Dyr der betragter et menneske intenst fremkalder før eller siden et kødben eller en bevægelse hen imod en gåtur med dette dyr. For min far forekom dyr magiske. De dirker sig ind i dit bryst og gennemtvinger handlinger der i og for sig ligger udenfor dette menneskes vilje. Ofte indtog min far cigaretter imens han redegjorde for "fremmede væsners sårhelende kraft, i monologer der kunne strække sig over timer. Disse dyr min søn, skal du opsøge så snart du føler dig svag. De er ikke bare angstdæmpende. De er stemningsstabiliserende. De heler ålerusernes kedelige indhold i at komme ud. Jeg var 35 da jeg endelig fulgte hans råd. Daglige gåture er kimen til min succes i hvidevarebranchen.

Min fars genkomst nummer 10.

Jeg har tit tænkt på om min hund er min far der er kommet tilbage. Dens nytteløse men besatte omgang med et træ i vandkanten ved mit by. Måden den af alle kræfter prøver at trække træet op af havet uden skelen til tyngdekraften og træets vægt. Forelskelsen i patienten er den samme. Min far var jo også besat af store klumper af mennesker. Han hev dem op på land da de var ved at drukne i gabet på hans store vrede mund. Du skal op på land selvom du synes du hører til dernede. Op med dig store umulige klump af knogler og fedt og anstand og masse. Op og ind i min tilrøgede stue. På den anden side er det nok ikke min far, der er susi, de skulle helst gå med selv, han ville overlade det til andre, at trække dem hjem, det ville være en entreprise, bær min besættelse træet der fylder, hjem i haven, da vil jeg gnave det og brække barken op bagefter. Og skide grenene ud hele. Alligevel tør jeg ikke helt afvise det. Jeg tiltaler nogen gange hunden med et uff om natten. Så løfter den bekymret sit lille røde hoved, ak tænk at det skulle gå dig som det gik, du mit barn, der ejede så megen viden og fornuft da du var ung. Hvad har du ikke drevet det til af umulige klodser du kalder din bopæl. Men kan du frelse mennesker fra dem selv? nej far hvisker jeg til Susi. Jeg kan ikke engang frelse mig selv. Så sænker den sit lille hoved. Tabes Dorsalis

hunde indgik i ofringer

Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.