Min Far og min Mor

Da jeg var lille var jeg sikker på at mine forældre var ufejlbarlige - en usikker fornemmelse jeg delte med alle andre børn. Det var ikke til at putte ind i sit lille hovede at de en dag ville blive psykotiske af druk og brække sig over det hele, men det gjorde de selvfølgelig en dag, overbebyrdede med ansvar og drømme i alle mulige retninger som de var. Jeg husker særlig en Lars von Trier-film der udspillede sig i vores hus. (Lars var selvfølgelig selv barn dengang og var igang med sit barneliv nogle tusinde meter fra os, ifærd med at hænge i tagrenden og lave eksperimenter med sin mors otte millimeter kamera.) Mor og Far, som indtil den dag havde været totale totempæle af ansvarlighed, gik til et drikkeparty hos en anden familie på vejen. Min søster og jeg blev dengang passet af en 'ung pige i huset', noget man stadig havde i min barndom. Hun forsvandt den dag, eller også kom mine stive og psykotiske forældre hjem og forfærdede hende hende så voldsomt at hun flygtede.
Det var i hvert fald det rene Strindberg og de små udspekulerede lyshårede børn havde aldrig set noget lignende. Jeg tror at jeg selv prøver at leve op til den scene når jeg giver slip og falder ned i druk, men jeg ved det selvfølgelig ikke og bruger nok resten af livet på at opklare det ene hukommelsestab efter det andet.

Far rejser til New York på gammelt fragtskib

Hvordan var det far?
Det var fantastisk, jeg rejste sammen med Osvald Helmuth og en masse fantastiske mennesker.
Faktisk er det at rejse det bedste jeg ved.
Hvad så med os far?
Ja, I er også meget søde, men det bedste er nu at rejse.

Far i Australien

Far var rejst down under. Meget passende når han selv følte sig meget 'down under´og havde et akut behov for ikke at være hjemme på sin fødselsdag. De ved allesammen at jeg bliver ældgammel, men hvis jeg rejser langt nok væk kan det være de glemmer mig.
Hvilket var det sidste han havde behov for. Han var træt af den måde partiet havde behandlet ham på, men han var stadig totalt trofast og var ikke tilbøjelig til at melde sig ind i SF. Jeg rejser til Australien, sagde han. Nå, sagde jeg. Det er ikke noget nyt at du flygter fra mig og de andre børn du desværre har fået. Han forsøgte sig med noget der enten var en joke eller en sandhed: 'kender du Ali og Benahmed?' (Han påstod hårdnakket at vi havde to brødre i Marokko) Ja, du har snakket meget om de to det meste af mit liv, sagde jeg. Enten aner du ikke hvordan man joker, eller også er det slet ikke en joke. Far rystede på hovedet og så kom hans yndlingssætning: 'Sludder og vrøvl'.
Jeg har selv sagt den sætning med skiftende held, men uden helt at vide hvad det var jeg sagde. 'Jeg rejser lige til Australien, så du må have det godt på hospitalet imens', sagde han. 'Det lader til at du har gode læger og det er jo fint. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal være der til at holde dig på ret køl'.
Nå, kan det ikke være meningen?
Nej, sagde han, det ordner du fint sammen med de dygtige læger.
Du tror jo slet ikke på læger, sagde jeg så. Nej, sagde han så. Jeg rejser på mandag.

Gallopbane-myten

Her ses min far og min farfar på Gallopbanen for mindst 50 år siden. På min farfars arm ses den stok som min far arvede. Man kan lige skimte sølvomviklingen. Det er også ret interessant at min farfar havde hvide handsker på.

Og hvorfor er det så særlig interessant, det med de hestevæddeløb? Jo, såmænd fordi min far altid påstod at min farfar hver søndag i sæsonen gik hele vejen fra Frederiksberg til Gallopbanen i Klampenborg. Min mor forklarede mig forleden dag at det ikke passede. Min far var ellers et meget ærligt menneske, jeg mindes ikke at jeg kunne tage ham i en løgn nogensinde, så det glæder mig faktisk at han ikke var et så helvedes ophøjet sandhedsvidne som jeg troede. Jeg har altid været rimeligt naiv, men så naiv troede jeg ikke jeg var. Min mor fortæller at farfar kun gik ud til Gallopbanen når der en gang om året var Derby. Det er nok derfor han har handsker på. Billedet er taget af en fotograf der var ude for at dække begivenheden sammen med min far, for BT tror jeg.

Her bor en gangster eller en total romantiker

Far anmeldte en dag sin ankomst til vore lokaler på det navnkundige og uendeligt søde og kyndige Diakonissestiftelsen der knejsede i religiøs pompøsitet. Det var ikke muligt og havde heller aldrig været muligt at køre med elevatoren hele vejen op. Far skulle op af de sidste høje trapper med sin brækkede hofte og min farfars stok med sølvudsmykningen der virkede hypnotiserende. Han entrede vor lange gang med de totalt forvirrende og anarkistiske projektopsætninger og dumme vitser revet ud af avisen. Han beså alle lokalerne og især den volumen der faktisk rådede på adressen, ja, altså både kvadratmeter og høj musik. Han var ikke fri for at være en kende tilfreds med sin søn der nu var blevet opslugt af uhyret Øverste Kirurgiske. Da vi nåede til Jens Blendstrups kontor, udbrød min far: Her bor en gangster eller en total romantiker. Jeg forsøgte mig med en lovprisning af de dybtrøde vægge, den store grammofon og det helt særlige kaos der ellers herskede hos dette bestyrelsesmedlem i det fremstormende litteraturimperium. Min far sagde dog at han synes vi allesammen - på nær Bo C. Plantin - boede ret ulækkert, hvilket gjorde ham usikker på vores muligheder her i verden. Man må have total fascisme, hvis du forstår hvad jeg mener, sagde han.

Da jeg fulgte ham ned gennem etagerne ved hans afgang fra lokalerne fik jeg det indtryk at han rent faktisk var imponeret af det vi turde arbejde med. Han havde absolut forståelse for det faktum at vi aldrig nogensinde ville blive rige.

Der var lakridser i handskerummet

Far købte en gammel Saab da min mor og far blev skilt. Der var lakridser i handskerummet. Den var grøn eller var den rød. Jeg husker ikke hvilken der kom først. Der var først et vrag, senere var der en mere tjekket model. Den kostede lidt mere, men bitterheden var mindre. Jeg tror han havde købt den første Saab for ingenting i håbet om at den ville køre galt i et flammehav af bitter trodsighed. Der var en cool gammel autoradio man kunne finde alt muligt på. Han boede i en lille æske af en lejlighed i Hostrups Have. Der boede min Farmor og Farfar også (ja, altså bare i en anden lejlighed). Nu var det bare min farmor, for farfar havde brækket lårbenet i forsøget på at komme ud af bussen og han var 87 og han gad, for nu at være helt ærlig, ikke længere.
Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig.
Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.
Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.

Min far var ikke i militæret. De kasserede ham for 'komisk udseende'. Hans ører var for store og hans næse var for omfattende. Da turen kom til mig blev jeg kasseret på grund af 'hypersensitivitet'. Tiderne og de dårlige undskyldninger havde forandret sig og der var stor forskel på hvad der var 'politisk korrekt'. Da min far skulle deltage i de amerikanske krige som reporter havde det amerikanske militær ikke det fjerneste problem med at udnævne ham til officer i pressekorpset. Der var der alligevel mange andre med store næser og flyveører. Det var også ret almindeligt at have tændstikarme og være lidt for høj. Sprutten var den samme og alle var dødelige uanset deres respektive latterlige udseende.

Jeg savner min far

Vi ville have set tennis sammen i timevis, med de obligatoriske udbrud om spillernes beskaffenhed og dommerens tåbelighed, uden ellers at sige et ord til hinanden.
Vi ville sige de sædvanlige kærligt nedsættende bemærkninger om kongehuset når vi gik over Amalienborgs slotsplads på vej til at sige skrappe eder ved A. P. Møllers rædselsfulde hovedsæde og DDR-agtige Amaliehave. Så ville vi gå hjem til lejligheden i Bredgade og se tv-avisen i en tavshed der kun måtte brydes hvis det der skete var groft eller uforståeligt nok. Og så ville vi se hinanden igen på torsdag eller i næste uge. Nu ser jeg ham kun når jeg bladrer i de gamle billeder. Og når jeg lukker øjnene og husker det hele.

Min far var inde i fjernsynet

Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det ikke var mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt.

Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter.

Det er far med slipset

Tandlæger er svindlere

Far var ikke sikker på alt, men at tandlæger var svindlere var han dødsikker på. Det kunne man tydeligt se når regningen for det rene ingenting kom med posten. Han studerede de forskellige poster og fnyste. Farmor fik først sit første hul da hun var 72 år gammel. Far troede at alle i virkeligheden havde stærke tænder. Det var bare tandlægerne der svindlede. Den eneste tandlæge han kendte som ikke var svindler var Leif Panduro og han var jo mest forfatter, hvilket var en formildende omstændighed ved fars indre domshandling. Og når Panduro kunne skrive så ildevarslende om tandlæger, bekræftede det bare fars helt sikre viden. 'Se bare på jeres egen tandlæge' sagde han. 'Han ordner jeres tænder og bruger pengene på golfbanen når han er blevet træt af at købe moderne kunst'. Far sagde dette til mig som om jeg havde den mindste chance for at kontrollere rigtigheden i hans ord som femårig.

Far besøger mig på hospitalet

Vi er på Bispebjerg, på en af de åbne afdelinger. Vi skyder med papirkugler i opholdsstuen, det er søndag. Der er lækker morgenmad hvis man kan få den ned og bollerne til eftermiddagskaffen er altid større og der er altid rigtigt smør om søndagen. Ud over det, sker der absolut ingenting. Alting ånder ængstlig venten og ingen indrømmer at de føler sig forladte, alene i sygdommen som de færreste forstår. Der er et net af forståelse rundt om en, men det er desværre ren skrivebordsforståelse og ikke rigtig empati. Jeg nåede ikke at læse avisen før min far pludselig står der i et af sine 1200 dollars suits og farfars sølvomviklede stok i et stykke bambus som far helt sikkert har fået slag af. Det var farmor der holdt kæppen. Farfar var forstenet og hovedkasserer for hele Handelsbanken.

Nå, men det var sidste gang jeg så far så tjekket. Næste dag blev han opereret første gang for at få en ny hofte og blev psykotisk ved et satans trylleslag. Nu startede et helvede der førte til hans død. Jeg kommer ikke ind på navnene på dem der ikke ville høre efter, når jeg og en psykiater der er gode venner med min søster stod helt enige om at Serenase ikke kan bruges på nogen. Ingen i denne verden. Men sygstemet kørte videre og far blev opereret vistnok 4 gange og døde så af lungebetændelse, helt sølle og opgivende.

Dagen efter blev jeg så udskrevet og far startede rejsen over floden Styx.

Albert

Jeg kunne godt tænke mig at skrive en roman. Det eneste jeg ved, er at hovedpersonen kunne hedde Albert som var det af min fars mellemnavne jeg bedst kan lide.