Martin er død, men
han lever stadig i min hjernes pulterkammer.
Kære Martin. Du kan nok ikke høre mig lige nu
men om en uges tid når du kan...så send mig lige
et signal når jeg sidder i natte stemning inde på
mit kontor. Jeg har hørt det var astma. Men
jeg tror det var mange ting, jeg tror du var træt
på det forkerte tidspunkt. Og det piner mig at
jeg ikke gik forbi i torsdags.
 Jeg skal nok skrive videre på vores far erindringer.
 Det du ikke nåede, det når jeg. Bare rolig.
Gamle ven. Du er ikke væk. Du er bare gået ned i kiosken.

Der var et særligt vejr. Det kom ikke særligt tit. Det var mest i overgangen fra forår til sommer. Det var når det havde regnet ovenpå en jord der i forvejen var mættet af vand. Så opstod der en tågebanke. Hvor alting var fugt. Og mennesker forekom os porøse.  Vi havde en række spørgsmål som vi stillede dem vi gik forbi. Mere nærgående end normalt.  Jeg gik forrest og spillede englebarn. Min far kom så dryssende ud af tågen med sin hund.  Han stillede spørgsmålene og jeg glattede ud. gløden fra cigaretten der hele tiden måtte tændes på ny.  Offeret ikke sjældent på cykel. Undskyld?
   Har du mistet en for nylig tandlæge Keldsen? Hvorledes forekom deres kone dem før hun døde? Har du nogensinde en fornemmelse af universets centrum? Føler du dig nogensinde plaget af skyld? Nu står vi her i den våde tåge Keldsen. Er der ikke noget du vil dele med os?
 Hvem er i? Vi er sendt.  Du kan være ganske ærlig kun frøerne hører os. Så skete der noget mærkeligt keldsen fortalte fra hjertet. Nej han havde ikke mistet nogen og nej han følte ingen skyld.  Men han følte sig ind imellem trukket i af noget fra universets centrum.  Han ville gerne bygge sine mure på sit hus kraftigere.  Om han kunne blive mere konkret. Det er som der står en og råber på mig. Hver aften spænder jeg mig og mine kone fast så han ikke skal overliste os i drømme. Ved i hvem det er?
Det handler vel om livet Keldsen.  Vi mennesker er altid tiltrukket af DET
hvad er det?
fortabelsen Keldsen. Det ukendte. Mørket hvori der findes nye stjerner.
men hvad er DET?
Jeg har ikke været der keldsen. Men følg med os rundt om søen og lad os tale om dine problematikker.
Jeg gik foran og lavede pestsymboler. Ubemærket løb jeg i forvejen og dannede  skøjteløbere med bøllehat og hysteriske ildfluer. Jeg gik på vandet fordi overfladespændingen i mine tennissko var god. Keldsen fortalte af hjertet. Vejret gjorde ham usårlig og sårbar på engang. Tågen svøbte vores ansigtstræk i dråber. Forstørrede gik vi. Dagen efter genkendte han os ikke.

Med dette instrument vil jeg udbrede intelligens i et rabarberkvarter.
Men far du kan da ikke vække hele Risskov med den kanon!?
 Intelligens er lydløs min dreng. Den svæver over uvidende hoveder. Nogen gange slår den slet ikke ned. Så sover de imbisile værktøjsmagere videre.  Andre vækkes af en pludselig drift mod Nietsche og Kant og Hegel og Fichte.
Men den fylder hele baghaven far og hvem er alle de blege mennesker med hjelme?
De fulgte med. Man kan ikke bygge instrumenter uden folk med spidse hjelme.  Fortid og fremtid blander sig umærkeligt i hinanden...Hold dig for ørene dreng. Der skydes!

Søn vågn op!
Ved hjælp af dette fartøj behøver jeg ikke længere sove
far for helvede du har røv i begge ender
ja men det giver mig oceaner af timer og nætter til at tænke over
vejens bevægelser
borgfruers hofter
isbilers lusk
mandslingers knitren
regninger og maskiner
nerve-nærbanen!
hør postmesterinden er i færd med at isolere mine spær med sin postmesterinde ende.
jeg må ud til hende søn!
hun bliver bange for dig
Bange! jeg vil vugge blidt som et 600 år gammelt træ og tale dæmpet torden
og således vil jeg omfatte hende over år, som en gammel gynge
du er gal far
jeg har ikke tid til at sove

Æd mine vinger så jeg kan skide guld og svaler
dræb mine unger så jeg kan dyppe mine årer i bly og vende dem i rasp og vat
fedt mine sedler så jeg kan stå op over fattiggården bundet og skæv af træsprit
og langtrukne fuldemandstårer
åh Salt Petersen
brænd mig i maven
brændemærk de døvstumme blodfrøer som kvækker derinde
satans til søndag, jeg er ikke menneske mere. 

uff. 3.10. 82. 

Søn ind.

Mor siger du skal gå i seng

Såh siger hun det?

Ja.

(lang pause)

du judas, gak ud til dine omfattende venner på vejen og lad din far ene

Søn går. Dør låses indefra.  Der famles ved reol. Og bankes hårdt på muren ud til køkkenet. 

smøger! vi mangler smøger Gerd.

nei uffe du måsta somna

Lidt efter lyder der musik.  Derpå gennemtrængende snorken. 

Nede i livet er der altid stille. Man sidder rundt omkring ved borde og venter på snakken der kommer. Inderst inde ved man godt der er øjeblikke af stilhed. Men det er først på lang afstand. Ofte mange år, man forstår at man lige der havde den stilhed der kom på fotografi. Jeg kan aldrig huske hvad vi snakkede om. Men det var ikke noget vigtigt. Det er ikke noget der foregår inde i kroppen,  under huden larmer det fordi kroppen er i evigt metrobyggeri.  På dage hvor man ikke kan finde ro er det rædselsfuldt at ligge søvnløs, man hører kroppen flytte nyrer og skabe plads til blod. Det er som at bo i et udhus på sig selv.  Selve selvet er et larmende kalkbrud. Jeg ved ikke hvorfor det altid er på afstand man ser der var fred. At vi var der og var i ro sammen. Jeg ville ønske jeg kunne spørge min far om det var det samme han søgte, når han sad for længe oppe. Det var det nok.

Gerd jeg vil begraves i et lighus på en øde ø i adriaterhavet. Og når kroppen rådner og hovedet falder af skal du lukke lam ud af deres huse så de kan bræge mig tilbage. Jeg skal ikke kunne sige om det virker. Men det virkede med min far Gerd. Han kommer ofte tilbage. desværre aldrig i skikkelse af hr. stationsforstander. Nej ved nærmere eftertanke vil jeg slet ikke begraves. Jeg vil strøes i de ukendtes så vores børn kan  hilse på os hvor de er. Du ved slagter skou? han blev begravet i en brandhane. Alt efter vinden fes han rundt og rundt længe efter hans stillestående liv. Det er tankevækkende gerd. Gerd? hører du? Jeg vil slet ikke komme tilbage. Jeg vil brændes og du skal brændes med mig. Vi skal brændes. Det er smerte frit. Og humant. Vi skal dø Gerd. Ikke idag. Men i morgen. Ovne er sagen. Hvad siger du? makaber. Ja jeg er danse macabre.

Man skulle eje en terasse i et varm land sagde han. Ikke nogen stor terrasse  det er sgu lige meget. Men en terrasse med fårekyllinger og en et vindue der ikke kunne lukkes helt. Det skulle være lige meget om det kunne lukkes helt. Der ville være varmt. Og muligvis ville man kende nogen tvillinger, der kunne invitere til en fest. Og til festen skulle der komme de sædvanlige, så man ikke behøvede at strenge sig an. Det skulle stå på i mange år. Ind imellem skulle man kunne trække sig tilbage og sidde på sin terasse med bare tæer og en stiv whisky, eller en kop te hvis det var det maven befalede. Jeg har aldrig haft en terasse til det formål min søn. En terrasse fri for mos forstår du.  Jeg tror ikke de fåes i danmark. Men vi kan da spørge tømrermester Poul Hansen i morgen.  Vi kunne cykle derud og spørge til sådan en terrasse? sover du? du sover.

Empireuret hænger i entreen. Hver dag bliver jeg overrasket over skyggen det kaster. jeg tænker tit det er den samme skygge der var  i mine forældres hus. At det er en slags arveskygge. Men det er det ikke. Der var aldrig nogen skygge fra uret dengang. Det hang for langt inde. Helt nede ved pejsestuen. Idag har uret langt mere skygge. Og jeg synes den bliver større i takt med jeg har ejet det i 10 år snart. Jeg tror måske jeg har skrevet om min mors svenske ur før. Men det er jo med ure som med mennesker, de kommer op af og til og nogen gange danner de en fin  skygge. Jeg forstår ikke helt hvorfor den bliver så magtfuld her. Det er som om den flytter væggens røde farve.

Dengang jeg var barn kunne jeg være syg i dagevis uden at miste nogen intelligens

Jeg kunne ligge og stirre på et anders and blad og ikke fatte en skid fordi snotten stod mig ud af ørerne og virus byggede igloer i min pandepark og når jeg stod op for at spise kunne jeg knapt nok gå fordi jeg havde ligget så længe.  Men de voksne så med mildhed på det. Det blev aldrig sagt højt men hjemme hos os blev forkølelse opfattet som en del af evolutionen.  En art nu sveder du virus ud men i din ansigts sved danner der sig knogler og hud og hår der vil give dig fortrin over Frank A der før kunne lægge dig ned og ydmyge dig med en lillefinger.  Host dine lunger ud når du vågner vil der ikke længere være nogen grund til at skele ved synet af en pegepind.  Jeg skulle naturligvis ikke gå i skole når jeg havde feber, men det var ikke bare det, der var en tillid til sygdommens dannelse, en usagt viden om at denne influenza ville kaste mig ud af en primitiv barndom og ind i en barndom på et højere stade når jeg blev rask.

Ikke sjældent købte min mor nye lakridser til mig, ikke fordi jeg havde bedt om dem men fordi hun havde en indre følelse af at mine smagsløg ændrede sig mens temperaturen steg og faldt

Og når jeg blev rask var jeg også vokset 4 centimeter, ligesom min stemme ikke længere bare var hæs men dybere.  Malmfuld på en menneskeklog måde. De venner jeg havde  før var ikke nødvendigvis de samme bagefter.  Bolsjer smagte mærkeligt fordi de var betrukket med livet og døden.

Ikke sjældent røg kærester sig i en tur med influenzaen.  Mine matematik kundskaber som før var elendige kunne i ugerne efter min influenza nærme sig middel, hvorpå de så desværre tog af igen.  Venner havde skiftet hårfarve efter en særlig markant skarlagensfeber. Blonde piger var blevet kommune, og drenge der før havde været mudrede fremstod med et klare og godt tilhuggede. Der er der en næse, og der er der en mund, det giver karakter. Men sygdommen kunne også slå om i negativ retning. Det kunne ende galt. Der var dem der blev monstre af kighoste.  For deres forældre gjalt det om at sætte gang i en smittekæde så monstret kunne komme ned og ligge igen, og derpå hvis alt gik vel, blive mennesker igen.  Der var dem der aldrig blev sig selv igen.  Karsten var en af dem. Han fik røde hunde og da han blev rask kunne han knapt nok bjæffe. Men dem glemmer man. Skæbner har altid været skæbner. Den der ejer sproget fortæller historien. Barnets sygdom varslede forandringer.   Barnets sygdom har altid varslet forandringer.  Som å-løb der vokser.  Skyer der cirkler.  Kaffe der står i en kop.

Hjemme hos os var sygdom en fest.  Man led men under lidelsen blev vi centrifugeret.  

Lad drengen være syg gerd, sagde min far.  Når lidelsen er borte vil han være 3 meter højere og stille spørgsmål til existensen.  Og det var sandt.  I kontaktbogen stod der altid. 

Min søn var syg, nu er han en anden.  Uff. 

Fra vores børn bliver født foregår der et større pustearbejde. Først er de ganske små og da er det vigtigt hurtigst muligt at puste dem op så de ikke bliver kørt over eller klemt. Senere når de antager frygtindgydende skygger og ordner hår vil pustearbejdet naturligt tage af. Men i et hvert barn er der utætheder. Dem lapper vi gamle med ævl og polyfylla. jeg ved det for  jo far og har brugt store dele af mit liv på at puste mine børn op som badebolde.  Efterhånden som de bliver større og større bliver vi mindre og mindre, og tilsidst er vi de der røde stjerner bagerst i livets entre. Så sidder vi der med gigantiske arafat møder louis armstrong læber. Hvad har du lavet i dit liv?
jeg har skrevet og pustet. Pustet og skrevet. PRUST STØN. I horisonten de gigantiske duvende børn der vinker.
Hej far og mor. Jeg ville bare lige hente mine nøgler.

her er kristus i en kirke langt borte. Hjemme hos os var han også mere eller mindre fjern, som en frelse gennem en  rude råbt adspredt. Hvad han sagde blev aldrig rigtigt klart. Det var som et råd man ikke fik fat i, som man bruger livet på at fatte uden held. Hvad var det han sagde dengang? var det noget om kjoler? eller var det om livet. Eller læsø salt? Jeg kan fandme ikke huske det.

her er katten kis på kreta. Der ville vi gerne være taget hen, hvis vi havde haft nerverne. Men det havde min familie ikke.  Vi rystede og skramlede os til sydsjælland på ryttercykler. Det var også en slags fest. Min far kørte ud i kornet.  Og katten kis? Den havde det godt på kreta og blev fodret af andre james bond agtige typer.

Bag denne kvist var der rige muligheder. Sønnen skulle være hjerte kirurg, men tågen tog ham. Nu bedriver han utugt hos en herskerinde i hobro og går med løse rygter.  Det er også fandens med det liv.

her kradsede rufus sig ud af sig selv. Den var aldeles vanvittig og bidsk som følge af for få gåture og for meget sovs uden indhold.  Det sker for selv den bedste hund. Men Rufus var gal fra starten. Det var måden den bed overdrevent i ens arme og ben. Den ville ikke slippe. Den spiste også min fars piller. Det var en pillenarkoman hund.  Den var ikke tilfreds med god mad. Den måtte have mere. Imodsætning til schenko der var tilfreds lige meget hvor blind den blev. Det ligger i hundens natur. Rufus var ikke nogen rar hund. Kradsemærkerne her tyder på delerium og ondskab.  Om natten mens regnen faldt strakte den sine poter og kradsede helleristninger ned. Jeg - vil- dræbe-min-værtsfamilie - jeg vil-gøre-dem-til-kødben-og-mad.  Der er også kradsemærker fra schenkos tid, men man ser de er mere kærlige og søgende som ville den kradse blomster og snestorm og kys og dejlig retriever nabohund Tess.

Fungus skolelæreriensis

En af min fars patienter var inficeret af en sjælden svampelidelse. Min far kunne ikke finde ud af hvad hun fejlede.  Det var først da hun begyndte at omtale sin søster i flertal det gik op for ham at der var sporer i hendes kausalitet. Efterhånden som svampene groede ud af patienten og der ligesom opstod en slags hat på hendes hoved blev min far mere og mere overbevist om at hun var inficeret af den sjældne Ophiocordyceps unilateralis svamp som ellers lever mest i regnskove. Men på en eller anden måde var patienten blevet ramt og var fra sit job som skolelærer på en lilleskole gået direkte fra sin 4 klasse ud til min far for over et par behandlinger at sidde mere og mere fast i hans sofa. En typpisk metode hos Ophicordyceps, som dog i danmark var tvunget til at tage utraditionelle metoder i brug, fordi der jo ikke er særligt mange regnskovs buske hvor offeret kan sidde mens svampen suger og vokser sine svampebørn store. Som hos store skovmyrer i regnskoven handler det for svampen om at manipulere den væk fra sin koloni og ud i den sumpede regnskov hvor den som en zombie sætter sig fast på et blad.  Det var tydeligt for min far at lærerinden også var blevet lokket eller hypnotiseret bort fra sin koloni - søften lilleskole, og at hun måske med sin sidste viljestyrke havde opsøgt min far.
En aften hvor patienten havde siddet meget stille mens vi så dus med dyrene lagde min far an til en dybdepsykologisk snak. Han ville når natten kom bringe patienten hjem "til sin barndom" for derved at få fat i kernen af sygdommen. Uheldigvis var patienten for fuld og mumlede bare noget med at hun vist skulle se at komme hjem til sine "børn." Dette er en klassiker hos svampe inficerede - de vil hele tiden hjem - fordi det jo er hjemme der er fugt og plads til svampen.  Tilsidst forekom patienten dog min far for uappetitlig, ligesom hun vedblev med at påstå hun bare led af generaliseret angst. Hvad er det for noget sludder råbte min far. TROR DU JEG ER DUM FRU SKOLELÆRERINDE. De sidder der med mærkelige gevækster og ødelægger mig og min families private DR 1,  og påstår de lider af generaliseret angst. Jeg ved ikke hvad der siden skete med fungus Skolelærerinsis. Men det har næppe været noget rart.

Og nu vi er ved det. Hækken er der heller ikke mere. Termometret som ikke virkede er væk. det viste ellers altid høj sol og 25 grader om vinteren.  der hang flere længere nede af muren. Et sort et. med store tal, som viste mere negative vejrtemperaturer. Den havegang har jeg siddet og kigget ud af i mange år. Der har katten pusher hvæset af rex, indtil den flygtede om bag skuret. I de sidste år stod der damp ud fra tørretumbleren.  Der lå altid bjerge af nødder helt ind i november, når min far havde været for slem og ikke havde kræfter til at samle nødderne op.  Det var den mine venner sneg sig ind af når de kom med sprut og ville være fri for den gamle. Så låste de knallerterne ude på vejen og sneg sig ind under køkkenvinduet. Idag er der et stort hvidt hus på grunden.  Selv æskerne med tændstikker og visdomstænder er gravet op.  Udsigten findes kun her.  Telefonmanden bor dog stadig overfor.  Hans hus er altid nyt i min erindring.  Ringklokken virker.  Den har en moderne standard lyd. Vores lød som en kimen fra en forladt falck station.  Han er ikke hjemme. Men det er hans sønner, som er yngre end mig.  Om jeg må låne det sidste nummer af telefonhåndbogen mine gamle er kommet til at smide deres ud, og evt. et par dåseøl, det er til min far. Ungerne kigger over min skulder på indkørslen og hækken der er høj og trænger til at blive klippet hvad jeg gør i morgen mod 400 kroner.  Ja det behøver ikke være så mange øl det er bare...Han så at Jørn kom hjem fra Tyskland med en trailer i går.

det er ligesom med universet. Når først solen er død, går tingene i stykker under flytning eller også forsvinder arvesølvet i alle retninger. Men det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser det. jeg har kopieret det billede fra harddisk til harddisk. Så snart harddisken begynder at sige lyde ryger mappen Risskov over på en ny. Det er rart at have et billede af tingene som de var da de var.  Jeg synes de stod rigtigt i pejsestuen.  Der havde tingene stået i mands minde. jeg behøvede ikke engang se det med mine egne øjne, jeg vidste tingene stod som de stod, for det havde de gjort i hvert fald siden jeg var 10.  røgen trak på en bestemt måde gennem pejsestuen der. Fjernvarmen fra klinkegulvet gav trækken fra vinduerne og spjældet over pejsen, et modspil.  lysestagen var varm i bunden men iskold på selve lyseholderne. Den står i sydhavnen tror jeg.  Idag ved  jeg ikke hvad der er blevet af klokken. Gardinet indgik i en toga. Barnet på det store billede bor i fakse ladeplads.  Lige nu blæser oldemors servante rundt i stjernebilledet tyren. Uret på chartollet står på klintevej. chartollet står i norge.  Dugen i korsør. Det forsvinder i alle retninger. På ti år er afstanden vokset enormt. engang havde tingene deres plads i en pejsestue. Nu kan man knapt nok tilbagelægge afstanden mellem lysekronen og chartollet på en dag.

Min far lå i sin sygeseng da jeg viste ham et billede af min datter. du skal ikke tage dig af hun ligger ned. Hun kan så mange andre ting. Min far sagde ikke noget. Det var i ugen før hans meget vågne tid som så efterfulgtes af den bratte død. jeg holdt skiftevis billedet af min datter tæt på og langt fra, fordi jeg var i tvivl om sygdommen gjorde ham lang eller nærsynet. Jeg elskede min datter og var stolt af hendes mange evolutionære spring. Det var naturligvis længe før sproget og den oprejste gang.  det var dengang hendes fingre holdtes inde af fingerløse handsker for ikke at de skulle falde af eller gud for byde det blive til kløer.  Min kone mente jeg skulle have vist ham et andet. Særligt når han ikke havde langt igen. Jeg var mest optaget af at vise min far jeg havde skabt et menneske. Der er så meget unge førstegangs forældre bekymrer sig om.

Jeg var ikke meget for at tage med min far hen og hente hans cykel når den var punkteret. så ville jeg hellere hente den selv og slippe for al min fars brægen. cykelhandler s.a.olsen forstod alligevel ingenting men snakkede min far efter munden, eller forsvandt ind i forretningen igen.  Engang hvor min far havde siddet og læst hele weekenden begyndte han at citere den egyptiske dødebog istedet for at betale:  det synes jeg var synd for lærlingen, som jeg havde gået 4 klasser under i strandskolen. Jeg prøvede at opveje min fars snak om osiris  og afvejning af sjælen, med at sige at det sandelig var en god lapning og man kunne se at lærlingen havde lagt al sin tekniske "ekspertise" i.  det er ikke baghjulet sagde lærlingen, og vi taler heller ikke om en punktering. Men om stelbrud. Ok men det er i hvert fald godt set sagde jeg og hjalp min far med at få cyklen fri af de andre reparationer.  det kunne godt være svært for de var lænet op af hinanden fordi der var så lidt plads bag cykelhandlen.  Det var jo en ganske almindelig have med hus lige før skoven.