tirsdag den 17. november 2009

Kan man elske for meget?
det mente min far godt man kan. Han havde engang elsket en kvinde, så meget at han tabte sig 20 kilo. Det havde været en smertefuld oplevelse, ikke så meget pga sult, han sultede ikke, men billederne af den elskede, de krævede så store mængder hjernekapacitet, at han dårligt kunne passe sine studier. Til en lærer han havde i anatomi, forklarede han at han fremkaldte billeder af en kvinde. At de tog al hans tid fra studiet af de døde. han brugte alle sine kræfter på at huske hende med en særlig læbestift. Det var særligt ulideligt for hun skulle altid være i farver. Selv om drømme havde han ikke fred. Fede folk kan sagtens. Det er om at være tyk hvis man virkelig er forelsket. Tykke mennesker bærer lettere den stormende lyst, det er at fascineres og gå ud af sit gode skind over en atrået genstand, er man slank og grundlæggende nervemenneske, skal man holde sig til det mere prosaiske, med mindre altså man søger opløsningen, og foreningen med det andet kød. Gør man det har man intet at miste. Så bærer den fælles brølende krop en helt igennem. Man kan sagtens elske for meget. Det er osse ulideligt for omgivelserne, med al den iappetittelige pillen ved hinanden. Men det kan gå an fordi det jo er en reaktion på den akutte sukkersyge som indtræffer ved massiv forelskelse. Man forbrænder simpelthen det hele, og må hele tiden hente nye grundstoffer hos den anden, der af den omfattende pillen og gramsen, ved selsskaber. Faren er hvis det ikke er en gengældt følelse. Så bløder man fra sine gummer. Og mister sit syn. Og græder sig i søvn på lukkede afdelinger. Og fortaber sig i huler. Indtil man enten svinder helt ind til et ulykkeligt atom, eller begiver sig på en fodrejse. Mere naragtigt adfærd kan man dårlig tænke sig. Hold øje med pilgrimme min søn. De sørger henkogt.