Min far holdt som sagt meget af forklædninger. Det kunne være rent fysisk men det kunne også være mere "mentalt." - han satte sig ind i menneskers bevæggrunde for at gøre dette eller hint. Der var en patient "R" - som min far havde udsædvanligt svært ved at greje. Tilsyneladende havde "R" levet et ganske almindeligt liv indtil han som ca 60 årig var gået amok mod sin kone, der gentagne gange var blevet slået i hovedet af "R" der med sin pibe havde tildelt hende livsfarlige kvæstelser. Min far var ikke i tvivl om at der var tale om en slags "sovende psykopati." udløst af et langt liv, med tilbageholdte følelser. Det var imidlertid svært at få "R" til at indrømme det selv, hvorfor min far i en uges tid "trådte" i hans sted. Selvom det muligvis ser morsomt ud på billedet, betød min fars mange "forklædninger" at vi børn ikke måtte komme ud i køkkenet før han var kommet til en erkendelse og en diagnose på patient "R." Min mor var en rar svensk dame, og gik derfor med til ofte timelange og opslidende "opvaske-scener" hvor min far, med påtaget alvor tørrede de tallerkner af som min mor rakte ham. Patient R blev rask igen. Og min far fik ret i sin diagnose. Men det var ikke særligt sjovt for os børn, når de var i "spil." Ofte hørte vi også vores mor forbitret hviske, nej uffe, du er inte patienten R.

Oldefar, vinhandleren fra Afrikas horn

Min fars rejser til Afrika blev aldrig den succes han havde håbet på. Måske fordi han aldrig kom afsted. Min familie var ikke meget for at rejse. Afrika findes i mit blod sammen med Ribe sagde han, og gav sig til at tromme på armlænet. Så hvorfor i himlens navn udsætte sig for Malaria og kanibaler? Det er jo ikke andet end myggefyldte floder og minimale sivkajakker. Hele tiden ankommer man! hele tiden færges man ind. Alle hans idiotiske vin-flakonner. Min far påstod at min tip oldefar havde haft en handelsstation derude. Han solgte vin, og lærte mange medicinmænd at kende. Han giftede sig med 8 mørke kvinder. Og kom snart i et afhængighedsforhold til dem. Han var en af de sidste til at opgive slavehandlen. Han var lænket til sin skæbne til det sidste. Mere og mere fedladen lod han bygge den ene mere ekstravagante negerhytte som han kaldte Virum Sorgenfrei. Og lille Kais Hvile. Hans læber var sprukne af talløse tallerkner som konerne havde syet ind. Han tilbad desperat en gud han kaldte "hardy." Og malede sig med skosværte for at fremstå lokal. Din oldefar var en afrikansk tragedie min dreng. For hans skyld har vi ikke rejst derned. Til gengæld var han ikke karrig med sin vin. Den hed: Chateau Lise, efter en han havde kendt på regnecentralen.

Bavian-effekten

Min far var glad for dyr. Vi havde skiftende udstillinger hele livet. En morgen blev jeg mødt med dette blik. Er det dig far? ja. Noget galt min dreng? du har rød næse far, og dine øjne forekommer mig fremmede. Virkelig, jeg har ganske vist tænkt meget på træer i nat, sagde han, jeg må hellere gå i bad og blive menneske igen. Min far fortalte mig senere at det var en af bieffekterne af hjemmelavet valdnøddesnaps. Men jeg nu mine tvivl. Måske var det en af bivirkningerne hvis man drak den for hurtigt, dvs før den havde trukket mere end en uge.

Kære far

Kære far
husk nu at lære at spille tennis
og husk
at hvis du lærer at spille klaver
så blir du en fantastisk pianist.
Husk at du kan lære hvad som helst.
Jeg tror du kan.
Og du må gerne tro på dig selv.

Kære far

Kære far
jeg elsker dig
din dumme skid

Her hjælper måske netop en kære far

Kære far
du som døde i huset overfor
hvor er du henne nu?
Hvad var meningen
da du druknede i
dit eget snot?
Er du nu slet intet
som du insisterede på
eller er du kommet videre
og er du vokset op
og er du nu født igen
som en lille irriterende
rødhåret kristen fyr
med missionerende forældre
et sted langt ude på landet?
Har du en vanvittig trang
til at flygte til Amerika
eller Australien?
eller ej?

(Selv om du måske kun er 3-4 år gammel
kunne du godt lige svare mig.)

Bøn

Ikke trampe på dine mennesker

ikke trampe på din far

Ikke trampe på hans meninger

ikke bryde ned, bygge op min søn, plante blomster

ikke ødelægge, hvad skal den til al den ødelæggelse

hvorfor kan I ikke bare være milde, stormen har varet 10.000 år, nu må det holde op med at storme

hvorfor nu, hvorfor når jeg er død,

hvorfor har du sat den føntørrer op i min grav?

Hvorfor skal mine knogler permanentes

hvem er det der prikker mig på armen hele tiden?

Jeg er død

jeg er borte

min krop er styrtet i havet, den stod på land, til den stod på klinten

Hvem er det der åbner mine øjne!?

Jeg har jo sagt i skal gå mod det lille lys og lade resten ligge

rødderne i jorden er ikke håndtag, der er ingen hydraulik der kan betjenes

fingrene væk fra den jord

fingrene væk

årh menneskebarn med dine mål og dine midler

smid tændstikkerne fra dig

lad skovlen stå

mindet er en metro, den skal bare køre lige så stille

har du ikke snart parteret mig i alle mine bidder

Jeg spiser middag med de døde og vil ikke forstyrres

Orker ikke mere.

jeg ber dig

flyt den fod fra vores loft!

hold så op med at trampe

skyldsrobotten

Her er skyldsrobotten. En maskine som min far flikkede sammen med hjælp af sin gode ven "kruse." Det var i den sidste tid før min far gik på pension, og han plagedes næsten hele tiden af dårlig samvittighed over han ikke arbejdede så godt som han burde. Jeg kommer for sent. Jeg har ondt i hovedet. Mine patienter hader mig. Automattanker kaldte min far dem. Det pinte ham at han havde dem. Mennesker der kan katagorisere automattanker bør ikke osse lide under dem. De byggede den i Kruses udgravning til svimmingpool. Og fragtede den hjem på mikkelsens gravko. Jeg kan huske den fyldte det meste af entreen. Den kunne osse gå. Men ujævnt for den var naturligvis tynget af alt det den samlede op, og filtrerede ud af min far når han sad og sukkede og festede i sin sofa. Min mor brød sig bestemt ikke om skyldsrobotten. Hun mente den var "fjiti" - det betyder beskidt på dansk, og det var osse hendes kolde afvaskning der ødelagde robottens kredsløb. Måske var det meget godt. Den var alt for godt lavet. Ved hjælp af den kunne min far holde dampen oppe i endnu flere dage end han plejede. Han var tilmed i et utroligt godt humør og gav os hele tiden penge til is. Årh mine dejlige unger, så smut dog for pokker ned efter en is jeg føler mig så let om hjertet! På min mor virkede han fremmed. Hun kunne bede li ham da han havde samvittighed. Men jeg har da osse samvittighed Gerd, jeg sorterer bare i den. Inden i robotten var der en række større og mindre kamre eller skyldstrug. Der var et der bare hed: Katholske stunder. Og et der hed. Abedisse - hænder over dynen-traurigt." Der var osse et for syndige tanker om bagerjomfru typer - der er fulde af mel." (det var et stort trug) Og så var der et der blot hed: De røde heste, jeg ved ikke helt hvad min far fik aflad for der. Min bror og mig fik lov at pille den fra hinanden. Men der var skylden i store træk forduftet.

kvælerslange manden

En af mine fara patienter var den forfærdelige kvælerslange mand. Han kunne ikke opholde sig i et fremmed rum uden på en eller anden måde at skjule sig bag et dyr. Allerhelst gik han rundt med flere dyr på engang. Min far behandlede ham trofast med øl flere weekender i træk, men måtte tilsidst give op da kvælerslangemanden i sin iver efter at gemme sig kom for skade at skælde min far ud. Da han heller ikke bidrog til den gode stemning (han opmuntrede sine dyr til lyde) måtte min far tilsidst smide ham ud. Kvælerslangemanden blev aldrig kurreret, til sin død var det en af min fars allermest nedslående weekend patientoplevelser. Jeg kunne ikke nå ham med Jung. Ej eller med Freud. Og med øl var det helt umuligt. Manden drak som en vandrende pind.

Nøgenhedsdagen

En gang om året var mine forældre nøgne. Det var den 3 juni. Når vi vågnede var taget pillet af huset. Kaffemaskinen uden sin skal, og samtalerne rippet for pauser. Haven var fri for sine buske. Fuglene sang med stemmebåndene blottet. Posten kom med breve uden konvolut. Isbilen sled sig gennem landet uden hjul på. Min far sad i sin mest nøgne stol. Min mor valgte den gule sofa, som var uden sine ekstra puder i dagens anledning. I køkkenet stod en skål med skrællede appelsiner, og i radioen sang Edith Piaf, spurven. Hun sang at hun intet fortrød. Den dag var vi nøgne. Hele familien.

Kan man elske for meget?
det mente min far godt man kan. Han havde engang elsket en kvinde, så meget at han tabte sig 20 kilo. Det havde været en smertefuld oplevelse, ikke så meget pga sult, han sultede ikke, men billederne af den elskede, de krævede så store mængder hjernekapacitet, at han dårligt kunne passe sine studier. Til en lærer han havde i anatomi, forklarede han at han fremkaldte billeder af en kvinde. At de tog al hans tid fra studiet af de døde. han brugte alle sine kræfter på at huske hende med en særlig læbestift. Det var særligt ulideligt for hun skulle altid være i farver. Selv om drømme havde han ikke fred. Fede folk kan sagtens. Det er om at være tyk hvis man virkelig er forelsket. Tykke mennesker bærer lettere den stormende lyst, det er at fascineres og gå ud af sit gode skind over en atrået genstand, er man slank og grundlæggende nervemenneske, skal man holde sig til det mere prosaiske, med mindre altså man søger opløsningen, og foreningen med det andet kød. Gør man det har man intet at miste. Så bærer den fælles brølende krop en helt igennem. Man kan sagtens elske for meget. Det er osse ulideligt for omgivelserne, med al den iappetittelige pillen ved hinanden. Men det kan gå an fordi det jo er en reaktion på den akutte sukkersyge som indtræffer ved massiv forelskelse. Man forbrænder simpelthen det hele, og må hele tiden hente nye grundstoffer hos den anden, der af den omfattende pillen og gramsen, ved selsskaber. Faren er hvis det ikke er en gengældt følelse. Så bløder man fra sine gummer. Og mister sit syn. Og græder sig i søvn på lukkede afdelinger. Og fortaber sig i huler. Indtil man enten svinder helt ind til et ulykkeligt atom, eller begiver sig på en fodrejse. Mere naragtigt adfærd kan man dårlig tænke sig. Hold øje med pilgrimme min søn. De sørger henkogt.

Min far var overbevist om at russerne snød med rumkapløbet. Juri gagarin har aldrig været i rummet, sagde han. Han befinder sig på elyriavej, hvor han hjælper sin kone med at samle nisser. Til højtider kører han i smoking efter mælk ellers foregår det i kedeldragt. Desværre er amerikanerne ikke meget bedre sagde min far. Niel Armstrong arbejder som flaskedreng i Brugsen, og har ikke begreb om en skid, bortset fra de flasker. Men hvordan kunne han så forklare de astronomiske summer som supermagterne brugte på at overgå hinanden. Det er meget enkelt mumlede han, Når man har med idioter at gøre, koster det mange penge, at få dem til at se kongelige ud. desuden er det jo dyrt med alt det sølvpapir de bruger.

Negre sveder mere end andre. Min far havde gang i en cigar. Jeg kendte engang en pige de kaldte Tulla. Hun var mørk, og svedte så det drev af hende. Hun var ganske vist osse sportsmand, og netop kommet hjem fra et orienteringsløb i thule. Hjemme i hendes lejlighed løb der forskellige regnvejrsbeholdere, og nedløbsrør. Hun boede ovenpå Galatheakroen i de år. Man sagde det var thullas sved der holdt træværket fugtigt. De mange masker holdtes friske af Thulla. Min far tog en ordentlig hugger på cigaren. Nogen gange tænker jeg din mor er neger min søn. Er det ikke bare fordi hun er i klimakteriet far. Hvor ved du meget min dreng.

hunde indgik i ofringer

Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.

muslinger i oktober

Når efterårstormen kom, skyllede der muslingeskaller op i vores have. Som regel var de tomme. Vi lod dem gerne ligge, de var gode at kvase. Nogen år dækkede de nærmest hele haven. så befalede min far store østersdag, det lyder smukkere end det var, vi skulle bare skovle indkørslen fri. Det er egentligt mærkeligt når jeg tænker over det. Der lå ingen muslingeskaller i de andre haver. Men vores have blev fyldt. Der var osse de her handsker med sand i. Og krabber der havde mistet orienteringen. Og fyrtårne der brølede i det fjerne. Og hav-katte. Store fede dyr der åd mælk med cement i, så de stivnede i flotte positurer. Der var osse klager, breve forfattet med trusler. Der stinker af hav hos jer hver gang i oktober.

tavshedsspekulant

Ved familiefrokosterne kom der nogen gange en dame med ovre fra Sverige, det var en tante, langt ude til min mor. Min far undgik så vidt muligt at sidde ved siden af hende. Den ene gang han havde gjort det havde han kedet sig. Hun er tavshedsspekulant, forklarede han. Et menneske der udnytter sin tavshed til at sige mere end alle andre. Det er nok det man ville kalde en partyspoiler idag, bortset fra denne tante, ifølge min far, var gjort af et materiale, som kunne minde om vådt ler, kom man til at røre hende, satte det spor. Siderne i det damemenneske er glatte og stejle. Forsøg for guds skyld ikke at indlede en snak! Vi var meget varsomme. Kunne kun lige sige goddag. Men det er ikke sikkert hun har mærket noget, min far placerede gerne hans seneste bekendtskaber af ludere og lommetyve, nede i hendes hjørne. De ville jo gerne gøre sig til. Jo fuldere de blev des mere spekulerede hun i det. Ind imellem stjal jeg mig til at kigge. Hun sad helt rank, og svedte. Huden svedte fordi hun arbejdede på at omdanne ludernes lodne ord til tavshed. Jeg var utrolig bange for hende.

Hvor går fædre hen?

Når fædre dør går de sammen med elefanterne ud til det sted hvor de deler sig, elefanter til højre fædre til venstre. Med en uleveret syl prikker de hul hvor de har lyst. Der står de så og drypper gammeldansk til de ikke har mere i sig. Det er ikke noget prangende sted. En stor bred lund omkrandset af hårde hvidevarer, som de købte, i deres almagt. Min far er der osse. Han står henne ved en udgået birk og bander over en tiskupon han ikke har fået indløst. De nye fædre der tilgår blir moppede fordi de stadig savner deres liv. Men det går over lige så snart hugge-manden kommer og hugger dem ned. Det er sket der er forhenværende skulptører der er grebet til revolte mod huggemanden, fordi de ville nedbryde sig selv. Men så hugger huggemanden dem til skærver en for en. Der er ingen forskel på døde fædre, det er derfor de følges ad med elefanter. Mennesker der engang udfyldte en funktion, lidt ligesom elefanter. En tid bar de børn på ryggen. Så holdt de op med det. Det skal man altid huske. At lige meget hvor meget pis man som far kan nå fyre af så kommer der en dag hvor børn ikke gider høre mere. For normale børn altså. Hjemme hos os var vi ikke normale. Vi pressede vores far som en gammel citron, til han hverken kunne eller ville mere. Jeg - har - ikke - mere - at- sige sagde han en måned før det var slut. Så skrid dog. Men vi blev siddende alle fire. Han måtte ikke slippe os. Vi sad i den halvmørke stue. Den ene holdt hans hånd, den anden bed i hans øre, den 3 havde fastgjort sig til hans fod med et tov. Den fjerde, den store, mente han modtog beskeder trådløst. Han siger jeg skal overtage når han er væk. Så skal jeg være overhovedet i vores familie. Imens lå min far som et hologram på morfin, godt udstrakt, på vej ned af elefantstien. Du blir her far! No more stikken af. Men jeg skal gaa med ele-faaan-terne. Nej du skal sgu ikke. Du skal blive her!!!!! Så hentede jeg hospitalets bredbagede sygeplejersker som vi monterede på hans ansigt. Det gav ham 16 timer ekstra. Men det gjorde ikke mor glad.

Vi havde arvet det meste fra tyskland. Dvs det var krigsgods. Skæbnesvangert møblement. Lige efter 1. verdenskrig var økonomien gået amok i stort set hele europa. Men i Tyskland havde de hyper-inflation. Om vi børn vidste hvad det var? Det var når pengene fra den ene dag til den næste blev værdiløse. Tilsidst var der ikke andet at sælge end smykker og møbler. Min farfar havde hentet det selv. Der havde stået en hel familie på trappestenen nede i Lubeck. Min farfar havde betalt godt, men ikke godt nok. efterhånden som han bar ud til den ventende hestekærre, blev der færre og færre mandfolk til at bære. Familien havde skudt sig en efter en. Det er blodmøbler sagde min far når han var ond. Møbler båret af mennesker der har skudt sig. Der er ikke mange billeder fra dengang de stod hos mine forældre. Min far fik os overbevidst om at det ikke var godt at filme krigsgods. Om vi vidste hvordan man ved om noget er krigsgods? Der er skuffer der binder. Hvorfor? fordi nogen holder i dem inde fra.

Min fars jazzband

Min far havde et jazzband, eller jazzband er så meget sagt, de poserede, og fik damer af den vej. Min far havde en saxofon han hængte over ryggen når han gik i byen. Hov sagde han når han blev afkrævet en sang - der er sgu nogen der har smadret min "darling", de dumme svin! På den måde fik han som regel både dame og medlidenhed. Jeg har selv overvejet den metode da jeg var ung. Prøvede engang med sådan en grøn og hvid melodika ude fra skuret. Men jeg var ikke god nok til at lyve. Det blev mest til at jeg slæbte på benet når jeg gik hjem fra skolegade gennem trøjborg, ud til skoven og hjem af den vej der var blevet lukket for traffik. Det var venstre ben den var galt med. hver gang der kom en bil, det var sjældent klooken 5 om morgenen, så jeg på engang såret og tapper ud mod bilens lyskegler. Hvis jeg var meget fuld var der gerne børnelammelse oveni. Det var et helvede at komme hjem, Jeg fik aldrig bid. Men jeg var osse sammebidt af krigsskaden. Jeg havde min storebrors hvide leweis med gylp på. De flækkede altid i røven, så min mor måtte sy dem. Min far kunne kunsten at falde ind naturligt, jeg har altid overgjort det.

Alle hans børnebørn

Min far nåede ikke at møde min yngste datter. Hun tilhørte den tusindtallige skare af skrigere, som han klukkende kaldte dem før han låste døren ind til stuen. Tænk hvad vi har fostret af lemmer og ben Gerd råbte han nogen gange gennem væggen ud til køkkenet hvor min mor for rundt om sig selv, for at rose på svensk: "nææhmen hvar sjusigt!" og samle børnebørnstegninger ind. Jeg beklager sagde han andre gange, altid gennem væggen. Det er lørdag, jeg ætser for meget idag.