Når synet svigter

Det var ikke let at blive gammel for min far. Det værste var synet det var umuligt at se nuancer og ting der var små. Følelsesmæssigt blev han jo trænet hver dag, fordi han var den han var og altid vidste hvor han skulle stikke for at få hul på et menneske, men fysisk det at kunne læse hvad der stod i bøger, det at kunne finde en avisartikel, det at kunne se den sommer eller den vinter der gik forbi, ikke det store hele, det fornemmede han jo nok, men de små ting, den af sne nedbøjede gren, den vrede hveps, den grønne græshoppe. Derfor blev den en vane for os børn at når vi kom hjem så skulle vi have en kunstig oppustet genstand med hjem som min far kunne se og derpå glæde sig over at det atter gik fremad med synet. Engang havde jeg en mariehøne med hjem, den sad på et stort stort blad. Jeg satte den disket på stuebordet og sagde, har du set far der sidder der en mariehøne. Det gør der sandelig osse råbte han. Du milde moses jeg ser den klart!

På den måde blev han langsomt bygget op igen troede vi. Indtil vi engang kom hjem til et bål i haven. Op i flammer blussede alle vores surt sammenfundne store ting. Jeg vil jo så gerne overbevises børn, men jeres mor blir desværre sindssyg når hun finder en bog på størrelse med Schenkos hundekurv nedstyrtet på mit natbord med piller. Proportioner børn. Altid proportioner.

Hvad marmelade hylden gemte

Min mor blev stiktosset da hun fandt de her glas istedet for sin ribsgelé inde i køkkenskabet. Min far havde lovet at passe på dem for en ven. Det er jo ikke mennesker Gerd, undskyldte min far som havde tømmermænd, og muligvis ikke kunne huske hvor de kom fra. Det er bare nogen tidlige skabninger mumlede han, opstået af mudderet, for længe længe siden. Men min mor jamrede og klagede sig. Nu måtte hun ikke bare vaske "skåpet rent." Men smide hele høsten af marmelade ud, og sørge for at afluse hele børneflokken for at den ikke skulle blive smittet af det der var inden i glassene. Min far rystede på hovedet, og gik ud og brækkede sig. Imens stod glassene på bordet ude i køkkenet. Jeg skal nok finde ud af hvem de tilhører Gerd råbte han mellem brækrunderne. De - tilhører - jo - nok - et - venligt - væsen. jeg skal nok. Om han dog ikke nok ville smide dem ud. Men det kunne min far ikke overskue, dels var han for dårlig, og dels kunne der jo være tale om selveste the missing link. I hvert fald så de muntre ud, ham i det bagerste glas i hvert fald.

Grand formalina

Lidt senere da vi gik videre kom vi imidlertid til en anden montre hvor der sad en ældre dame. Først var min far nærmest ligeglad men så fik han øje på det smukke æbletræ som blomstrede forårsagtigt og så blev han pludselig stærkt melankolsk, tårerne formeligt stod ham ud af øjnene. Åh mennesker denne tid. Denne voldsomme tid, og så disse stillestående skilderier. Hvem lever med samme ro idag? Hvem de herrer museums spekulanter!? bort set altså fra mig. Og så vaklede han hen til mamutten inde i det tilstødende rum og tørrende sine kinder mod isen. Hun lignede eva mumlede han om aftenen. Hvem? damen på bænken i buret. Hun lignede en jeg kendte da jeg gik på kornetskolen, sagde han. Jeg ville ha hende. Min krop var glødende. Hun havde smilet én gang men det var alt nok. Jeg gjorde alt for at få fat i eva, men lige meget hjalp det. Hun var datter af en departementschef og jeg var bare en kornet. Jeg fik aldrig Eva. Nej men så fik du mor far. Ja og hun var smuk, hun var den smukkeste svenske pige på den tid det kan jeg godt sige dig. Men så går tiden og det er det mærkelige ved tiden, at den tager vores ansigter og sliber dem som sten, nej ikke som sten, nej - som gæret dej, for at vi kan fremstå mest grotesk på den sidste dag, nu ligner din mor og Eva begge to damen på bænken. Mens Kidi står i sit bur og agerer midaldrende fiskehandler. Det er sgu trist Jens. det er. Jeg ligner osse dej. Nej du gør da ej far. Jo jeg gør - bemærk mine ører. Slappe som hængekøjer er de. Tjener mere grand formalina. Det er bourgogne far. Idiot barn - kan du ikke tænke.

fiskehandleren på naturhistorisk museum

Engang da vi var på naturhistorisk museum fik min far et raserianfald af den anden verden. Inde i en montre af en fiskehandler stod hans ven Kidi, som han ikke havde set i over 30 år siden han blev uvenner med ham. Det var i 1996 kort efter jeg var flyttet til København fra Odense. Og nu stod han foran den montre og galpede op til den meget dukkeagtigt udseende "gamle ven." Men det hjalp ikke at jeg prøvede at tale min far til fornuft. Hvad det lignede at forsvinde ud af et menneskes liv for så 30 år senere at fremstå som en kraftidiotisk fiskehandler på et i øvrigt nydeligt og sobert museeum. Og hvad det lignede at fremstille mennesker som fiskehandlere. Der er ingen finskehandlere der ser så koppearrede og usoignerede ud. Manden ser jo ud som om han har brækket halsen råbte min far og trommede på plexiglasruden. Kom ud kidi! råbte han. Kom så ud! Til sidst fik jeg ham med ned i kantinen.

Det hemmelige brætspil

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig.
Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

(fra rumkugler.blogspot.com)

Dukkebarnet

Dukkebarnet, sådan hed en pige der senere blev formand for den lokale afdeling af Jehovas vidner, men som i et par år flettede fingre med min far. Det var da de var 6-7 år. Og der var tale om et stormfuldt forhold, som indbefattede flere ringe der blev smidt på gulvet, og teatralske scener, hvor strømper og sko blev smidt i åen fra broen til byen. Dukkebarnet var byens kønneske pige. Men pludselig i 3 klasse voksede hun ikke mere. Til gengæld groede hendes hjerne usædvanligt kraftigt. Så meget at hendes kranium efterhånden forekom enormt. Min far som jo havde holdt meget af hende, blev gradvis mere og mere rædselslagen for hende, men han turde ikke sige hende farvel, for mentalt, forekom hun ham ikke bare udvokset men moden, ja over et par måneder, ligefrem gammel. Hun begyndte at tale i datid, om ting der ikke var hændt, og i den sidste tid, så hun på min far som om han var ufødt, et barnebarn, hun aldrig ville nå at lære at kende fordi der var år tilforskel mellem dem. Min far så hende sidste gang i 5 klasse, hvor han kom på Herluftsholm kostskole på dispensation, da var hun så gammel at han havde svært ved at forstå hvad hun sagde, så gammeldags og antikveret forekom hendes sprog ham, da hun gik sin vej var det som at se en dukke vralte bort i porcelain, med en helt enorm, men ganske ubrugelig viden.

Min far og hans venner brugte årevis på at ligge på langs og læse bøger. Det er noget man skal sagde han. Først skal du vokse. Så skal du læse. Men ikke uden at slappe af. Ikke uden at slænge dig. Det er vigtigt. Ofte skyndte de sig at smide sig på sofaen med en smøg og en bog, når der var damebesøg på vej. Nej ligger du og læser? Nårh ja, sådan er det. det er i øvrigt en pragtfuld bog, Eros i storm, har du læst den? Jeg prøvede det samme da jeg var ung, men kun engang, for bogen jeg havde fat i var den gravide mand, en 70er bog, om at være sød ved gravide kvinder. Læser du meget om sådan noget? spurgte hun. Ja sagde jeg. Altså i perioder. Måske er tiderne nogen andre end dengang hvor min far og hans venner lå og læste. Måske har jeg misforstået noget. Måske egner jeg mig bare ikke til at læse mig ind på kvinder. Hvor om alting er. Undgå den gravide mand. Det handler om at have forberedt det godt.

Prins Ingolf

Min far har kørt sæbekasseløb mod Grev Ingolf. Han kørte side om side med den mærkelige dreng, da de var jævnaldrende, senere voksede min far fra greven, fordi greven, stadigvæk ifølge min far brugte alle sine kræfter på at udvikle sine tænder. Min fars bil blev skubbet af hans storebror og hans ven der døde fordi han faldt ned af en trappe, Grev ingolf blev skubbet af 3 kongelige dværge. Min far var lige ved at vinde påstod han. Men så trak dværgene fra. Og så vandt grev ingolf, i sin seje vogn. Der stod Adler på siden, og et tal. På min fars sæbekassebil stod der ikke noget.

Ordner til hverdag og til fest.

Det med Ordner har altid ligget til min familie. Desværre er der ikke mange i min slægt der har gjort sig fortjent til dem. Derfor har det fra gammel tid været kotyme at opfinde dem selv og så mere eller mindre lirke dem ind på brystet. Min far fik fremstillet nogle særlige til sit bryllup, og jeg har fra barnsben osse haft ordner på mit tøj. Vi fik dem for mange ting, når vi ryddede op på vores værelser, var det dem af gul marcipan. Til min konfirmation var det en af messing. Til barnet der blev menneske, stod der bagpå. Skulle jeg blive tilbudt elefant ordenen en dag, vil jeg derfor heller ikke takke nej. Jeg er ikke republikaner. Jeg er monarkistisk ligesom min far, og ligessom ham vild med ordner. Min far fik smeltet sin dåbsske om til en slags mønt til dagen. Præsten kiggede længe på den huskede han, før han langt om længe gik i gang med ritualet. Ordner er i sig selv noget særligt. Men de bedste ordner er alligevel dem som andre hænger på dig.

Bums for vorherre

Havde min far ikke fundet min mor havde han nok levet som bums. Hans intelligens kunne ingen tage fra ham, men ligesom næser går i arv, gør vagabonden det osse. Han ville nok ikke have levet på gaden, men at dømme af de mange breve jeg har fundet fra hans ungdom, var han flere gange tæt på at gå i hundene, i hvert fald mentalt. Det var nok følsomheden der reddede ham, det og så hans evne til at snøre svenske piger til at synes han var Gud. Nogen gange når vi sad om natten, fandt han sin gamle "spritterfrakke" frem. Så morede vi os med at gå gennem den tågede forstad, et stk gammel bums og et stk. kommende. grænseløsheden, det er den du skal kende. Der var en sær forventning i os begge, om at turen før eller siden ville føre væk fra vores vej, og ud på landet.

Min farmor var en flot kvinde sagde min far. Jeg ved ikke om du er klar over det Jens, men kærligheden springer altid en generation over, du vil derfor finde en kvinde der i et bestemt lys kan minde om din farmor. Hun havde ganske vist en uheldig hatte-smag. Men bortset fra det var hun en nydelig kvinde. Men jeg vil ha en mild kvinde ligesom mor, indvendte jeg. Mærk dig mine ord min dreng, du vil finde en kvinde som har kant, og trang til mere eller mindre uheldige hatte. Hun vil stå utydelig for dig først, akkurat som din farmor stod for mig.

En af de ting der aldrig finder sin plads i et nyt hjem er de bøger der tilhørte ens forældre. Hver gang jeg rydder op finder jeg nye kasser som stod hos min far og min mor. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil ha dem op og stå i en reol, det er mere det at de fylder mere end mine egne bøger, de står ligesom 2 steder, hjemme hos min far i stuen, og så her hos mig i Korsør. Jeg siger til mig selv at jeg vil læse dem, men jeg læser dem ikke, for det er svært at læse en bog, når den er fuld af deres øjne.

Mister Mox og hans kamping-vogne

MIn far var overbevist om at himlen ind i mellem sendte agenter ned på jorden. Han talte ligefrem om en særlig "ironisk" engel ved navn: Mærkelige mister Mox, der morede sig med at plante sine "kamping-vogne" på vores kirkegårde. Navnene han valgte var som regel allegoriske og tvetydige, i håb om at der hernede var mennesker der gennemskuede ham, og et af disse mennesker var - naturligvis min far. Hende der sagde min far en dag vi havde forvildet os op på den lokale, er en typpisk mister Mox, korsfæstet, død, og begravet, og på 12 året, genopstået mellem hr. og fru jespersens mindesten. Der er sikkert osse lys dernede. Jo det er en rigtig kampingvogn. Så flyver hun nok ind over vores senge ved nat for at få os til at længes, denne Rigmor Kød.

Inde i alkoven over mig og min storebrors køjesenge var der en lille skunk, der stod resterne af det romerske rige. Det var en kollosal statue af marmor som var kommet til Danmark under mystiske omstændigheder i tiden omkring 30 års krigen. Vores tip tip tip oldefar havde kappet hovedet af en Wendisk landsknægt og der var tale om krigs-gods. Vi fik ikke lov at kigge ind til den gamle dame særlig tit, dertil var konsekvenserne for romerriget for store. Tænk hvis det gik op for damen at hun ikke længere befandt sig i Rom men i et tresserhus alkove. Min far sagde at romerriget lige så meget var en ide, og ideer havde det med at sive. Han ønskede derfor ikke at vi fik for meget kontakt civilisationerne i mellem. Vi skulle nødig ha en ny nero i den blendstrup-malmstrømske slægt. Min far lod mig derfor kun tage et billede med min kodakklik.

En af de kvinder min far havde set som barn i Kino biografen - hed Clara Bow. Det var en stumfilmsstjerne der ikke overlevede springet over til tonefilmen. Min far har ikke været mere end 5-6 år, da Clara Bow kom ind i hans liv. Han øvede sig derhjemme foran spejlet på den stumme flirt. Han kunne så i halve timer og række armene ud og lade dem tegne et slot, en tråd og et rige. Sådan ville han gøre hvis han mødte Clara Bow. Han havde osse et tegn for ishus, det var en stor firkant med en vaffel. Vaflen kunne godt ligne en måge, det måtte han på en eller anden måde have afklaret med Clara Bow. Men de havde jo masser af tid når først de havde udvekslet de første høfligheder. De skulle bo i Præstø. Og fordi hun var fra stumfilmen vidste min far godt de ikke kunne gå ture på alt for knudrede stier. Det skulle gå ligeud, for det gik hurtigt.

kejserskægmarinen og darwin

Engang jeg jokede med Darwin og hans evindelige missing link, (vi havde fået lavet badeværelse, men havde ikke fået vasken med)- blev min far ude af sig selv af raseri. Min herre! det et muligt du finder din pupertære sproglige forbistring med "the missing sink" - umådelig morsom, men en ting er emalje at forstå, noget andet evolutionen at fatte. Om jeg ikke kunne se at Darwin havde fat i selve kernen af vores existens. Og så fortalte han mig om en abe som han havde ejet da han arbejdede i flyvevåbnet og udførte g-test på kommende piloter. Det var en såkaldt kejser skægmarin, som var i stand til at snige sig ind i min fars forestillingsverden, så hans normale søvn blev afbrudt af billeder kun af den. Ifølge min far nedstammede vi mennesker ikke fra krogmanjon manden, men fra Kejser skæg marinen. Dens sørgmodige og kloge øjne vidner om en stor sorg over en elsket den ikke kunne få. Lige sådan føler mennesket når det oplever tabet af en elsket. Min far var på tidspunktet for Kejsermarinen forelsket i en datter af en baron og fordi han hver aften delte værelse med aben, aflurede han osse dens blik, så han dagen efter i virkeligheden var en slags kejserskægmarin ´når han var i selskab med sin "flamme." Meget kunne være sagt men en kejserskæg marin foretrækker at pille bark af grene. Det lykkedes aldrig min far at lære aben at kommunikere og tale. Men måden den nægtede det på var sigende for en evolutionært højstående hjerne. Den kravlede ind i klædeskabet og nægtede at kigge ud. Således sagde min far, tilkendegav den at den udemærket vidste at der var gået millioner af år siden mennesket og den var lige. Min far havde faktisk malet et billede af den lille abe, men det var gået tabt, i hans kunsteriske deroute, efterhånden som han indså at hans evner for maleri ikke gik fremad, men evolutionært - tilbage.

farmors spisestue

Det var en katastrofe for vores familie da min farfar døde. Det var ham der afholdt fra at synke ned i fest og rus konstant. Hvert år ved jul genindførte han borgerligheden på Blåmunkevej. Så gik min far og ham til slagteren efter salt-tunge, og russisk salat. Og vi andre fik besked på at gå omkring i nystrøgne hvide skjorter. Jeg var hurtigt til at rode i farfars arvegods. Men min far blev mere og mere sur og tvær og talte om at "tingene skulle ha lov at bundfælde sig og hvile." For at gøre min far glad forsøgte jeg at lave et farfar rum ude i den ombyggede garage. En af mine klassekammarater havde adgang til en dukke som vi gjorde gammeldags. Jeg havde tænkt mig at overraske ham. Men en morgen fandt jeg ham bleg på en stol omme i haven. Hvad er der far? Min mor går igen. hun bygger spisestue i mit redskabsskur. Det er bare mig og Klunke forsøgte jeg. Vi må rive det ned det ved du godt ikke Jens afbrød han mig. Når min mor først begynder at indrette sig, sender min far mig på kostskole, for at få fred, og det er jeg blevet for gammel til, sukkede min far. Jeg har ikke længere karakteren til at slå til. Min krop er for træt til fisefornemhed.

solnedgangen i 55´

Min far var ikke meget for solnedgange. Han havde set sin. Det var i 1955. Han var lige kommet ud af kornetskolen. Det var i august. Han var forelsket. En nat gad vi ikke høre mere på ham, men pressede hans hoved ned i en spand med fremkaldervæske. Nu vil vi fandme se den solnedgang der åbenbart har gjort dig immun for nye far. Allright mumlede han og tænkte intenst, så der kom noget på pairet. Den så sådan her ud.

hestevognsvinduer

Og nu vi er ved det. Dengang var det ikke så længe siden vi havde boet på landet og ernæret os som daglejere og kodrivere og bedemænd. Og jeg tror det var derfor der var en tendens til møllehjul og vognhjul og høst redskaber på murene. Måske havde man svært ved at stå ved at man havde bygget for moderne. De værste var dem der byggede ren alpeidyl, for de havde fjernet sig så meget at de havde glemt hvordan deres forfædre gårdmændene havde boet. Dem havde vi kun foragt til overs for. Biedermeier-tyrol skrev min far med okseblod en nat han gjorde hærværk. Men vi var ikke bedre. Lofterne skulle sænkes for enhver pris. Ting der var hvide skulle bejses og almuemørknes. Folk´s øjne var som regel sænkede, for ikke at afsløre det hvide derinde. Teen skulle trække til den blev mose-mægtig. Ølflaskerne var brunere. Det var altid den buttede faxe der var med på billederne. Og så al den bast. Jeg kan huske der var en fyr der flettede sine vinglas. Der var altid så stille når han var på besøg, fordi de skålede så forpulet dæmpet. Når jeg hører ord som arbejdsløshed, dyrtidspension, og rottefænger, så tænker jeg på det mørke, og på krydsfiner. Den nye pejsestue skulle have haft små bitte ruder, men det endte med et kompromis. Pejsestuen fik de brede ruder, til gengæld fik Niels og mig en slags hestevogns parti inde i alkoven. Måske er det derfor jeg har haft det så svært med store lyse rum.

Der var mange heste i min barndom. De var ganske vist aldrig synlige, men vi havde en fornemmelse om at de var på trapperne hele tiden. Der var bare ikke plads. Haverne var ikke udlagt til heste. Husene var ikke hestesikre. Min far vrinskede ofte. Erindringen om seletøj lå dybt i os. Når jeg stod op ved daggry så jeg ofte grandvoksne mænd stå forvirrede på deres matrikler. De havde kaldt Hestene hen, i småsøvne. Nogen gange tolkede vi tordenvejret forkert. Det lyder som heste hviskede vi. Heste der dundrer over den hårde jord på marker. De slås hviskede vi. Den store hvide sparker den lille grå. Det er hannibal, den 5 årige, mod gamle Alladin. Men så kom regnen. Og så var det vistnok bare torden. Men hestene var der. Og der var marker. Husene lå spredt. De lå inden i det nye kvarter´s kvadrater. Hvorfor tror du indkøbsvognen nede i brugsen trækker skævt? Fordi den kører af heste-stien mellem varerne.