er noget ubegribeligt, mumlede han. Han vil have os væk, til at træde over, det er noget frygteligt. Mærk dig mine ord barn, forenden af trappen står manden og ler. Med mindre du er skabt anderledes end din gamle fader, skal du tage truslen fra manden forenden af trappen alvorligt. Han åbner ikke døren, med mindre han ønsker du kommer ind. Idag bor jeg faktisk i et hus med trapper. Jeg troede aldrig jeg skulle blive som min far, bange for manden for enden af trappen. Min egen rædsel er kommet snigende. Fra at være små anfald der varede et par minutter, oplever jeg nu, følelsen af uvirkelighed. En summen, jeg holder nede med raske gå ture, og intensiv læsning af reklamer. Endnu har jeg ikke mødt ham, men det sker at døren på anden sal, knirker. Som regel er det bare hunden eller katten. Men jeg går aldrig ud og ser efter. Der har boet en stenfisker her, som gik ned med travlet.
