Jeg havde engang en far

Jeg havde engang en far. Han var blandet ind i alt muligt, troede jeg. For jeg troede min far var en blanding af Frelseren og en gangsterboss man aldrig havde set lige. Men det viste sig at livet er røvkedeligt. Min far var ingenting. Og dog var han en helt i fjernsynet dengang fjernsynet kun var en kanal at vælge imellem. Og han blev senere helt i Folketinget. Der er så mange ting jeg vil have ham til at svare på, men jeg hørte jo selv hans udåndning på Bispebjerg. Jeg vidste han var død, da han var død.

Her er et nyt billede

http://rumkugler.blogspot.com/2009/04/portrt-af-jens-blendstrup.html

Far var lange søndage

Far var også lange søndage i højt andendagsbranderthumør i sin gamle ulækre slobrok. Man kunne få 5 kroner for at massere hans ømme nakke og man kunne få fantastiske historier og mange platte vitser. Af og til var det perfekt og der var ingen grund til at fortrække.
Så var der tv-avis og Horisont (som far opfandt i tresserne sammen med John Danstrup og en lang liste af andre, blandt andre min fars sekretær som altid vidste præcis hvor far var (det var jeg aldrig sikker på)) eller tennis eller fodbold i fjernsynet og alt det sjove måtte vente til der forelå en aller anden form for afklaring. Der kunne være en artikel der måtte skrives og et blad der skulle redigeres. De kolde politiske vinde blæste alt for ofte, men far holdt da atomvåbnet ude af havnen. (Det sidste kræver en forklaring jeg nok skal komme med senere)

Egentlig var det fuldstændigt latterligt

Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.

Min far accepterede ikke privat ejendomsret

Min far accepterede ikke privat ejendomsret. Der fandtes ingen private grunde. Har man et ærinde kan man gå ind overalt. Mennesker der skjuler sig bag gardiner har i særlig grad fortjent et uanmeldt besøg. Vi bor i en verden hvor mennesker har godt af andre mennesker. Hvad fanden laver du her på min grund råbte en mand engang af min far da vi stod i hans baghave og kiggede på en særlig flot og rank solsikke. Min gode mand vær venlig at dæmp din galde. Her hersker kigge-loven sagde min far. Og for det meste var det nok for min far. Måske var der nogen der var bange for ham. Til sidst tror jeg mere de havde givet op. Han havde jo aldrig respekteret deres grænser alligevel. Vi fik set mange ting på den måde. Jeg har fulgt mange skænderier bag vinduer. Jeg har set mange mennesker kigge ud og ryste desperat på hovedet. Men jeg har aldrig oplevet min far blive jaget ud. Måske var det fordi han ikke tvivlede. Han var aldrig i tvivl om at han havde ret til at vide hvad der skete i nummer 16, hvorfor de larmede med en stiksav på themsvej, inde hos mongolerne. Der skulle ikke bakkes ud. Der skulle fastholdes og betragtes. PÅ en måde tror jeg det endte med han blev en slags naturtilstand. En slags himmellegeme der stod op og gik ned på matrikler, ligesom himmellegemer gør, lidt længere væk. De kan jo heller ikke fjernes. Solen er solen sådan er det. Selv da han var meget syg tilsidst kørte vi ind med hans rolator, på den forladte grund nede for enden af Casper Møllers vej. Der havde han aldrig været inde. Det havde altid været mystifystisk. Der lå et sommerhus som var helt knust og groet til. Jeg gik rundt og fandt indicier til ham. Aviser fra 1970erne. En gammel mørnet dame hat, et par støvler. Muligvis fru Stoks mumlede han. Kan hun have haft en elsker på dette sted? Stod jorden ikke længere hjemme hos fru stok? Var Hr. Stok en hævner? Min far sad på sin rolator. Vær venlig at betragt helheden for mig min søn, jeg orker ikke.

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker. I forvejen var det osse mest min mor der hentede dem. Der lå altid mange flasker omme bagved. faktisk var det i perioder nok det største lager i Århus og Omegn. Engang om måneden kom købmandens flaskebil forbi og hentede dem på paller. Men der var en periode på små 4 år hvor der ikke kom nogen nye til. Så lå de gamle i bunker og fik mos på sig. Når det var koldt og frost sprang der nogen gange nogen i luften. Snaps siver som sirup så, ud af de knækkede flasker. Han kom der aldrig selv. Det var fortrængningens rum som han sagde. Steder hvor rester opbevares til de går ad kødets gang. Klirrende grimme grønne ting med hinkesten i bunden. Kubikmeter til opbevaring af lyst og latter batterier. Væske bankbøger. Blimmelim kufferter. Lad det bare forsvinde i vedbend børn. Vi har taget den næring der var at få, plus det løse.

Min far sov med sutteklud

Min far sov med sutteklud. Ikke nogen stor klud en gammel blå las som han altid benægtede var hans sutteklud den befandt sig bare tilfældigvis i nærheden af hans sovestilling. Det er nok noget familiært mine brødre har osse deres sutteklude, og min sutteklud består af ørepropper som nogen gange ligger som hele øreprop-marker bagerst i sengen. Min far hævdede selv det kom sig af for lidt bryst som lille. Havde han fået lov havde han ikke manglet denne substitut. Han ville gerne ha hængt sig som en lille pære i lille flaske på et pæretræ, så kunne han ha vokset sig stor sådan. Lidt vind og lidt vuggen det ville være sagen. Min far kunne være meget stille når svigerdøtrene monterede deres børn på deres blottede bryster i hans have. Men om det var det smukke lille barn eller om det var selve malkemaskinen var svært at sige. Det er nok noget familiært far. Hvad tænker du på? suttekluden. Nå den. Ja det er nok fordi vi har brug for at skjule os. Årh visse vasse. Mage til psykologisk krible krable. Det er bare en klud i en seng. Naj du kan inta somna utan, lo min mor og sukkede vidre over sit lille barnebarn, den sommerdag i 99. Det er muligt. Men det er stadig kun en klud i en seng sagde min far lidt studst, der skulle ikke meget til han følte sig lille når samtalen nærmede sig suttekluden. Det var jo hans bamse i et liv uden særligt mange andre bløde ting.

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge. Hans særlige kunnen var fjer i hatten. Han havde desuden en evne til at sidde og "Pilke" med sin øl når den var tom, han kunne sidde i timesvis sådan, på den måde var han en af min fars mindst drikfældige venner. Til gengæld var han gerne tavs. Det var som om han skuede ud over sit fangstområde den største del af tiden. Det er existensens almindelige brænding sagde min far. Der er mennesker der specialiserer sig i den lange zoom og de er gerne lidt stille i det. Min far var ikke altid lige begejstret for at få besøg af fisker Åge. Men det afhang meget af hans humør. Nogen gange havde fisker Åge nemlig lige den ro der skulle til for at dagen blev lang og bred og rar for en menneskelig bjørn som min far, der havde det med at se sig sur på sin hule.

Far rejser til New York på gammelt fragtskib

Hvordan var det far?
Det var fantastisk, jeg rejste sammen med Osvald Helmuth og en masse fantastiske mennesker.
Faktisk er det at rejse det bedste jeg ved.
Hvad så med os far?
Ja, I er også meget søde, men det bedste er nu at rejse.

Far i Australien

Far var rejst down under. Meget passende når han selv følte sig meget 'down under´og havde et akut behov for ikke at være hjemme på sin fødselsdag. De ved allesammen at jeg bliver ældgammel, men hvis jeg rejser langt nok væk kan det være de glemmer mig.
Hvilket var det sidste han havde behov for. Han var træt af den måde partiet havde behandlet ham på, men han var stadig totalt trofast og var ikke tilbøjelig til at melde sig ind i SF. Jeg rejser til Australien, sagde han. Nå, sagde jeg. Det er ikke noget nyt at du flygter fra mig og de andre børn du desværre har fået. Han forsøgte sig med noget der enten var en joke eller en sandhed: 'kender du Ali og Benahmed?' (Han påstod hårdnakket at vi havde to brødre i Marokko) Ja, du har snakket meget om de to det meste af mit liv, sagde jeg. Enten aner du ikke hvordan man joker, eller også er det slet ikke en joke. Far rystede på hovedet og så kom hans yndlingssætning: 'Sludder og vrøvl'.
Jeg har selv sagt den sætning med skiftende held, men uden helt at vide hvad det var jeg sagde. 'Jeg rejser lige til Australien, så du må have det godt på hospitalet imens', sagde han. 'Det lader til at du har gode læger og det er jo fint. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal være der til at holde dig på ret køl'.
Nå, kan det ikke være meningen?
Nej, sagde han, det ordner du fint sammen med de dygtige læger.
Du tror jo slet ikke på læger, sagde jeg så. Nej, sagde han så. Jeg rejser på mandag.

Min far sagde altid, skriv mit barn, jo mere du skriver nu jo mere har du af ret til at gå i opløsning senere. Det er meget enkelt skriv, og se og smag og elsk, og skid og stejf men lad være med at sætte dig ned før du er over de 50. Du kommer aldrig op igen af den forpulede sorte sofa. Du kan tromme alt du vil, når du først blir fed, kan du ikke opnå mere. Og tro mig jeg har kendt mange der satte sig for tidligt, flotte navne havde de, enorme arme osse. Favnende fossiler er der nok af. Så længe du holder dig i bevægelse er du parat til når den virkelig kommer. Hvilken en far? Inspirationen. Den store inspiration, der kommer til dig ENGANG I DIT LIV. Er den da kommet til dig far. Nej men jeg har osse siddet ned længe, med mine enorme abearme og mit skæg på næsen. Ja far. Ti stille. hold dig i gang! ja far. Hold kæft og bevæg dig menneske!

Mellem barnets totale erindring og den totale senilitet er der mellemtiden hvor man er oprejst, og nogenlunde rank - far, eller mor. Det er en underlig fase, som varer de her 20- 30 år, hvor man husker dele, men ikke alt. Hver fase har sine fordele og ulemper.
Som barn er man her så meget at hver eneste lille flig i tøjet betyder noget, hvorfor det er svært at zoome ud. Og som gammel er det svært at se en mening med noget, fordi man er blind og døv og kigger underlige retninger med ens sanser. Med mindre man bevarer træk fra de andre aldre, og det har jeg hørt skal være frygteligt smertefuldt. At sidde blandt ældre man ikke kender og drømme sig tilbage til et ishus i vejle det må være decideret skræmmende. Min fars far-tid i hvert fald den sidste skal vi sige 15-20 år, var præget utroligt meget af fjernsynsprogrammer og antenner, hvad vej de skulle vende, for det og det signal. Der var osse kvalitetstimer med børn og kone, bevares, men meget af hans tid, foregik med disse rent praktiske ting, han nåede ikke den totale senilitet. Selvom jeg nåede at opleve ham stirre intenst på en hveps i et snapseglas. Fulde gule svin, mumlede han fascineret. Men det var ikke i ramme alvor. Han kunne stadig dreje hovedet i hvad retning han ville.

det er mærkeligt at tiden den går. At de 2 børn på det billede er i færd med et eller andet, at den ene er på vej til at vælte og den anden er igang med at smile. At de er runde i hovedet fordi de er velnærede og under opbygning, det er underligt at det er mange år for dem, mens det er næsten ingen for gamle Egon. Det er underligt at tiden har så mange forskellige længder, men det er nok osse derfor begivenhederne fylder så meget for et barn, og så lidt for en ældre. Oplevelserne hobes jo osse op, ligesom cyklerne på hovedbanegården. Man kan næsten ikke finde en plads til sin cykel mere. Ens krop er blevet så fed, man går hen og tager toget som en enormt oppustet dukke, der ikke kan rumme mere, ikke kan huske mere end en pinkode, når det går godt. At tiden gør så meget ved os, det er da mærkeligt. Også når man tænker på hvor få år det i virkeligheden er, vi er her jo ikke 150 milliarder af år, ligesom så mange andre af vores forgængere. Guder og folk der lever evigt må ha et helvedes hyr med at huske noget som helst. Måske er det derfor guderne ikke kommer til os. De står og kigger ind i et skab, mens de leder efter grunden til at de står der.

Sådan en kold forårsdag som i dag. Hvordan er det mon så at være en far nede i jorden. Ikke kun min men alles fædre. Dem som har været fædre før vi blev det? Hvordan har de det nede i jorden? Har de en slags fælles fornemmelse af ikke længere at blive brugt? Nej selvfølgelig har de ikke det. De er jo forlængst ophørt med tåbelig tænken. Men jeg har læst et sted at dem der skriver dødebøger, fører dem indtil 50 år efter et menneske er ophørt med at eksistere. Så er alle dem der husker dem osse væk. 50 år er altså den tid man kan tillade sig at føre dødsdagbog. Det gælder osse for en søn der savner sin far. Eller for en pige for den sags skyld. Efter 50 år er der ikke længere nogen til at erindre den form som indeholdt FAR. Det er en ret fantastisk viden. At minder nok kan holde en tid. Men at de tilsidst blir væk med alt det andet. Sådan en kold forårsdag som idag. Fører jeg dødedagbog. Jeg skriver linjerne med pilekviste og kogler jeg finder i haven. Det er ikke fordi det er forbundet med nogen massiv sorg idag, det er ret utydeligt at læse. Jeg har lagt mærke til at sorgen er lidt som et sår der dunker. Den kommer og går, nu kan jeg mærke jeg har mistet min far, nu kan jeg det ikke. Nu er jeg selv far. Nu ville jeg ønske jeg havde en far, nu er det nærmest ubærligt at være ladt tilbage, nu gør det ikke så meget. Nu er mit eget liv væsentligt nok, nu er det det ikke. jeg tror det er sådan det er. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.

Min far ejede ikke evnen til at dø. Hvem gør osse det. Men han var i særlig grad ikke klar til at dø. Han var så skide irriteret over at skulle væk, hvorfor ville kroppen ikke, som han ville. Hvordan kan man være fysisk klar til at afgå når sjælen overhovedet ikke er det. Leveren var jo ikke engang slidt op! Nyrerne var som barnerøve. Det gjorde ham så edderspændt rasende, at han en morgen jeg havde sovet der på en stol, rev alle ledninger ud af sig selv. Jeg vil sgu ikke ligge her jens. Han sad op i sengen og lignede en der var bundet fast med edderkoppespind. Ledningerne svuppede frem og tilbage i den elestiske hud, hvor der i forvejen ikke var et gram for meget. Baaaum bauaam. Men jeg kan godt forstå han var bange. I de sidste dage udviklede han nye teorier hver dag. Han hviskede dem. Efterhånden kunne jeg ikke høre hvad han sagde. Men mine gæt var gode nok. Hans øjne lyste op. Er det en slags kaffetragt far? blir du brygget død? Er der en slags engle - har englene skistøvler på? et fornærmet kast med hovedet. Er der varme? Et nik. Og så en jagen. Det var vel en slags kapløb mod troen. Han endte ikke med at tro på andet end det liv han ikke ville forlade. Det var en slags våbenkapløb mod intetheden. Jeg ved ikke om han vandt andet end nogen store slag i luften. Engang vækkede han mig ved at sige som en bi. Tilsidst havde han kun sit vejr at lokke med. Pauserne mellem åndedrættet. Til allersidst lokkede han mig til sig, uden at trække det igen. Hjertet slog i 3 minutter. Men han trak ikke vejret mere. Hjertet hamrede i et forladt legeme. Det var underligt. Kan man dø sådan far, spurgte jeg. Er du ved at afgå i bidder? Venter hjertet altid tilsidst? Er det en slags metrostation, hvor hjertet står og venter i den forladte krop?

Min far var en stor elsker af de mere luskede steder i københavn. Det blev ikke bedre af at de flyttede til Nærum. For så kom byen bare endnu tættere på - i erindringen. Så antog den jo kollosal dejlig slagskygge. Så måtte man ind og snuse drømmene op. Så var det ikke nok at ringe i timevis til vennerne. Al snak uden døre der går og mennesker der kommer ind blir i længden for lidt. Det var nærmest en tvangshandling at når måneden nærmede sig sin afslutning, eller mælken stod forkert i køleskabet, eller jobbet var kedeligt, så måtte han bare en tur til København og udarte lidt. Han havde en aftale med den lokale taxi chauffør om at han skulle hente og bringe ham. Det passede meget godt med 2 døgns tid i København, og så hjem igen til Nærum som syndigt menneske og dårlig far. Ikke at min far følte nogen skam. Det var jo en menneskeret. At være menneske og udarte. Jeg ved ikke om taxichaufføren fik nogen renter. Men han lånte i hvert fald altid venligt min far både til taxi og til værtshus. Mine forældres økonomi var på den måde en del af et større samfundsmaskineri. De skyldte købmanden, taximanden, og deres venner.

Uden dyr, flere kvælertag

Dyr har altid indgået som lynafleder i min familie. Uden dyrene havde vi været meget mere grusomme ved hinanden. Mange kvælertag er blevet udgået ved at en hund er kommet ind og logret med sin hale. Faktisk kan man sige at dyr har virket præventivt på mange frygtelige forbrydelser. Hvis min far ikke havde haft Schenko, i 1988, var han sandsynligvis død af en stok i baghovedet. Så havde en af mine brødre siddet i fængsel, og på den måde fået kontakt til Jønke. Og hvis jeg ikke havde haft Susi nu, ville jeg ha været federe og dermed osse mere krigerisk. Bøger ville aldrig opnå nogen mildhed. De ville alle sammen slutte i en skakt. Mange dæk på cykler ville være piftet nu. Flere ænder ville ha mærket drillerier og forfølgelse, færre mennesker ville være blevet hilst på.
Dyr har altid haft en vigtig funktion, de er stenen til at male livets vrede korn, ligesom den i kråsen. Hunde har en særlig plads i kulten. Uden hundes bjæffen, uden hundes brækken sig på tæppe, uden hundes underligheder, og deres biden lopper, var vi ikke der hvor vi var idag. Det er ikke altid at vi har dem. De dør jo. Men de ligger altid et eller andet sted i periferien, og emmer deres pels og skubber stikdåser, snuser støv, og knurrer i søvne. Uden dem var vi forlængst blevet skåret ud, og filleteret.

Slægtsbeholder og tiptip olde opbevarer

Nede ved stranden lå der en gammel bunker. Eller i hvert fald var den af beton. Den dykkede mig og min storebror tit ud til. Eller rettere krabbede. Vi var små. Vi mente det var der vores bedsteforældre gemte sig, for vi kunne ikke forstå vi ikke havde nogen ligesom alle andre. Vores forældre var ældre end alle andre. De havde eksisteret siden tidernes morgen var vi enige om. Ellers kunne vi ikke forklare at de var de eneste vi havde. Vi havde godtnok stadig en farfar men alle andre var pist forsvundet, ud til den bunker, med øjnene i. Nogen gange råbte vi ned i tønden. Så hørte vi svar som. Har de noget salt fru Thomsen? Hvad er den af? hører de ikke lærken synge? Mærkelige budskaber når nu det var vores tip tip oldefætre. Engang kom jeg til at nuppe en pakke cigarer af min fars. Hov hvad skal du med dem? Jeg skal bare ned til Olde og hans kurt med dem, der er sgu ikke nogen der hedder hans kurt i vores familie.

Og så måtte han jo med ned til stranden og kigge skeptisk på den betondims som vi altså mente rummede vores slægt i 20 generationer. ha sagde min far, Nu er det bare sådan at vi blev dannet ved en parring på Koldinghus mellem en blegfed cirkeline og en spansk soldat og før det var der sgu ikke noget der hed os. Men det mente mig og min storebror på det bestemteste der var. Vi havde selv snakket med en fyr der var død i en ganske ung alder som ud over at snakke om hvad han skulle ha til middag, osse kunne fortælle os at der havde været rigtig mange fra stenalderen i vores familie. I kan sgu da ikke påstå at det kloakrør rummer min mor!? Og hendes mor Tante Ane. Det er sgu perverst. Børn! sagde min far. Men undlod alligevel ikke at stille et par øl ned på bunden af betonen. Tror du de drikker dem? spurgte jeg. Der skal nok en storm til sagde han. Men de skal nok blive drukket. Og ganske rigtigt da vi kom ned ugen efter var øllerne borte. Drukket af slægten var de. Det er osse derfor vi sætter øller bag de gamles gravsted idag. Hvis ikke far drikker dem, så går de videre til dem der bor i betondækslet. De bor i landskabets gamle tænder. En tørstig slægt drikker om så de mangler hud og hår. Min oldefar fattiggårdsbestyreren fra Kolding, kan drikke med knoglerne. De går ikke til spilde.

Da min far var død gjorde jeg mig mange anstrengelser for at holde ham i live. Det var noget underligt noget de første år. Jeg sørgede for at høste alle hans trofæer. Jeg drak for at komme til at ligne ham i hans værste øjeblikke. Ikke hans bedste men de værste, mest onde og buldrende og hjerneskæve stunder. Jeg tror nu aldrig jeg kom til at ligne ham. Min far røg ikke pibe. Han røg kings. Min far blev heller ikke fuld på en pinlig måde. Han faldt aldrig om, men sank oprejst. Ned gennem sin sofa. Og altid med denne sprutten og syden som af dieselmotorer der ikke vil gå ud. Han ville jo ikke sove. Han ville jo ikke gå glip af det der skete lige om lidt. Han ville ikke gå til drømmeland, han ville være vågen. Han kunne kigge på en og hviske hold kæft! og væk mig hvis jeg falder i søvn hører du! Lad mig ikke sove! Gerd kaffe! så giv mig dog noget kaffe kvindemenneske! Hvorfor er alle folk så onde mod mig! Tal til mig! Jeg tror han er genfødt i vores kat kaktus. Den sover osse oprejst. Og hvæser af en, hvis man prøver at tvinge den ned for familiefredens skyld.

Min far blev engang suget ned da han badede ved blokhus. Det var en ganske almindelig sommerdag, hvor han var med nogen psykolog-venner oppe i et sommerhus. Pludselig kunne han mærke noget tog fat i hans ben og før han vidste af det blev han suget med. Min far kunne mærke han ikke kunne vinde, så han lod sig suge med, længere og længere ud og længere og længere ned. Det havde været en øjenåbnende historie. Han havde mødt et Hestehul. Dem er der mange af ved vesterhavet. De bor der, i havets stald Palle. Min far ventede til strømmen tog af, så dykkede han ud og kom op til overfladen, 200 meter længere ude. Du må ha haft nogen kolosale lunger? Ja svarede han. Jeg var i form. Det var jo ikke mere end 6 år efter militæret. Jeg havde ganske vist ikke trænet i de mellemliggende 6 år. Men styrken sad endnu i rygraden. Jeg udregnede en bane, og tog bestik af situationen. Sådan overlever man ekstremt alvorlige begivenheder, sagde min far og lavede en fejende beskrivelse af hestehullets dynamik. Møder du et hestehul sagde min far, så kæmp ikke i mod det. Sørg for at tage det roligt. Hestehullet er ikke din fjende. Det er en prøve. Tyskerne drukner gang på gang ved Vesterhavet, fordi de ikke fatter at det er en prøve. Danskere der imod de følger med. Det er vores national karakters største brist, og gave. At vi afholder os fra at kæmpe mod ting der er større end os selv. Men far der er også danskere der drukner. Ja mumlede min far. Men det er Bøllehatstyper. Mængden af bøllehatte tynger dem ned. Du kan altid finde eksempler på døde helte med bøllehatte på. Der var osse et par stykker der kæmpede den 9.ende april. Men ville du gerne være død far. På sin vis sagde Uff. Man overgår til interessante... værksteder. Men jeg valgte at føje det og det gjorde hestehullet chokeret. Det mistede pusten, materialet det fragtede var for føjeligt. Hestehuller foretrækker kamp må du huske! ikke sløve halvstuderede røvere der hellere end gerne lader sig rive med til helvede eller Thyborøn. Måske var det min fars ultimative strategi. At han kunne gøre sig så sløv som han ville. Om det gjalt opvask eller hestehuller. Han lod sig ikke lokke til at bruge kræfter på at blive færdig som læge, eller til at gå ind i politik. Han lod sig ikke chokere til at blive forfatter. Han fulgte sit talent til talentet løb ud i sandet. Han var på jorden til tyngdekraften holdt op. Han kunne have været væk som 37 årig, men blev istedet 75, fordi han lod sig føre hen til bænke, af hunde, og op til slagteren, af andre mennesker. Med tiden blev han selv et hestehul. Han sugede sine børn og sin kone til sig. Og de fulgte ham trofast ned i dybet, og op i lyset. Og - så selvfølgelig - hen på den lokale. Wuuush.