far-erindringer af Jens Blendstrup og Martin Budtz

2011-01-18T09:52:00.004+01:00

Sibylle Mortensen. En af min fars nære kolleger fra hans tid på Galatea kroen. Hendes rødhed fra top til tå gjorde ofte et stort indtryk på de unge mænd når de sad rundt omkring "klubværelse-vandsmægtende" og tankefuldt fordybede i kvinders radiaktivitet. Samtaler førte hun ingen af. Men hun var rød fra top til tå og meget meget meget let på tråden. Erotik blev altid gennemført på en næsten grammatisk vis. Det var, sagde min far, som om hun satte et komma for hvert stød. Når hun ikke forførte unge mænd, sprang hun let fra tagryg til tagryg, som en solsort bare rød.

2011-01-18T09:35:00.002+01:00

Min far var meget skeptisk overfor ØK projektet. En ting var som sagt det at jeg ikke fik stilling som direktør, en anden ting var det vi foretog os. Det forekom ham suspekt. I skriver digte, men hvad driver i det til? Det er et fælleskab far, vi læser hinandens digte. Ja tak brummede han, jeg kendte også mange der åd ferietabletter og lignede greven af monte cristo. Men de blev sgu ikke til en skid. Halvstuderede røvere du. Det er hvad i blir. Havde jeg vidst det da jeg sendte dig derover til dit indledede møde med denne Martin Budtz, var du aldrig blevet sendt i vej. Rystende forhold. Narkomaner og langtidsledige drønnerter, falske fuglekonger til hobe. Føj for satan for en flok. I er sikkert også fulde hele ugen. Nej vi arbejder faktisk hårdt på at udgive et tidsskrift. Tidskrift!? er det denne pampflet af urimede smørerier?! Og hvem er disse mennesker Jens. Hvem er de?! Nogen har skrevet i mange år, andre kommer bare ind fra gaden. Ja...så. Ligesom mændenes hjem. Tragisk. Såre tragisk. Gerd. Lav mig nogen æg. Jeg låser døren. Din dreng går af fortabelsens vej. Og det går hurtigt. Menneskebarn hvad skal der da blive af dig.

2011-01-17T14:42:00.003+01:00

forleden faldt jeg over det her foto i mappen: Farfars fraklip. På bagsiden står der Ina 1935. Men dette er min stol som den står i opgangen. Jeg arvede altså ikke bare den her stol. Jeg arvede den med indhold. Det er derfor min egen hund altid ligger for højt om natten når jeg ikke kan sove og går ned for at spise noget natmad. Den stol er foræret mig med indhold. 14 generationers brune væsner. Så tror da fanden den ligger og gøer med faste intervaller. Det ville jeg også gøre hvis jeg skulle bygge rede på toppen af 6 terriere og en bunke boxere fra grundtvigsvej 18 1925-72. Bagved slangen han fortsat råber gennem.

2011-01-17T14:28:00.002+01:00

Søn! Når du har indrettet dit herreværelse, skal du lade det gro til. Før eller siden kommer der planeter til. Dem skal du lade hænge og evt besøge når du er i stødet dertil. En ting der det liv du lever med din kone, noget andet er dit eget sted. Sørg for at adskille de to verdner. Lev alene når du skal. Mennesker der ikke har deres eget sted, går før eller siden under i slåbrok og brokbind. Indtag rigelige mængder nervenedbrydende proviant, og se så op på dine planeter. for satan dreng. Er det ikke pragtfuldt. Kloder af damp, beboet af nøgne damer, ligner altid lamper til forveksling. Men det skal du ikke lægge så meget i.

2011-01-17T14:05:00.002+01:00

Det er så underligt. Når fædre går under, går de under med hele deres verden. jeg kan huske jeg synes landskabet var helt tomt, fordi han havde trukket hele lortet med sig ned, bortset fra den her lille kone, der lå som en træt bøje i vragresterne. Som enhver far, havde han kaldt os til sig lige inden, for at dele sit rige, før det var for sent. Men manden kunne ikke give sit rige videre. Det hørte jo til ham. Der lød en svuppen så var det væk. 74 års bygninger, veje, indfraststruktur, sjælelige vægtapeter, pauker til fest, og udenomsparlamentariske tiltag til hverdag. Forbindelserne bagud til tip tip Erik og de andre orgelbyggere. Særlige formuleringer, måder at låse sig inde på. Rasende. Ublufærdigt. Direkte. Aldrig diskret. De tager det jo med sig. Men lige før de dør får man lov at kigge dem ind i øjnene, og så ser man 12 milliarder år bagud. Hele sammenhængen, gennem de her morfinfyldte øjne, hele sammenhængen. Kig så. Se. og fat. Hvis du har evnerne til det. Ellers bare glo. Det er også en afsked.

Men selv da han var ved at dø, holdt han ikke op med at være tilstede. Den sidste gang han var i Rude var han svag og afkræftet. Buler på halsen blev bundet inde med halsklude. Men trykkede han dem ind i halsen kom de ud i maven. Min far var derfor meget fed bestemte steder. Kræftfed. Dvs uendelig tynd nogen steder og uendelig spændt andre. På det tidspunkt var lungerne ved at være fyldt med vand. Han brugte sprutten som åndedrætsværn og blev mægtig fuld, indtil han glemte han var fuld og fik smerter og måtte drikke mere for at genvinde overskuddet og fuldskaben der holdt døden fra livet. Hvis bare han havde fundet den rette blanding tror jeg sagtens han havde kunne snyde døden. Tilstrækkelig fuld kunne han alt. Skide på døden, drikke sig fra sans og samling, smadre flasker i dødsriget og vende hjem, styrket. Alkohol ødelagde ham, men alkohol skabte ham også. I hvert fald var den den far jeg kendte.

Pibe pUF PUF

2011-01-17T13:39:00.004+01:00

Når barnet fylder 13 skal ha ha en pibe og en snaps og så skal han ellers koncentrere sig om at udvikle skæg. Kommer skægget ikke af sig selv, kan han evt male det på sig. Eller hvis livet vil det, kan forskellige skræmmeøvelser også med held bruges til at udvikle det. I dette tilfælde vil skægget ganske vist ofte blive gråt. Således sagde faren, kort før den store konfirmation, som han forberedte med omfattende druk i dagene forud. Min mor brækkede armen på vej hjem fra kirken, men var alligevel i stand til at servere for gæsterne. Min far lagde vist ikke mærke til noget, men han sad også godt, mellem gross gretchen og Lilly, en god bekendt og escort dame der dengang kom sammen med Adam hendes ruffer, og tyran. Konfirmationen forløb planmæssigt. Der var kun 2 slagsmål. Men masser af Poul Dissing og krammere og fald på trapper. Det var heller ikke mig der havde inviteret mine gæster. Til gengæld fik jeg min første pibe og en ronson lighter. Jeg følte mig utrolig stor. Og moden som ind i helvede. 2 år senere var jeg stadig kun en meter og femogtres, til gengæld var jeg rigtig god til at hoste blod og se gul ud i hovedet. Men da jeg var også gået over til min fars herlige hvide kings.

2011-01-16T13:00:00.003+01:00

Dyr der betragter et menneske intenst fremkalder før eller siden et kødben eller en bevægelse hen imod en gåtur med dette dyr. For min far forekom dyr magiske. De dirker sig ind i dit bryst og gennemtvinger handlinger der i og for sig ligger udenfor dette menneskes vilje. Ofte indtog min far cigaretter imens han redegjorde for "fremmede væsners sårhelende kraft, i monologer der kunne strække sig over timer. Disse dyr min søn, skal du opsøge så snart du føler dig svag. De er ikke bare angstdæmpende. De er stemningsstabiliserende. De heler ålerusernes kedelige indhold i at komme ud. Jeg var 35 da jeg endelig fulgte hans råd. Daglige gåture er kimen til min succes i hvidevarebranchen.

2011-01-16T12:26:00.004+01:00

jeg har arvet min fars drømme. I min familie arver vi sjældent kun møbler. Fra min far fik jeg følgende drømme skrevet ind i testamentet. 12 om gæld. Som regel til købmanden i Store Regnegade. Formfuldendte breve. Al den tiggergang. Deres usvigeligt U.Blendstrup. 20 om adling. Oftest ser jeg mig selv i uniform på besøg hos min fars svenske svigerfamilie i Mølndal. MIn mors gigantiske svenske overlægefar rækker min far en kniv med sildesalat og stikker den i brystet på ham. Istedet for at dø antager min far træk af personerne fra kong salomons miner.
Mareridt. Ikke mange. Min far led ikke af mareridt særligt tit. Levende begravet går han rundt som overtjener i det sunkne Titanic. Lyden af de blege knoer der banker på kahytdøre forekommer mig rædselsvækkende, mens der balanceres med en bakke med blegt mad og vin i karaffel. Your Breakfast madame? Rusten driver fra de oplyste korridorer. Han har været overtjener alene i mange år. Drømt så dybt i hjernebarkens morianergrav at det kun kan drømmes til ende. Mareridtet om at være fanget i en defekt elkoger. Uendelig langsom opløsning blandt kalk. Drøm om den kvinde han aldrig fik. Anette fra Virum. Pragtfuld kvinde. I drømmen kan jeg mærke han virkelig har drømt hende til. Hun Anette fremstår rapkæftet, smilerynket og vital, og brysterne, jeg tør slet ikke nævne brysterne, jo de er placeret i affyringsramper på space kennedy. I drømmen følger jeg nedtællingen. Enorme brændstof-raketter, min fars og mange andre mænds kærlighed til hende, brøler brysterne til vejrs, hvorpå jeg omkommer i tårevædede stikflammer. Fra da af er der kun samtaler med hans majestæt kong kristian d. 9. I testamentet er drømmen om Anette markeret med rødt. Måske fordi der var tale om en livslang ugengældt kærlighed. Sådan er der jo så meget.

Karl Kristian Neger

2011-01-14T11:10:00.005+01:00

Han havde en ubændig trang til at være neger. Det var længe før der var noget der hed politisk ukorrekt. Og det var heller ikke rascisme der drev ham. Men simpelthen en trang til at male sine læber lyse og sit ansigt sort. At fremstå dunkel. At Være begavet nusset. At gide farven. Pludselige danse kunne optage ham i dagevis. Hans forbindelse til min far fremstår tvetydig. De havde begge arbejde på kolonien Filadelfia i Dianalund. Han mestrede skruen uden ende, en term min far brugte for mental udvridning af sjælelig slam. Det var startet ganske tidligt med en enkelt streg i forbindelse med en leg i noget mørkt vand. da han kom hjem og så han var sort på kinden følte han en brændende lyst. Jeg er kun fuldendt hvor jeg er sort mumlede han. Mor jeg vil være neger havde han sagt. Det hedder ikke neger mit barn, det hedder sort. Så lad mig være sort befalede han. Og dermed blev det. Mørk gik han gennem livet. Fortvivlelse prægede hans psykoterapeutiske praksis. mørke malerier med store blege øjne var placeret i venteværelset. Det mindede om et fremmed sted. Han er en god terapeut men menneskene foragtede ham. Skal du op til negerterapeuten hviskede de. Gid han dog var blond. Hvorfor vil han være neger? Hvad er det han søger i det mærkelige mudrede ansigt? tilsidst han søgte konsensus. Dametøj hjalp hans geninslusning i vort samfund. Dametøj og Hellerup svømmeklub. Sproget var dog vedblivende besynderligt kunstigt. Han talte som var han altid lige blevet ramt af en giftpil. Da det mørke menneske gik bort farvedes jorden hvor han lå. men lidt efter lidt, optog blomsterne den stærke farve. Negerblomster gror. Skosværte sten ligger.

Løgn på løgn på Kokholms hotel

2010-11-03T15:57:00.005+01:00

I starten var der kun de brede strande og klitterne i Råbjerg mile, udlejningshytterne, hotellet og den gamle fornemme smadrekasse med automatgear som børnene kørte rundt i – på Kokholms private jord. Den selv samme bil som for nylig var køretøj for en seriemorder som børnene kendte som den Gamle direktør. Den selv samme mand som deltog i alle piratbridgeaftnerne og hjalp far og Den gamle arkitekt med at drikke al den whisky som kom frem fra alle kufferterne. Af og til fra den selvsamme kuffert som før rummede liget af den forsvundne fabrikant og talrige andre ofre for ”virksomheden” som blev forbigået i sædvanlig gentleman-agtig tavshed ”mellem venner”. Ingen behøvede vide noget, der fandtes kun dette vidunderlige sommerliv hvor både løgnehistorier og tavshed var tilladt. Her kunne alle være præcis hvad de ville, så længe der var piratbridge og wisky på terrassen efter middagen og nye løgnehistorier der havde samlet sig i løbet af dagen. Når aftenen var afsluttet i fordrukken sentimental hjertelighed var alt som det skulle være og plejede at være. Alle blev brune og spiste meget flæskesteg og fisk fra det store hav. Alle wiskyflaskerne blev omhyggeligt fjernet om natten af en usynlig hånd.

Min fars genkomst nummer 10.

2010-02-23T13:55:00.007+01:00

Jeg har tit tænkt på om min hund er min far der er kommet tilbage. Dens nytteløse men besatte omgang med et træ i vandkanten ved mit by. Måden den af alle kræfter prøver at trække træet op af havet uden skelen til tyngdekraften og træets vægt. Forelskelsen i patienten er den samme. Min far var jo også besat af store klumper af mennesker. Han hev dem op på land da de var ved at drukne i gabet på hans store vrede mund. Du skal op på land selvom du synes du hører til dernede. Op med dig store umulige klump af knogler og fedt og anstand og masse. Op og ind i min tilrøgede stue. På den anden side er det nok ikke min far, der er susi, de skulle helst gå med selv, han ville overlade det til andre, at trække dem hjem, det ville være en entreprise, bær min besættelse træet der fylder, hjem i haven, da vil jeg gnave det og brække barken op bagefter. Og skide grenene ud hele. Alligevel tør jeg ikke helt afvise det. Jeg tiltaler nogen gange hunden med et uff om natten. Så løfter den bekymret sit lille røde hoved, ak tænk at det skulle gå dig som det gik, du mit barn, der ejede så megen viden og fornuft da du var ung. Hvad har du ikke drevet det til af umulige klodser du kalder din bopæl. Men kan du frelse mennesker fra dem selv? nej far hvisker jeg til Susi. Jeg kan ikke engang frelse mig selv. Så sænker den sit lille hoved. Tabes Dorsalis

jing jang forkastningen

2010-02-23T13:38:00.004+01:00

Min far holdt af at sidde i min brors jordhule med et gammelt periskop når min storebrors børn kom på besøg. Nydelige unger. Set gennem gammel kikkert. Afkom i 3 led. Født til liv i tid efter min. Derfor sprogligt muteret. Fremmedgjort af tidernes kommen og gåen. Forkælede slægtsled beregnet til stamtræ hvis videre forløb var min far uvedkommende. Alle de grene af liv. Langt ude var han mere i familie med Prins Ingolf og princessen af Monarko end han var af sine børns nydelige men evolutionært fremskredne formationer. Sidst på dagen blev han dog gerne sulten og så rakte han ud, som et 600 millioner år gammelt fossil fra Jing Jang forkastningen, så hændte det de græd. Hvilket altid hensatte min far i stor sorg. Heller ikke genetikken kan overvinde vores forskellighed mumlede han. Du kan sgu da bare lade være med at ligne en klump ler far, snerrede min storebror. Hvad med at deltage istedet for at overlade det hele til mor.

The last of the mountain men

2010-02-23T13:00:00.005+01:00

Min farfars bedste ven endte i amerika, og da min farfar døde, var det min far der opretholdt kontakten med ham. Der er skrevet en hel bog om ham, han var en af de sidste der drog mod vest, ud til de allersidste øde og uvejsomme områder i det store land. Dvs da han rejste afsted lå der stadig byer omkring ham, men så kom krisen i 30erne, og så lukkede byerne igen, på den måde drog han forbi en mængde vinkende folk, der forsvandt. Han var en af "the last mountainmænd" - meget berømt, men også meget isoleret. Når han skulle sende post måtte han tage til den nærmeste by Big rock Candy der lå godt 100 kilometer væk. Det foregik på hesteryg. De første kilometer måtte ha fire sig ned af en bjergbane, da vejen var skyllet væk, og hans hus lå oppe på et bjerg. Han fremstillede selv sine våben. Og levede af den lille urtehave han havde bygget ved at slæbe jord op i et hul. Der var meget tørt hvor han boede. Det knasede altid i tænderne når man havde siddet med hans breve. Selvom han var en af the last mountainmen, hed han også bare Anders. Min far skrev gerne om det mest ubetydelige, om vores problemer mølkebøtter, for ikke at bebyrde ham med flere store problemer, mens Anders skrev om ensomheden og alderen og Idaho. Og om at ringe på døren til gamle flotte huse og vente indtil det blev mørkt kun for at opdage at huset var tomt og forladt. Da min far var 50 var det dog nok. Han skrev at han ikke længere var lille Uffe men mag art psykolog, med speciale i typer som Anders. Svaret var et lakonisk men ikke ondt. I knew it Uffe, but that does not do you any good in Idaho. Min far var stadig et bymenneske. For a cityman life is just a jumble, like the facts in a college freshmans notebook. But ask me anything about nearly anything , and I can answer because I have had time to think about it. Det kunne min far ikke stå for. Der var mange ting min far ikke kunne finde ud af. Så i den sidste tid sendte min far ham flere store pakker med Gerd Lillians køkkenmaskiner, der var også en tv bænk med brugsanvisning der røg over på den anden side af Atlanten. Jeg ved ikke hvad Anders har tænkt når han efter at have fragtet sagerne på æselryg til sin Idyl men jeg ved det nåede frem. Jeg ved også at Anders byggede sig et beskyttelsesrum i klipperne. Atomkrig var konkret overalt i Amerika, også for the last of the mountain men. Det sidste brev vi fik var et svar på min fars problemer med hulmursisolering, om han skulle vælge Isolkern eller rockwool. I am only afraid of one thing, skrev Anders, a cold Wind, That will kill u for nothing. You just die like a damn fool."

Byggeri og bortsprængning

2010-02-23T12:46:00.005+01:00

Min far havde ikke noget imod de byggede store huse omkring hans eget. Det var når de rev ned det rørte ham. Det minder mig om de klassekammarater der forsvandt i 4 mellem sagde han. hvor forsvandt de hen? til Polen. Jeg så dem aldrig igen. De havde ikke engang jødisk klingende navne. Nogen gange fik han så dårlige nerver af alt byggeriet at han ikke ville gå tur med schenko. Få så rejst det skide skur Kristensen råbte han. Jeg venter på håndværkerne Blendstrup, råbte Kristensen så tilbage. Jamen så kunne du forhelvede have ventet med at bortsprænge din karport til de kom. Naboen kunne ikke forstå hvorfor min far ikke bare kunne slappe af. Men han havde heller aldrig været i Polen. Det havde min far nu heller ikke. Men han havde set det på fjernsyn hvordan tyskerne bortsprængte gaskamrene i den sidste tid, og så havde han lagt brikkerne sammen. Få så det skur op og stå din idiot råbte min far, ellers melder jeg dig til kommunen. Du skal da ikke bestemme over min grund. Det vil gud jeg skal råbte min far, hvis naboer afmonterer gaskamre, skal de fandme ha det at vide. Det er sgu det rene Auswich/Birkenau efterhånden.

Lediggang i brændende byer

2010-02-23T12:25:00.003+01:00

Hvis du vil ha lediggang min dreng, skal du søge hen hvor byerne brænder, sæt dig i en trillebøre, lad bomberne falde omkring dig, se ikke op men ud. Gerne over havet, gældsæt dig aldrig mere end du kan forsvare at sidde stille, og hvis du vil, forlade det hele. Al denne materielle rigdom gør mennesker døde. De forestiller sig de udretter enorme ting, men den der sætter sig i en trillebør og ikke gider, han skal meget gives. Damer, det hvide pulver, bøger, brand. Hvis du vil lediggang så gå efter byer der rejser sig fra aske påny. Det er så meget mere givende end at sidde og drysse på bænk I Brabrand.

Efter Kurts salon

2010-02-23T12:12:00.005+01:00

Min far var en forfængelig mand. Ikke så meget mentalt, her var han en slags vagabond, hjemløs skærsliber til sjælen havde fundet dagens makker, samtalekammarat, eller fjernsynsudsendelse. Men fysisk. Han skulle være nobel for at kunne brydes ned. Der var en fast rutine. Efter ødelæggende weekend, korsfæstet, død og bedraget, på 3 dagen efter massiv søvn, krøb et lille menneske frem. Således genopstået, af ursuppen, den kæmpe jernseng, efter en lille kop the og en dæmpet samtale med Gerd Lillian om bod og bedring satte han sig på sin cykel, en grøn raleigh med 3 gear. Nej Først skulle skægget rages. Godt med Old spice aftershave. Men så. Når han havde været inde på Kurts salon og blive studset var han et nyt menneske, og dette nye menneske skulle hurtigst muligt frem til en tryg base hvorfra dette nye menneske kunne sidde og skinne, som et par nypudsede sko. Det er også derfor alle officielle billeder af min far afviger meget fra den han var for det meste, det er nemlig, efter Kurts Salon. Værsågod et stk nypresset menneske, før efterfølgende udsvæven og grisegrynt efter damer.

Kalle

2010-02-23T11:13:00.005+01:00

Min far arbejdede i mange år med patient "Kalle" som var en kendt århusiansk kirurg. Et dårligt ægteskab havde fået ham til at miste troen på sig selv. selvudførte Fejloperationer af næseryggen, den skulle ligne broen melle vejle og Fyn, havde ødelagt ham. Flere forgæves selvmordsforsøg og en omhyggelig trang til at blive opdaget i tide fik ham til sidst til at søge hjælp. Det var på en druktur som gik over general Rye og ind på Jailhouse, at han mødte min far som ikke lovede at frelse ham men finpudse hans egenskaber som han sagde. Ved hjælp af lige dele musik og dans ville han gøre lægen funktionsdygtig igen. Uheldigvis gik det ikke lægen sågodt som lovet. Han blev ganske vist velfungerende men patienterne svigtede, og han endte som hyrevognschauffør i Tranbjerg- Viby. Ture der med faste intervaller på et til 2 år, sendte ham ned til min far. Behandlingsterapien foregik i bilen, så taxametret kunne gå imens, og minde min far om prisen for fejlbehandling. Men jeg er nu glad nok Blendstrup, hørte vi ham hulke i et superhelt kustume han havde anskaffet sig for at holde kadaveret kugle istedet for kant. Du er så glad som du kan blive mumlede min far og så på taxametret der havde sneget sig over 600,- og var godt på vej til de 7. Da jeg forleden ville sætte Børge Madsens Komponisten i reolen faldt dette billede ud. Til Uffe (min far) med tak for alt. "kirurg Kalle. " - navnet er reaktionen bekendt.

2010-01-27T12:08:00.005+01:00

Jeg har arvet min fars frygt for manden for enden af trappen. Det var derfor vi ikke boede i huse med trapper, men i et fladt, aflangt, enfamilies hus. En cigarkasse uden stigninger og fald. Min far var aldrig i tvivl. Hvad vil han far? Det er noget ubegribeligt, mumlede han. Han vil have os væk, til at træde over, det er noget frygteligt. Mærk dig mine ord barn, forenden af trappen står manden og ler. Med mindre du er skabt anderledes end din gamle fader, skal du tage truslen fra manden forenden af trappen alvorligt. Han åbner ikke døren, med mindre han ønsker du kommer ind. Idag bor jeg faktisk i et hus med trapper. Jeg troede aldrig jeg skulle blive som min far, bange for manden for enden af trappen. Min egen rædsel er kommet snigende. Fra at være små anfald der varede et par minutter, oplever jeg nu, følelsen af uvirkelighed. En summen, jeg holder nede med raske gå ture, og intensiv læsning af reklamer. Endnu har jeg ikke mødt ham, men det sker at døren på anden sal, knirker. Som regel er det bare hunden eller katten. Men jeg går aldrig ud og ser efter. Der har boet en stenfisker her, som gik ned med travlet.

2010-01-27T11:50:00.003+01:00

Min far holdt som sagt meget af forklædninger. Det kunne være rent fysisk men det kunne også være mere "mentalt." - han satte sig ind i menneskers bevæggrunde for at gøre dette eller hint. Der var en patient "R" - som min far havde udsædvanligt svært ved at greje. Tilsyneladende havde "R" levet et ganske almindeligt liv indtil han som ca 60 årig var gået amok mod sin kone, der gentagne gange var blevet slået i hovedet af "R" der med sin pibe havde tildelt hende livsfarlige kvæstelser. Min far var ikke i tvivl om at der var tale om en slags "sovende psykopati." udløst af et langt liv, med tilbageholdte følelser. Det var imidlertid svært at få "R" til at indrømme det selv, hvorfor min far i en uges tid "trådte" i hans sted. Selvom det muligvis ser morsomt ud på billedet, betød min fars mange "forklædninger" at vi børn ikke måtte komme ud i køkkenet før han var kommet til en erkendelse og en diagnose på patient "R." Min mor var en rar svensk dame, og gik derfor med til ofte timelange og opslidende "opvaske-scener" hvor min far, med påtaget alvor tørrede de tallerkner af som min mor rakte ham. Patient R blev rask igen. Og min far fik ret i sin diagnose. Men det var ikke særligt sjovt for os børn, når de var i "spil." Ofte hørte vi også vores mor forbitret hviske, nej uffe, du er inte patienten R.

Oldefar, vinhandleren fra Afrikas horn

2010-01-26T13:25:00.005+01:00

Min fars rejser til Afrika blev aldrig den succes han havde håbet på. Måske fordi han aldrig kom afsted. Min familie var ikke meget for at rejse. Afrika findes i mit blod sammen med Ribe sagde han, og gav sig til at tromme på armlænet. Så hvorfor i himlens navn udsætte sig for Malaria og kanibaler? Det er jo ikke andet end myggefyldte floder og minimale sivkajakker. Hele tiden ankommer man! hele tiden færges man ind. Alle hans idiotiske vin-flakonner. Min far påstod at min tip oldefar havde haft en handelsstation derude. Han solgte vin, og lærte mange medicinmænd at kende. Han giftede sig med 8 mørke kvinder. Og kom snart i et afhængighedsforhold til dem. Han var en af de sidste til at opgive slavehandlen. Han var lænket til sin skæbne til det sidste. Mere og mere fedladen lod han bygge den ene mere ekstravagante negerhytte som han kaldte Virum Sorgenfrei. Og lille Kais Hvile. Hans læber var sprukne af talløse tallerkner som konerne havde syet ind. Han tilbad desperat en gud han kaldte "hardy." Og malede sig med skosværte for at fremstå lokal. Din oldefar var en afrikansk tragedie min dreng. For hans skyld har vi ikke rejst derned. Til gengæld var han ikke karrig med sin vin. Den hed: Chateau Lise, efter en han havde kendt på regnecentralen.

Bavian-effekten

2010-01-26T12:21:00.004+01:00

Min far var glad for dyr. Vi havde skiftende udstillinger hele livet. En morgen blev jeg mødt med dette blik. Er det dig far? ja. Noget galt min dreng? du har rød næse far, og dine øjne forekommer mig fremmede. Virkelig, jeg har ganske vist tænkt meget på træer i nat, sagde han, jeg må hellere gå i bad og blive menneske igen. Min far fortalte mig senere at det var en af bieffekterne af hjemmelavet valdnøddesnaps. Men jeg nu mine tvivl. Måske var det en af bivirkningerne hvis man drak den for hurtigt, dvs før den havde trukket mere end en uge.

Kære far

2009-11-28T09:21:00.001+01:00

Kære far
husk nu at lære at spille tennis
og husk
at hvis du lærer at spille klaver
så blir du en fantastisk pianist.
Husk at du kan lære hvad som helst.
Jeg tror du kan.
Og du må gerne tro på dig selv.

Kære far

2009-11-28T09:15:00.002+01:00

Kære far
jeg elsker dig
din dumme skid

Her hjælper måske netop en kære far

2009-11-28T09:00:00.006+01:00

Kære far
du som døde i huset overfor
hvor er du henne nu?
Hvad var meningen
da du druknede i
dit eget snot?
Er du nu slet intet
som du insisterede på
eller er du kommet videre
og er du vokset op
og er du nu født igen
som en lille irriterende
rødhåret kristen fyr
med missionerende forældre
et sted langt ude på landet?
Har du en vanvittig trang
til at flygte til Amerika
eller Australien?
eller ej?

(Selv om du måske kun er 3-4 år gammel
kunne du godt lige svare mig.)

Bøn

2009-11-19T11:50:00.003+01:00

Ikke trampe på dine mennesker

ikke trampe på din far

Ikke trampe på hans meninger

ikke bryde ned, bygge op min søn, plante blomster

ikke ødelægge, hvad skal den til al den ødelæggelse

hvorfor kan I ikke bare være milde, stormen har varet 10.000 år, nu må det holde op med at storme

hvorfor nu, hvorfor når jeg er død,

hvorfor har du sat den føntørrer op i min grav?

Hvorfor skal mine knogler permanentes

hvem er det der prikker mig på armen hele tiden?

Jeg er død

jeg er borte

min krop er styrtet i havet, den stod på land, til den stod på klinten

Hvem er det der åbner mine øjne!?

Jeg har jo sagt i skal gå mod det lille lys og lade resten ligge

rødderne i jorden er ikke håndtag, der er ingen hydraulik der kan betjenes

fingrene væk fra den jord

fingrene væk

årh menneskebarn med dine mål og dine midler

smid tændstikkerne fra dig

lad skovlen stå

mindet er en metro, den skal bare køre lige så stille

har du ikke snart parteret mig i alle mine bidder

Jeg spiser middag med de døde og vil ikke forstyrres

Orker ikke mere.

jeg ber dig

flyt den fod fra vores loft!

hold så op med at trampe

skyldsrobotten

2009-11-18T13:21:00.003+01:00

Her er skyldsrobotten. En maskine som min far flikkede sammen med hjælp af sin gode ven "kruse." Det var i den sidste tid før min far gik på pension, og han plagedes næsten hele tiden af dårlig samvittighed over han ikke arbejdede så godt som han burde. Jeg kommer for sent. Jeg har ondt i hovedet. Mine patienter hader mig. Automattanker kaldte min far dem. Det pinte ham at han havde dem. Mennesker der kan katagorisere automattanker bør ikke osse lide under dem. De byggede den i Kruses udgravning til svimmingpool. Og fragtede den hjem på mikkelsens gravko. Jeg kan huske den fyldte det meste af entreen. Den kunne osse gå. Men ujævnt for den var naturligvis tynget af alt det den samlede op, og filtrerede ud af min far når han sad og sukkede og festede i sin sofa. Min mor brød sig bestemt ikke om skyldsrobotten. Hun mente den var "fjiti" - det betyder beskidt på dansk, og det var osse hendes kolde afvaskning der ødelagde robottens kredsløb. Måske var det meget godt. Den var alt for godt lavet. Ved hjælp af den kunne min far holde dampen oppe i endnu flere dage end han plejede. Han var tilmed i et utroligt godt humør og gav os hele tiden penge til is. Årh mine dejlige unger, så smut dog for pokker ned efter en is jeg føler mig så let om hjertet! På min mor virkede han fremmed. Hun kunne bede li ham da han havde samvittighed. Men jeg har da osse samvittighed Gerd, jeg sorterer bare i den. Inden i robotten var der en række større og mindre kamre eller skyldstrug. Der var et der bare hed: Katholske stunder. Og et der hed. Abedisse - hænder over dynen-traurigt." Der var osse et for syndige tanker om bagerjomfru typer - der er fulde af mel." (det var et stort trug) Og så var der et der blot hed: De røde heste, jeg ved ikke helt hvad min far fik aflad for der. Min bror og mig fik lov at pille den fra hinanden. Men der var skylden i store træk forduftet.

kvælerslange manden

2009-11-18T13:10:00.004+01:00

En af mine fara patienter var den forfærdelige kvælerslange mand. Han kunne ikke opholde sig i et fremmed rum uden på en eller anden måde at skjule sig bag et dyr. Allerhelst gik han rundt med flere dyr på engang. Min far behandlede ham trofast med øl flere weekender i træk, men måtte tilsidst give op da kvælerslangemanden i sin iver efter at gemme sig kom for skade at skælde min far ud. Da han heller ikke bidrog til den gode stemning (han opmuntrede sine dyr til lyde) måtte min far tilsidst smide ham ud. Kvælerslangemanden blev aldrig kurreret, til sin død var det en af min fars allermest nedslående weekend patientoplevelser. Jeg kunne ikke nå ham med Jung. Ej eller med Freud. Og med øl var det helt umuligt. Manden drak som en vandrende pind.

Nøgenhedsdagen

2009-11-18T12:42:00.003+01:00

En gang om året var mine forældre nøgne. Det var den 3 juni. Når vi vågnede var taget pillet af huset. Kaffemaskinen uden sin skal, og samtalerne rippet for pauser. Haven var fri for sine buske. Fuglene sang med stemmebåndene blottet. Posten kom med breve uden konvolut. Isbilen sled sig gennem landet uden hjul på. Min far sad i sin mest nøgne stol. Min mor valgte den gule sofa, som var uden sine ekstra puder i dagens anledning. I køkkenet stod en skål med skrællede appelsiner, og i radioen sang Edith Piaf, spurven. Hun sang at hun intet fortrød. Den dag var vi nøgne. Hele familien.

2009-11-17T13:54:00.005+01:00

Kan man elske for meget?
det mente min far godt man kan. Han havde engang elsket en kvinde, så meget at han tabte sig 20 kilo. Det havde været en smertefuld oplevelse, ikke så meget pga sult, han sultede ikke, men billederne af den elskede, de krævede så store mængder hjernekapacitet, at han dårligt kunne passe sine studier. Til en lærer han havde i anatomi, forklarede han at han fremkaldte billeder af en kvinde. At de tog al hans tid fra studiet af de døde. han brugte alle sine kræfter på at huske hende med en særlig læbestift. Det var særligt ulideligt for hun skulle altid være i farver. Selv om drømme havde han ikke fred. Fede folk kan sagtens. Det er om at være tyk hvis man virkelig er forelsket. Tykke mennesker bærer lettere den stormende lyst, det er at fascineres og gå ud af sit gode skind over en atrået genstand, er man slank og grundlæggende nervemenneske, skal man holde sig til det mere prosaiske, med mindre altså man søger opløsningen, og foreningen med det andet kød. Gør man det har man intet at miste. Så bærer den fælles brølende krop en helt igennem. Man kan sagtens elske for meget. Det er osse ulideligt for omgivelserne, med al den iappetittelige pillen ved hinanden. Men det kan gå an fordi det jo er en reaktion på den akutte sukkersyge som indtræffer ved massiv forelskelse. Man forbrænder simpelthen det hele, og må hele tiden hente nye grundstoffer hos den anden, der af den omfattende pillen og gramsen, ved selsskaber. Faren er hvis det ikke er en gengældt følelse. Så bløder man fra sine gummer. Og mister sit syn. Og græder sig i søvn på lukkede afdelinger. Og fortaber sig i huler. Indtil man enten svinder helt ind til et ulykkeligt atom, eller begiver sig på en fodrejse. Mere naragtigt adfærd kan man dårlig tænke sig. Hold øje med pilgrimme min søn. De sørger henkogt.

2009-11-17T13:20:00.002+01:00

Min far var overbevist om at russerne snød med rumkapløbet. Juri gagarin har aldrig været i rummet, sagde han. Han befinder sig på elyriavej, hvor han hjælper sin kone med at samle nisser. Til højtider kører han i smoking efter mælk ellers foregår det i kedeldragt. Desværre er amerikanerne ikke meget bedre sagde min far. Niel Armstrong arbejder som flaskedreng i Brugsen, og har ikke begreb om en skid, bortset fra de flasker. Men hvordan kunne han så forklare de astronomiske summer som supermagterne brugte på at overgå hinanden. Det er meget enkelt mumlede han, Når man har med idioter at gøre, koster det mange penge, at få dem til at se kongelige ud. desuden er det jo dyrt med alt det sølvpapir de bruger.

2009-11-17T13:07:00.002+01:00

Negre sveder mere end andre. Min far havde gang i en cigar. Jeg kendte engang en pige de kaldte Tulla. Hun var mørk, og svedte så det drev af hende. Hun var ganske vist osse sportsmand, og netop kommet hjem fra et orienteringsløb i thule. Hjemme i hendes lejlighed løb der forskellige regnvejrsbeholdere, og nedløbsrør. Hun boede ovenpå Galatheakroen i de år. Man sagde det var thullas sved der holdt træværket fugtigt. De mange masker holdtes friske af Thulla. Min far tog en ordentlig hugger på cigaren. Nogen gange tænker jeg din mor er neger min søn. Er det ikke bare fordi hun er i klimakteriet far. Hvor ved du meget min dreng.

hunde indgik i ofringer

2009-10-19T14:01:00.005+02:00

Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.

muslinger i oktober

2009-10-19T13:36:00.002+02:00

Når efterårstormen kom, skyllede der muslingeskaller op i vores have. Som regel var de tomme. Vi lod dem gerne ligge, de var gode at kvase. Nogen år dækkede de nærmest hele haven. så befalede min far store østersdag, det lyder smukkere end det var, vi skulle bare skovle indkørslen fri. Det er egentligt mærkeligt når jeg tænker over det. Der lå ingen muslingeskaller i de andre haver. Men vores have blev fyldt. Der var osse de her handsker med sand i. Og krabber der havde mistet orienteringen. Og fyrtårne der brølede i det fjerne. Og hav-katte. Store fede dyr der åd mælk med cement i, så de stivnede i flotte positurer. Der var osse klager, breve forfattet med trusler. Der stinker af hav hos jer hver gang i oktober.

tavshedsspekulant

2009-10-19T13:11:00.004+02:00

Ved familiefrokosterne kom der nogen gange en dame med ovre fra Sverige, det var en tante, langt ude til min mor. Min far undgik så vidt muligt at sidde ved siden af hende. Den ene gang han havde gjort det havde han kedet sig. Hun er tavshedsspekulant, forklarede han. Et menneske der udnytter sin tavshed til at sige mere end alle andre. Det er nok det man ville kalde en partyspoiler idag, bortset fra denne tante, ifølge min far, var gjort af et materiale, som kunne minde om vådt ler, kom man til at røre hende, satte det spor. Siderne i det damemenneske er glatte og stejle. Forsøg for guds skyld ikke at indlede en snak! Vi var meget varsomme. Kunne kun lige sige goddag. Men det er ikke sikkert hun har mærket noget, min far placerede gerne hans seneste bekendtskaber af ludere og lommetyve, nede i hendes hjørne. De ville jo gerne gøre sig til. Jo fuldere de blev des mere spekulerede hun i det. Ind imellem stjal jeg mig til at kigge. Hun sad helt rank, og svedte. Huden svedte fordi hun arbejdede på at omdanne ludernes lodne ord til tavshed. Jeg var utrolig bange for hende.

Hvor går fædre hen?

2009-10-19T12:17:00.004+02:00

Når fædre dør går de sammen med elefanterne ud til det sted hvor de deler sig, elefanter til højre fædre til venstre. Med en uleveret syl prikker de hul hvor de har lyst. Der står de så og drypper gammeldansk til de ikke har mere i sig. Det er ikke noget prangende sted. En stor bred lund omkrandset af hårde hvidevarer, som de købte, i deres almagt. Min far er der osse. Han står henne ved en udgået birk og bander over en tiskupon han ikke har fået indløst. De nye fædre der tilgår blir moppede fordi de stadig savner deres liv. Men det går over lige så snart hugge-manden kommer og hugger dem ned. Det er sket der er forhenværende skulptører der er grebet til revolte mod huggemanden, fordi de ville nedbryde sig selv. Men så hugger huggemanden dem til skærver en for en. Der er ingen forskel på døde fædre, det er derfor de følges ad med elefanter. Mennesker der engang udfyldte en funktion, lidt ligesom elefanter. En tid bar de børn på ryggen. Så holdt de op med det. Det skal man altid huske. At lige meget hvor meget pis man som far kan nå fyre af så kommer der en dag hvor børn ikke gider høre mere. For normale børn altså. Hjemme hos os var vi ikke normale. Vi pressede vores far som en gammel citron, til han hverken kunne eller ville mere. Jeg - har - ikke - mere - at- sige sagde han en måned før det var slut. Så skrid dog. Men vi blev siddende alle fire. Han måtte ikke slippe os. Vi sad i den halvmørke stue. Den ene holdt hans hånd, den anden bed i hans øre, den 3 havde fastgjort sig til hans fod med et tov. Den fjerde, den store, mente han modtog beskeder trådløst. Han siger jeg skal overtage når han er væk. Så skal jeg være overhovedet i vores familie. Imens lå min far som et hologram på morfin, godt udstrakt, på vej ned af elefantstien. Du blir her far! No more stikken af. Men jeg skal gaa med ele-faaan-terne. Nej du skal sgu ikke. Du skal blive her!!!!! Så hentede jeg hospitalets bredbagede sygeplejersker som vi monterede på hans ansigt. Det gav ham 16 timer ekstra. Men det gjorde ikke mor glad.

2009-10-19T11:46:00.002+02:00

Vi havde arvet det meste fra tyskland. Dvs det var krigsgods. Skæbnesvangert møblement. Lige efter 1. verdenskrig var økonomien gået amok i stort set hele europa. Men i Tyskland havde de hyper-inflation. Om vi børn vidste hvad det var? Det var når pengene fra den ene dag til den næste blev værdiløse. Tilsidst var der ikke andet at sælge end smykker og møbler. Min farfar havde hentet det selv. Der havde stået en hel familie på trappestenen nede i Lubeck. Min farfar havde betalt godt, men ikke godt nok. efterhånden som han bar ud til den ventende hestekærre, blev der færre og færre mandfolk til at bære. Familien havde skudt sig en efter en. Det er blodmøbler sagde min far når han var ond. Møbler båret af mennesker der har skudt sig. Der er ikke mange billeder fra dengang de stod hos mine forældre. Min far fik os overbevidst om at det ikke var godt at filme krigsgods. Om vi vidste hvordan man ved om noget er krigsgods? Der er skuffer der binder. Hvorfor? fordi nogen holder i dem inde fra.

Min fars jazzband

2009-10-19T11:14:00.003+02:00

Min far havde et jazzband, eller jazzband er så meget sagt, de poserede, og fik damer af den vej. Min far havde en saxofon han hængte over ryggen når han gik i byen. Hov sagde han når han blev afkrævet en sang - der er sgu nogen der har smadret min "darling", de dumme svin! På den måde fik han som regel både dame og medlidenhed. Jeg har selv overvejet den metode da jeg var ung. Prøvede engang med sådan en grøn og hvid melodika ude fra skuret. Men jeg var ikke god nok til at lyve. Det blev mest til at jeg slæbte på benet når jeg gik hjem fra skolegade gennem trøjborg, ud til skoven og hjem af den vej der var blevet lukket for traffik. Det var venstre ben den var galt med. hver gang der kom en bil, det var sjældent klooken 5 om morgenen, så jeg på engang såret og tapper ud mod bilens lyskegler. Hvis jeg var meget fuld var der gerne børnelammelse oveni. Det var et helvede at komme hjem, Jeg fik aldrig bid. Men jeg var osse sammebidt af krigsskaden. Jeg havde min storebrors hvide leweis med gylp på. De flækkede altid i røven, så min mor måtte sy dem. Min far kunne kunsten at falde ind naturligt, jeg har altid overgjort det.

Alle hans børnebørn

2009-10-16T15:55:00.006+02:00

Min far nåede ikke at møde min yngste datter. Hun tilhørte den tusindtallige skare af skrigere, som han klukkende kaldte dem før han låste døren ind til stuen. Tænk hvad vi har fostret af lemmer og ben Gerd råbte han nogen gange gennem væggen ud til køkkenet hvor min mor for rundt om sig selv, for at rose på svensk: "nææhmen hvar sjusigt!" og samle børnebørnstegninger ind. Jeg beklager sagde han andre gange, altid gennem væggen. Det er lørdag, jeg ætser for meget idag.

Når synet svigter

2009-10-16T15:38:00.004+02:00

Det var ikke let at blive gammel for min far. Det værste var synet det var umuligt at se nuancer og ting der var små. Følelsesmæssigt blev han jo trænet hver dag, fordi han var den han var og altid vidste hvor han skulle stikke for at få hul på et menneske, men fysisk det at kunne læse hvad der stod i bøger, det at kunne finde en avisartikel, det at kunne se den sommer eller den vinter der gik forbi, ikke det store hele, det fornemmede han jo nok, men de små ting, den af sne nedbøjede gren, den vrede hveps, den grønne græshoppe. Derfor blev den en vane for os børn at når vi kom hjem så skulle vi have en kunstig oppustet genstand med hjem som min far kunne se og derpå glæde sig over at det atter gik fremad med synet. Engang havde jeg en mariehøne med hjem, den sad på et stort stort blad. Jeg satte den disket på stuebordet og sagde, har du set far der sidder der en mariehøne. Det gør der sandelig osse råbte han. Du milde moses jeg ser den klart!

På den måde blev han langsomt bygget op igen troede vi. Indtil vi engang kom hjem til et bål i haven. Op i flammer blussede alle vores surt sammenfundne store ting. Jeg vil jo så gerne overbevises børn, men jeres mor blir desværre sindssyg når hun finder en bog på størrelse med Schenkos hundekurv nedstyrtet på mit natbord med piller. Proportioner børn. Altid proportioner.

Hvad marmelade hylden gemte

2009-10-16T15:21:00.008+02:00

Min mor blev stiktosset da hun fandt de her glas istedet for sin ribsgelé inde i køkkenskabet. Min far havde lovet at passe på dem for en ven. Det er jo ikke mennesker Gerd, undskyldte min far som havde tømmermænd, og muligvis ikke kunne huske hvor de kom fra. Det er bare nogen tidlige skabninger mumlede han, opstået af mudderet, for længe længe siden. Men min mor jamrede og klagede sig. Nu måtte hun ikke bare vaske "skåpet rent." Men smide hele høsten af marmelade ud, og sørge for at afluse hele børneflokken for at den ikke skulle blive smittet af det der var inden i glassene. Min far rystede på hovedet, og gik ud og brækkede sig. Imens stod glassene på bordet ude i køkkenet. Jeg skal nok finde ud af hvem de tilhører Gerd råbte han mellem brækrunderne. De - tilhører - jo - nok - et - venligt - væsen. jeg skal nok. Om han dog ikke nok ville smide dem ud. Men det kunne min far ikke overskue, dels var han for dårlig, og dels kunne der jo være tale om selveste the missing link. I hvert fald så de muntre ud, ham i det bagerste glas i hvert fald.

Grand formalina

2009-10-16T14:59:00.003+02:00

Lidt senere da vi gik videre kom vi imidlertid til en anden montre hvor der sad en ældre dame. Først var min far nærmest ligeglad men så fik han øje på det smukke æbletræ som blomstrede forårsagtigt og så blev han pludselig stærkt melankolsk, tårerne formeligt stod ham ud af øjnene. Åh mennesker denne tid. Denne voldsomme tid, og så disse stillestående skilderier. Hvem lever med samme ro idag? Hvem de herrer museums spekulanter!? bort set altså fra mig. Og så vaklede han hen til mamutten inde i det tilstødende rum og tørrende sine kinder mod isen. Hun lignede eva mumlede han om aftenen. Hvem? damen på bænken i buret. Hun lignede en jeg kendte da jeg gik på kornetskolen, sagde han. Jeg ville ha hende. Min krop var glødende. Hun havde smilet én gang men det var alt nok. Jeg gjorde alt for at få fat i eva, men lige meget hjalp det. Hun var datter af en departementschef og jeg var bare en kornet. Jeg fik aldrig Eva. Nej men så fik du mor far. Ja og hun var smuk, hun var den smukkeste svenske pige på den tid det kan jeg godt sige dig. Men så går tiden og det er det mærkelige ved tiden, at den tager vores ansigter og sliber dem som sten, nej ikke som sten, nej - som gæret dej, for at vi kan fremstå mest grotesk på den sidste dag, nu ligner din mor og Eva begge to damen på bænken. Mens Kidi står i sit bur og agerer midaldrende fiskehandler. Det er sgu trist Jens. det er. Jeg ligner osse dej. Nej du gør da ej far. Jo jeg gør - bemærk mine ører. Slappe som hængekøjer er de. Tjener mere grand formalina. Det er bourgogne far. Idiot barn - kan du ikke tænke.

fiskehandleren på naturhistorisk museum

2009-10-16T14:44:00.003+02:00

Engang da vi var på naturhistorisk museum fik min far et raserianfald af den anden verden. Inde i en montre af en fiskehandler stod hans ven Kidi, som han ikke havde set i over 30 år siden han blev uvenner med ham. Det var i 1996 kort efter jeg var flyttet til København fra Odense. Og nu stod han foran den montre og galpede op til den meget dukkeagtigt udseende "gamle ven." Men det hjalp ikke at jeg prøvede at tale min far til fornuft. Hvad det lignede at forsvinde ud af et menneskes liv for så 30 år senere at fremstå som en kraftidiotisk fiskehandler på et i øvrigt nydeligt og sobert museeum. Og hvad det lignede at fremstille mennesker som fiskehandlere. Der er ingen finskehandlere der ser så koppearrede og usoignerede ud. Manden ser jo ud som om han har brækket halsen råbte min far og trommede på plexiglasruden. Kom ud kidi! råbte han. Kom så ud! Til sidst fik jeg ham med ned i kantinen.

Det hemmelige brætspil

2009-10-11T23:45:00.001+02:00

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig.
Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

(fra rumkugler.blogspot.com)

Dukkebarnet

2009-09-14T14:43:00.004+02:00

Dukkebarnet, sådan hed en pige der senere blev formand for den lokale afdeling af Jehovas vidner, men som i et par år flettede fingre med min far. Det var da de var 6-7 år. Og der var tale om et stormfuldt forhold, som indbefattede flere ringe der blev smidt på gulvet, og teatralske scener, hvor strømper og sko blev smidt i åen fra broen til byen. Dukkebarnet var byens kønneske pige. Men pludselig i 3 klasse voksede hun ikke mere. Til gengæld groede hendes hjerne usædvanligt kraftigt. Så meget at hendes kranium efterhånden forekom enormt. Min far som jo havde holdt meget af hende, blev gradvis mere og mere rædselslagen for hende, men han turde ikke sige hende farvel, for mentalt, forekom hun ham ikke bare udvokset men moden, ja over et par måneder, ligefrem gammel. Hun begyndte at tale i datid, om ting der ikke var hændt, og i den sidste tid, så hun på min far som om han var ufødt, et barnebarn, hun aldrig ville nå at lære at kende fordi der var år tilforskel mellem dem. Min far så hende sidste gang i 5 klasse, hvor han kom på Herluftsholm kostskole på dispensation, da var hun så gammel at han havde svært ved at forstå hvad hun sagde, så gammeldags og antikveret forekom hendes sprog ham, da hun gik sin vej var det som at se en dukke vralte bort i porcelain, med en helt enorm, men ganske ubrugelig viden.

2009-09-14T14:31:00.003+02:00

Min far og hans venner brugte årevis på at ligge på langs og læse bøger. Det er noget man skal sagde han. Først skal du vokse. Så skal du læse. Men ikke uden at slappe af. Ikke uden at slænge dig. Det er vigtigt. Ofte skyndte de sig at smide sig på sofaen med en smøg og en bog, når der var damebesøg på vej. Nej ligger du og læser? Nårh ja, sådan er det. det er i øvrigt en pragtfuld bog, Eros i storm, har du læst den? Jeg prøvede det samme da jeg var ung, men kun engang, for bogen jeg havde fat i var den gravide mand, en 70er bog, om at være sød ved gravide kvinder. Læser du meget om sådan noget? spurgte hun. Ja sagde jeg. Altså i perioder. Måske er tiderne nogen andre end dengang hvor min far og hans venner lå og læste. Måske har jeg misforstået noget. Måske egner jeg mig bare ikke til at læse mig ind på kvinder. Hvor om alting er. Undgå den gravide mand. Det handler om at have forberedt det godt.

Prins Ingolf

2009-09-14T14:17:00.003+02:00

Min far har kørt sæbekasseløb mod Grev Ingolf. Han kørte side om side med den mærkelige dreng, da de var jævnaldrende, senere voksede min far fra greven, fordi greven, stadigvæk ifølge min far brugte alle sine kræfter på at udvikle sine tænder. Min fars bil blev skubbet af hans storebror og hans ven der døde fordi han faldt ned af en trappe, Grev ingolf blev skubbet af 3 kongelige dværge. Min far var lige ved at vinde påstod han. Men så trak dværgene fra. Og så vandt grev ingolf, i sin seje vogn. Der stod Adler på siden, og et tal. På min fars sæbekassebil stod der ikke noget.

Ordner til hverdag og til fest.

2009-09-14T14:02:00.006+02:00

Det med Ordner har altid ligget til min familie. Desværre er der ikke mange i min slægt der har gjort sig fortjent til dem. Derfor har det fra gammel tid været kotyme at opfinde dem selv og så mere eller mindre lirke dem ind på brystet. Min far fik fremstillet nogle særlige til sit bryllup, og jeg har fra barnsben osse haft ordner på mit tøj. Vi fik dem for mange ting, når vi ryddede op på vores værelser, var det dem af gul marcipan. Til min konfirmation var det en af messing. Til barnet der blev menneske, stod der bagpå. Skulle jeg blive tilbudt elefant ordenen en dag, vil jeg derfor heller ikke takke nej. Jeg er ikke republikaner. Jeg er monarkistisk ligesom min far, og ligessom ham vild med ordner. Min far fik smeltet sin dåbsske om til en slags mønt til dagen. Præsten kiggede længe på den huskede han, før han langt om længe gik i gang med ritualet. Ordner er i sig selv noget særligt. Men de bedste ordner er alligevel dem som andre hænger på dig.

Bums for vorherre

2009-09-14T13:44:00.002+02:00

Havde min far ikke fundet min mor havde han nok levet som bums. Hans intelligens kunne ingen tage fra ham, men ligesom næser går i arv, gør vagabonden det osse. Han ville nok ikke have levet på gaden, men at dømme af de mange breve jeg har fundet fra hans ungdom, var han flere gange tæt på at gå i hundene, i hvert fald mentalt. Det var nok følsomheden der reddede ham, det og så hans evne til at snøre svenske piger til at synes han var Gud. Nogen gange når vi sad om natten, fandt han sin gamle "spritterfrakke" frem. Så morede vi os med at gå gennem den tågede forstad, et stk gammel bums og et stk. kommende. grænseløsheden, det er den du skal kende. Der var en sær forventning i os begge, om at turen før eller siden ville føre væk fra vores vej, og ud på landet.

2009-09-14T13:26:00.002+02:00

Min farmor var en flot kvinde sagde min far. Jeg ved ikke om du er klar over det Jens, men kærligheden springer altid en generation over, du vil derfor finde en kvinde der i et bestemt lys kan minde om din farmor. Hun havde ganske vist en uheldig hatte-smag. Men bortset fra det var hun en nydelig kvinde. Men jeg vil ha en mild kvinde ligesom mor, indvendte jeg. Mærk dig mine ord min dreng, du vil finde en kvinde som har kant, og trang til mere eller mindre uheldige hatte. Hun vil stå utydelig for dig først, akkurat som din farmor stod for mig.

2009-09-14T13:19:00.002+02:00

En af de ting der aldrig finder sin plads i et nyt hjem er de bøger der tilhørte ens forældre. Hver gang jeg rydder op finder jeg nye kasser som stod hos min far og min mor. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil ha dem op og stå i en reol, det er mere det at de fylder mere end mine egne bøger, de står ligesom 2 steder, hjemme hos min far i stuen, og så her hos mig i Korsør. Jeg siger til mig selv at jeg vil læse dem, men jeg læser dem ikke, for det er svært at læse en bog, når den er fuld af deres øjne.

Mister Mox og hans kamping-vogne

2009-09-14T13:00:00.003+02:00

MIn far var overbevist om at himlen ind i mellem sendte agenter ned på jorden. Han talte ligefrem om en særlig "ironisk" engel ved navn: Mærkelige mister Mox, der morede sig med at plante sine "kamping-vogne" på vores kirkegårde. Navnene han valgte var som regel allegoriske og tvetydige, i håb om at der hernede var mennesker der gennemskuede ham, og et af disse mennesker var - naturligvis min far. Hende der sagde min far en dag vi havde forvildet os op på den lokale, er en typpisk mister Mox, korsfæstet, død, og begravet, og på 12 året, genopstået mellem hr. og fru jespersens mindesten. Der er sikkert osse lys dernede. Jo det er en rigtig kampingvogn. Så flyver hun nok ind over vores senge ved nat for at få os til at længes, denne Rigmor Kød.

2009-09-14T12:47:00.002+02:00

Inde i alkoven over mig og min storebrors køjesenge var der en lille skunk, der stod resterne af det romerske rige. Det var en kollosal statue af marmor som var kommet til Danmark under mystiske omstændigheder i tiden omkring 30 års krigen. Vores tip tip tip oldefar havde kappet hovedet af en Wendisk landsknægt og der var tale om krigs-gods. Vi fik ikke lov at kigge ind til den gamle dame særlig tit, dertil var konsekvenserne for romerriget for store. Tænk hvis det gik op for damen at hun ikke længere befandt sig i Rom men i et tresserhus alkove. Min far sagde at romerriget lige så meget var en ide, og ideer havde det med at sive. Han ønskede derfor ikke at vi fik for meget kontakt civilisationerne i mellem. Vi skulle nødig ha en ny nero i den blendstrup-malmstrømske slægt. Min far lod mig derfor kun tage et billede med min kodakklik.

2009-09-14T12:35:00.002+02:00

En af de kvinder min far havde set som barn i Kino biografen - hed Clara Bow. Det var en stumfilmsstjerne der ikke overlevede springet over til tonefilmen. Min far har ikke været mere end 5-6 år, da Clara Bow kom ind i hans liv. Han øvede sig derhjemme foran spejlet på den stumme flirt. Han kunne så i halve timer og række armene ud og lade dem tegne et slot, en tråd og et rige. Sådan ville han gøre hvis han mødte Clara Bow. Han havde osse et tegn for ishus, det var en stor firkant med en vaffel. Vaflen kunne godt ligne en måge, det måtte han på en eller anden måde have afklaret med Clara Bow. Men de havde jo masser af tid når først de havde udvekslet de første høfligheder. De skulle bo i Præstø. Og fordi hun var fra stumfilmen vidste min far godt de ikke kunne gå ture på alt for knudrede stier. Det skulle gå ligeud, for det gik hurtigt.

kejserskægmarinen og darwin

2009-09-14T11:34:00.004+02:00

Engang jeg jokede med Darwin og hans evindelige missing link, (vi havde fået lavet badeværelse, men havde ikke fået vasken med)- blev min far ude af sig selv af raseri. Min herre! det et muligt du finder din pupertære sproglige forbistring med "the missing sink" - umådelig morsom, men en ting er emalje at forstå, noget andet evolutionen at fatte. Om jeg ikke kunne se at Darwin havde fat i selve kernen af vores existens. Og så fortalte han mig om en abe som han havde ejet da han arbejdede i flyvevåbnet og udførte g-test på kommende piloter. Det var en såkaldt kejser skægmarin, som var i stand til at snige sig ind i min fars forestillingsverden, så hans normale søvn blev afbrudt af billeder kun af den. Ifølge min far nedstammede vi mennesker ikke fra krogmanjon manden, men fra Kejser skæg marinen. Dens sørgmodige og kloge øjne vidner om en stor sorg over en elsket den ikke kunne få. Lige sådan føler mennesket når det oplever tabet af en elsket. Min far var på tidspunktet for Kejsermarinen forelsket i en datter af en baron og fordi han hver aften delte værelse med aben, aflurede han osse dens blik, så han dagen efter i virkeligheden var en slags kejserskægmarin ´når han var i selskab med sin "flamme." Meget kunne være sagt men en kejserskæg marin foretrækker at pille bark af grene. Det lykkedes aldrig min far at lære aben at kommunikere og tale. Men måden den nægtede det på var sigende for en evolutionært højstående hjerne. Den kravlede ind i klædeskabet og nægtede at kigge ud. Således sagde min far, tilkendegav den at den udemærket vidste at der var gået millioner af år siden mennesket og den var lige. Min far havde faktisk malet et billede af den lille abe, men det var gået tabt, i hans kunsteriske deroute, efterhånden som han indså at hans evner for maleri ikke gik fremad, men evolutionært - tilbage.

farmors spisestue

2009-08-21T11:28:00.004+02:00

Det var en katastrofe for vores familie da min farfar døde. Det var ham der afholdt fra at synke ned i fest og rus konstant. Hvert år ved jul genindførte han borgerligheden på Blåmunkevej. Så gik min far og ham til slagteren efter salt-tunge, og russisk salat. Og vi andre fik besked på at gå omkring i nystrøgne hvide skjorter. Jeg var hurtigt til at rode i farfars arvegods. Men min far blev mere og mere sur og tvær og talte om at "tingene skulle ha lov at bundfælde sig og hvile." For at gøre min far glad forsøgte jeg at lave et farfar rum ude i den ombyggede garage. En af mine klassekammarater havde adgang til en dukke som vi gjorde gammeldags. Jeg havde tænkt mig at overraske ham. Men en morgen fandt jeg ham bleg på en stol omme i haven. Hvad er der far? Min mor går igen. hun bygger spisestue i mit redskabsskur. Det er bare mig og Klunke forsøgte jeg. Vi må rive det ned det ved du godt ikke Jens afbrød han mig. Når min mor først begynder at indrette sig, sender min far mig på kostskole, for at få fred, og det er jeg blevet for gammel til, sukkede min far. Jeg har ikke længere karakteren til at slå til. Min krop er for træt til fisefornemhed.

solnedgangen i 55´

2009-08-21T11:22:00.003+02:00

Min far var ikke meget for solnedgange. Han havde set sin. Det var i 1955. Han var lige kommet ud af kornetskolen. Det var i august. Han var forelsket. En nat gad vi ikke høre mere på ham, men pressede hans hoved ned i en spand med fremkaldervæske. Nu vil vi fandme se den solnedgang der åbenbart har gjort dig immun for nye far. Allright mumlede han og tænkte intenst, så der kom noget på pairet. Den så sådan her ud.

hestevognsvinduer

2009-08-21T10:40:00.004+02:00

Og nu vi er ved det. Dengang var det ikke så længe siden vi havde boet på landet og ernæret os som daglejere og kodrivere og bedemænd. Og jeg tror det var derfor der var en tendens til møllehjul og vognhjul og høst redskaber på murene. Måske havde man svært ved at stå ved at man havde bygget for moderne. De værste var dem der byggede ren alpeidyl, for de havde fjernet sig så meget at de havde glemt hvordan deres forfædre gårdmændene havde boet. Dem havde vi kun foragt til overs for. Biedermeier-tyrol skrev min far med okseblod en nat han gjorde hærværk. Men vi var ikke bedre. Lofterne skulle sænkes for enhver pris. Ting der var hvide skulle bejses og almuemørknes. Folk´s øjne var som regel sænkede, for ikke at afsløre det hvide derinde. Teen skulle trække til den blev mose-mægtig. Ølflaskerne var brunere. Det var altid den buttede faxe der var med på billederne. Og så al den bast. Jeg kan huske der var en fyr der flettede sine vinglas. Der var altid så stille når han var på besøg, fordi de skålede så forpulet dæmpet. Når jeg hører ord som arbejdsløshed, dyrtidspension, og rottefænger, så tænker jeg på det mørke, og på krydsfiner. Den nye pejsestue skulle have haft små bitte ruder, men det endte med et kompromis. Pejsestuen fik de brede ruder, til gengæld fik Niels og mig en slags hestevogns parti inde i alkoven. Måske er det derfor jeg har haft det så svært med store lyse rum.

2009-08-21T10:32:00.001+02:00

Der var mange heste i min barndom. De var ganske vist aldrig synlige, men vi havde en fornemmelse om at de var på trapperne hele tiden. Der var bare ikke plads. Haverne var ikke udlagt til heste. Husene var ikke hestesikre. Min far vrinskede ofte. Erindringen om seletøj lå dybt i os. Når jeg stod op ved daggry så jeg ofte grandvoksne mænd stå forvirrede på deres matrikler. De havde kaldt Hestene hen, i småsøvne. Nogen gange tolkede vi tordenvejret forkert. Det lyder som heste hviskede vi. Heste der dundrer over den hårde jord på marker. De slås hviskede vi. Den store hvide sparker den lille grå. Det er hannibal, den 5 årige, mod gamle Alladin. Men så kom regnen. Og så var det vistnok bare torden. Men hestene var der. Og der var marker. Husene lå spredt. De lå inden i det nye kvarter´s kvadrater. Hvorfor tror du indkøbsvognen nede i brugsen trækker skævt? Fordi den kører af heste-stien mellem varerne.

2009-05-21T20:15:00.003+02:00

Og så var der aben. Her er den længe efter. Min fars forhold til aben kan bedst beskrives som køligt. Få den ud af min stue - jeg får kvalme af dens mildhed og dens pels. Mig og min storebror morede os med at placere den nær den gamle når han vågnede og var lille. Så hang aben f.eks på hans sengegærde. Eller på gyngestativet. Jeg ved stadig ikke hvad det var, men den gjorde han rædselsslagen. For os var det bare en lille sød brun abe, men for min far...nogen gange lod vi den osse holde fjernbetjeningen til fjernsynet, og når han så rakte ud efter den mærkede han pels istedet for B og O, ansigtet han satte op. Som om han mærkede verdens ende. Mennesker! Mennesker hvad har jeg gjort for at fortjene dette? hvorfor har i atter placeret denne abe? Det var bare for sjov far. Og den ser da festlig ud med balloner.

et velmenende råd om stationer

2009-05-21T17:40:00.003+02:00

Kære konfirmant. Ligegyldig hvor fuld du er skal du aldrig stå af på Viby Sjælland. Den station har taget mine bedste år. Den har ædt mine bedste hatte. Vigtige papirer og tasker har jeg mistet der. Og tågen klokken 5. Tågen så fuld af billeder man tror er noget. Jeg har længtes mod ølkatastofer og pludselig mjød i daggryet på Viby Sjælland. Åh jeg har drømt mens jeg har stået der og frosset. Så kære konfirmant. Lev dit liv. Få dine dun. Elsk din næste. Men hold dig fra Viby sjælland station.

Min søn du må aldrig råbe og skændes i en bedemandsforretning

2009-05-20T21:45:00.002+02:00

Når du ser på sølvpokaler skal du tage de hvide bomuldshandsker på.
Når du er på stranden må du nøjes med denne bøllehat, vi har saftsusemig ikke råd til store cowboyhatte. Du skal vist have fiskefiletter næste gang vi stopper.

Min Far og min Mor

2009-05-20T14:24:00.005+02:00

Da jeg var lille var jeg sikker på at mine forældre var ufejlbarlige - en usikker fornemmelse jeg delte med alle andre børn. Det var ikke til at putte ind i sit lille hovede at de en dag ville blive psykotiske af druk og brække sig over det hele, men det gjorde de selvfølgelig en dag, overbebyrdede med ansvar og drømme i alle mulige retninger som de var. Jeg husker særlig en Lars von Trier-film der udspillede sig i vores hus. (Lars var selvfølgelig selv barn dengang og var igang med sit barneliv nogle tusinde meter fra os, ifærd med at hænge i tagrenden og lave eksperimenter med sin mors otte millimeter kamera.) Mor og Far, som indtil den dag havde været totale totempæle af ansvarlighed, gik til et drikkeparty hos en anden familie på vejen. Min søster og jeg blev dengang passet af en 'ung pige i huset', noget man stadig havde i min barndom. Hun forsvandt den dag, eller også kom mine stive og psykotiske forældre hjem og forfærdede hende hende så voldsomt at hun flygtede.
Det var i hvert fald det rene Strindberg og de små udspekulerede lyshårede børn havde aldrig set noget lignende. Jeg tror at jeg selv prøver at leve op til den scene når jeg giver slip og falder ned i druk, men jeg ved det selvfølgelig ikke og bruger nok resten af livet på at opklare det ene hukommelsestab efter det andet.

Man kunne enten være sverige eller Danmark

2009-05-20T12:17:00.004+02:00

Engang købte min far et fodboldspil. Man kunne enten være sverige eller Danmark, nogen gange kunne man blande dem, så var man skitsofren, sagde min far, som holdt meget af at spille med blandede spillere. Eller splittede kaldte han det vist. De skitsofrene fører 2-1 råbte han! Mål på den tumpede maniodepressive Håkon Jarl fra Skååwne!

Min far var god til det fodboldspil. Nogen gange afholdt vi turneringer, men efterhånden blev spillet slidt, der kom øl på det, og målene blev væk og blev skiftet ud med tændstikæsker, de kunne lige være i hullerne. Vi havde mange fantastiske kampe med det spil. Nogen gange kørte der en rigtig kamp på fjernsynet samtidig, men det distraherede den gamle. Han tabte. Det kunne han ikke li. Tilsidst endte det ude i skuret ligesom det gamle fjernsyn. Underligt som farverne falmer, på ting man ikke rører ved så tit. Man kan næsten ikke se hvad der er Danmark og hvad der er sverige.

For hunde og for gamle mænd

2009-05-20T12:08:00.003+02:00

min mor samlede på dukkehuse, det var det eneste sted hun fik lov at ha det som hun ville. Hun holdt særligt meget af sin stue her. I den sad vi allesammen. Mor og barn og far med sin flaske og så et stort rødt fjernsyn. Hun fik altid udstyr til jul. Noget af det var fine gamle ting fra før plastikkens tid, men hun lavede aldrig stuen om. Den så sådan her ud. Når børnebørnene var forbi og hærgede satte hun tålmodigt det hele på plads igen. Der var den store stue, som var min fars, og så var der dukkehus-stuen som var min mors. Det stod inde ved hendes store væv, oppe på farfars lille sekretær, godt gemt af vejen. For hunde og for gamle mænd.

Pensionist tid

2009-05-20T11:59:00.003+02:00

Schenko min fars første hund, var hans timeglas da han blev pensioneret som 53 årig. Den almindelige tid blev hurtigt ophævet, den kan man ikke respektere når man er udenfor arbejdsmarkedet. Men hunden, når den kom ind og stillede sig i døren med sit dryppende skæg og sine kloge øjne, så forstod min far at klokken var mange. Tiden er ulden sagde han engang og hentydede til sin hund. Så måtte han enten gå i seng eller ud og lave noget biksemad, eller se at komme af sted på sin nattevandring. Kommer du der gode hund? Er timen faldet i slag? Årh gud, jeg sad vist lige og blundede. De var uadskillelige de to. Men det er tiden jo osse fra os andre. Da schenko døde, mistede min far på nogen måder sin orientering. Han fik godtnok hurtigt en ny hund, oven i købet den samme race, men den ville ikke være vækkeur. Den var uopdragen.

Det dybdepsykologiske radio med fjernsyn monstrum

2009-05-20T11:49:00.005+02:00

Min far havde en dybdepsykologisk radio der kunne sende meget komplekse udsendelser, som ikke var annonceret. De skulle som bekendt trommes frem på armlænet først, før radioen så umærkeligt skiftede emne og kompleksitet. På et tidspunkt skiftede han radioen ud med en mere moderne. Det fortrød han hurtigt. For den nye radio kunne ikke spille nær så mange "dybdepsykologiske musiknumre" som den gamle. Den havde osse et fjernsyn, som når man tændte det, lavede hvid skærm, som min far syntes var i dialog med radioen på en usædvanlig rytmisk måde. Han plejede at skrue helt ned for fjernsynet, på den måde var radioens ikke vare dybdepsykologisk den var osse i stereo med fjernsyns-rorshack prøvebillede. I mange år stod den ude i skuret hvor mig og mine brødre boede lige før vi flyttede hjemmefra. Han kunne nok ikke nænne at smide den ud. Der var min mor mere kontant, hun indkapslede den bare mere og mere i ragelse, indtil den blev usynlig og kunne smides på lossepladsen.

Vinteren 46

2009-05-20T11:38:00.003+02:00

En vinter var særlig hård. Og det var ikke den i 43, det var året efter krigen, hvor det var så koldt at ikke engang brændeovnen kunne følge med. Måske var det derfor min far anskaffede sig den pejs i pejsestuen. Det var i hvert fald ikke til ild jeg har kun set den tændt ganske få gange. Men min far sad tit med fødderne oppe og kiggede ind i den, som om det åbne ildsted i sig selv kunne holde kulden væk. Nu var det osse en slem oplevelse for ham, den vinter i 46. Han påstod ganske ofte at han mistede en meget sød rødhåret tøs på den konto, der gik fra ham for at finde nogen der var mere fyrrig og vild, og med flere penge på lommen til kul og koks, end min far. Jeg ved ikke om det er sandt. Men han påstod selv det var det år, og den vinter, han selvantændte, og skiftede stil fra pæn dreng til noget mere flamborjant. Det kan osse forklare hvorfor han gemte så mange ting fra 46. Bla den der dunk med DDT, til at forgifte vejret, og bringe anemonerne i spil.

den hemmelige engelske sender

2009-05-20T10:22:00.004+02:00

Min far gemte på flere af sin mors gamle billedblade. I et af dem var der et bord med fisk som der er en præst der velsigner, min far holdt meget af det billede. Det beviser at ikke alle billeder er til at stole på. Under krigen sagde han. Gemte de på Herluftsholm netop senderen til England under et bjerg af skaldyr, engang om ugen måtte eleverne ud og fange nye dyr, på samme måde står præsten på billedet ikke og velsigner noget måltid, nej han velsigner samarbejdet, det hemmelige samarbejde mod besættelsesmagten. Dengang havde man fantasi. Når jeg engang imellem forsøgte at få ham til at snakke om det når han var ædru, råbte han vrøvl og sludder, der var sgu ikke nogen sender under nogen fisk på Herlufsholm, den stod i Herlufts trolles sarkofag.

Engang blev næsten hele huset revet ned

2009-05-20T10:08:00.004+02:00

Engang blev næsten hele huset revet ned i forsøget på at finde guld. Min far var blevet ophidset af sin genbo, Mikkelsen der havde en gammel tegning med et kryds på over kvarteret. Mikkelsen holdt på at guldet var støbt ind i en væg ovre ved ham, men min far læste kortet anderledes, fandtes der guld var det ovre hos ham. Han havde i forvejen fundet flere tegn på at manden der havde boet der før var sjælelig utilbens. Hamrer man søm i sit hus fordi det regner er man gal, og gør med det mod tordenvejr er man for alvor syg i roen. Så derfor bestilte min far en håndværker til at hamre huset op, for som han sagde, finder vi guldet er al reparation jo rigelig betalt. Desværre fandt de ingenting. Det tog 3 år og mange omgange til Anders Holst, at få huset til at fremstå bare nogenlunde igen. Håndværkeren, det var vist nok en lærling, var den eneste der var glad, han gik rundt med et saligt smil på læben, mens min mor lå i sin seng under 40 jerndyner, og jamrede.

køkkengrejspatienten

2009-05-20T09:54:00.005+02:00

En af min fars patienter kunne ikke lade vores køkkengrej være. Det var det der gjorde ham interessant for min far, men samtidig pisse irriterende for min mor. Hun så rødt når han kom, så tager han mina snykka grydor och anvender dom som hat, snalla uffe, låt honom inta komme ind i sjøket, lovar du det? Men selvfølgelig kom han ud i køkkenet, og selvfølgelig lykkedes det ham før eller siden at klemme sig ind i en eller anden skål eller kartoffelskræller. Ofte førte de netop gode samtaler efter han havde fået sit udstyr på. For min far var det hjertestyrkende med et menneske der tillod sig at se ud som noget maskinelt. Som ikke var bange for at anvende stål og saftpresse til at blive sammenhængende. Det var rent ud sagt nogen fantastiske stunder de derpå havde. Men for os andre var det mindre skægt når de sad der i havesofaen og gyngede frem og tilbage. Min far og hans køkkengrejs-patient.

Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken

2009-05-20T09:08:00.004+02:00

Nu vi er ved døden min dreng. Ja far? Er du sikker på ham André fra Egå ikke er et spøgelse? Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken.
Men han er nu noget bleg af en 14 årig at være. Han er heller ikke til at lokke nogen svar ud af når jeg spørger ham om hvad i går og laver. Sådan er André. Han snakker faktisk en hel del når vi er i ungdomsskole. Og så har han bumser på halsen. Bumser på halsen? Ja pubertetsbumser. Ikke pest-bumser far.
Godt så. Det var osse bare for at gøre dig opmærksom på denne Andrés mulige kontakt med det hinsides. Jeg blir f.eks vedblivende forstyrret af din farmor Helga. Hun kommer hver nat og banker på stuebirken fordi hun har glemt noget. Kommer du nu der igen? Kan du ikke se jeg har travlt med Trille. Hvad mangler du mor? Mine strømper og en pæn kjole siger hun. Jeg har efterhånden givet hende alle Gerd Lillians, men det er ikke nok, så i nat gav jeg hende din sherif-vest af plastik. Blev hun glad så? Ja det var tilsyneladende lige den hun havde tænkt på. Hendes smalle skuldre syntes at slappe af, men hvad ved jeg om gespenster. Min mor var i forvejen ikke noget menneske man kom tæt på. Men blir du aldrig bange når hun banker på? Nej det er vel lidt ligesom hjemismanden, når man ved han kommer.

Himlens ISS

2009-05-20T08:27:00.005+02:00

Min far døde flere gange i sit liv. Som 60 årig traf jeg ham i køkkenet hvor han sad og drak the med citron og sukker. Han var død under mystiske omstændigheder natten inden. Jeg døde i nat igen Jens. Dør du ikke meget ofte far? Jo men det er jo osse det der er humlen, det er livets måde at prøve faldskærmen af på, om den kan holde til den sidste nedstigning, når den kommer. Skrev du så et testamente til? Ja naturligvis. Rør ikke din farfars budha foreløbig, det var den der faldt ned som sædvanlig. Man kunne dreje dens hoved og se sine knogler indeni den. Jeg lå på en slags pram og blev fragtet til mols sammen med Bandagisten i nummer 34. Han havde alle sine kunstige lemmer med sig, mens jeg nøjedes med en lille æske med gajoler. Min ånde var skrækkelig dyb, det svimlede for mig når jeg trak vejret. Kan man det? trække vejret når man er død? er det nødvendigt? Ja for det var jo kun den lille død. Hvor man kigger rundt, for at lære området at kende, og hilser på de guder der er droppet, men som sidder og tigger alligevel. Åh elsk mine love, tag mine ord, se min storhed, og jeg skal dø for jer, og tage jeres skyld. Døde guder, romerske, græske, franske, nogen gange er de næsten karikaturer på hinanden, de siger ingenting, men gør det på en inderlig måde, så man uværgerligt får brækfornemmelse. Samtidig giver man dem jo alt. Penge, privatliv, kærlighed til den man ikke fik, fordi man ikke turde, det er klart, det er for at vænne os til støv, og det imateriele. Men det er en virkelig sølle existens de fører, de afsatte guder. Jeg klagede da osse min nød. Kunne de da ikke i det mindste lancere en brændende klode, noget svensk skærgårdsidyl, noget farverigt på rejsen? Gjorde de så det? Nej da, ingen taler med den døde, det er jo det der er humlen, angsten for intet skal være ren. Døde mennesker tåler ingen svar, for hvad skal de gruble med når de er væk. Dennegang sked jeg dog på tornebusken. Jeg satte mig ned på hug ved det mægtige syn, og tømte mine tarme, det havde de nok aldrig set, englene. De prøvede at fjerne det ved at tilkalde himlens ISS, nogen stakkels nymfer fra svenskekrigen. Men mig kunne de jo ikke fjerne før jeg var færdig. Og husk det min dreng, at møder du det høje med det lave, begynder dødsriget´s engle at gnække. Mere alvorlige er de ikke. Men det er naturligvis strengt ulovligt, strengt forkert, uhørt. Så kommer den store gud jo ned og skælder og smælder og sætter erstatnings tornebuske op, og futter løs. Men da er symbolikken jo gået fløjten. Man kan kun ha en tornebusk af gangen. Jesus kan ikke forstå en skid hvis der er flere konkurerende buske. Det er ligesom for mange tegn på det samme, rent cirkus Arli. Hvorfor dør du så tit far når du bruger så meget tid på at hade det du ser? Jeg hader ikke døden dreng. Jeg frygter den da som alle andre. Men derfor har man vel lov at stå af når der er noget der virker underdrevet ikke. Underbelyst. Jeg gider sgu da ikke dø i en dreyerscene. Jeg vil dø i en folkekomedie. Sådan er jeg. Og vi vælger selv vores dødsrige. Enhver blir salig i sin fodende, sådan er det.

Alt det vi er

2009-05-19T12:58:00.005+02:00

Alt det vi er sagde min far en morgen han lå i indkørslen efter en nat hvor han var blevet forført at kammermusik på program 1. Min mor ville gerne ha ham indenfor men min far var ikke til at flytte. Han havde nået det han selv kaldte sin sande udstrækning og følte sig for mægtig til at fjerne. Hvad hjælper det osse Gerd at fragte mig indenfor, mine ben når stadig over til fru Bang. Min stemme vil stadig klinge i den sovendes blege sind. Min mave vil altid være hjemsted for vikingegrave, og bare fordi jeg synger lidt er jeg vel ikke til belastning? Nej sagde min mor, men det kan godt være det ville være godt for deres ry hvis han trak sig bare lidt tilbage. Umuligt kvindemenneske, hvorledes skulle jeg kunne trække mig tilbage. Mennesker der engang har erkendt, vokser sig hurtigt for store til at trække sig sammen igen. Men om han ikke bare kunne flytte sine fødder fra min mors krokus og stedmoderblomster? Det kunne han godt. Men det er med opøvelse af alle mine kræfter kone, og så gispede han og flyttede sine hjemmefutter over i hendes asters istedet. Alt det vi er hviskede han og blev liggende.

den sorte tandlæge

2009-05-19T12:32:00.003+02:00

Jeg lærer aldrig at bade nøgen, ligesom den sorte tandlæge og hans kone sagde min far, og sukkede. Men de bader da heller ikke nøgne? Jo mentalt. De bader tilsyneladende med tøj på men indenunder er de nøgne og flippede. Men det er du da osse far? Ikke nøgen i samme grad, jeg bærer mine badebukser med eftertænksomhed, jeg kaster mig i bølgerne med et behov, de blotter sig hver gang, det er grænseoverskridende at stå i en busk og se på når de hopper i nede ved Themsvej. Det er denne ladhed igen, tænk at tro man har lov at være nøgen og blottet i offentlig tankezone. Men du plejer da aldrig at gå op i grænser ellers far, du er da grænseløshedens mester hvis nogen er det. Det er muligt men jeg bader ikke for at vise mine ben jeg bader for at gøre mig fugtig som en elefant i et vandhul. Men dine badebukser er så små at man kan se dine klunker. Ja men det er tanken der tæller. Og mine klunker er ikke nær så flippede som den sorte tandlæges som sikkert bedøver dem så de kan være lange og mandige i havet, sagde han bittert. Så kvinderne kan svømme ind i den sorte tandlæges klunkeruser. Sådan bader jeg ikke, jeg vedkender mig mine af havet kølede og tætpakkede klunker. Men jeg tilhører jo osse en anden generation. Under krigen var vi aldrig nøgne. Vi var mørklagde, blåøjede gik med solbriller for ikke at blive bombemål. Jeg synes du er langt ude med dine teorier nu far. Det passer jo heller ikke. Selvfølgelig var i nøgne under krigen. Ellers kunne der jo ikke fødes børn. Nej det kan du ha ret i. Men det er ikke ikke nøgenhed som idag. Og den sorte tandlæge driver mig til vanvid, han cykler osse på arbejde uden en trevl på kroppen, smilet stripper! og konen bakker nøgen ud af deres indkørsel. Bare se min røv, jeg er fri synes de at sige. Alle de gange jeg har været ovre og lege har de altså haft tøj på. Ja meget kan skjules i ord min dreng. Men ikke sjælens ubodelige nøgenhed.

sultestrejken

2009-05-19T12:28:00.004+02:00

Min far var osse i sultestrejke engang. Den varede ganske vist kun til klokken 14. Det var fordi min mor havde glemt at købe smør til hans rundstykker. Så gik han i sultestrejke, ville ikke indtage andet end sine smøger og lidt væske. Han påstod selv han var i overhængede fare for at dø. Ikke af sult, men af sorg over det manglende smør til hans rundstykke. Om han ikke selv kunne være gået ned til Købmanden efter det? Nej sagde han skræmt. Og så på en med vantro.

græsset skal klippes

2009-05-19T12:17:00.002+02:00

Når min far slog græs tog det som regel hele dagen. Han startede med det grove og endte med det helt helt helt lille. Ja næsten usynlige. Det passede meget godt med han kun skulle kravle med en kantklipper der ved 20 tiden. Meget af min egen trang til græslåning stammer fra ham. En overgang lavede han firkantede engle der møder deres skaber. Som regel i form af tuer af afklippet græs. Der var osse et år, det var da Oluf Palme var blevet myrdet, slog han vejen som den svenske statsminister havde gået, før han blev skudt. Det var osse det år hele august gik med kopier af Oluf palmes morder. Der var mange teorier og potentielle mordere og græsset voksede hurtigt til den august. Undervejs holdt han smøgpause. Så sad han der og fik en øl og pegede på Oluf Palmes morder. Jeg har slået ham Petterson Gerd. Ja hå uffe. Jättesnygt. sagde min mor så begejstret.

Der skal skrives mange flere artikler om det her!

2009-05-09T15:23:00.012+02:00

'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'

Jeg havde engang en far

2009-04-21T17:40:00.005+02:00

Jeg havde engang en far. Han var blandet ind i alt muligt, troede jeg. For jeg troede min far var en blanding af Frelseren og en gangsterboss man aldrig havde set lige. Men det viste sig at livet er røvkedeligt. Min far var ingenting. Og dog var han en helt i fjernsynet dengang fjernsynet kun var en kanal at vælge imellem. Og han blev senere helt i Folketinget. Der er så mange ting jeg vil have ham til at svare på, men jeg hørte jo selv hans udåndning på Bispebjerg. Jeg vidste han var død, da han var død.

Her er et nyt billede

2009-04-18T20:25:00.002+02:00

http://rumkugler.blogspot.com/2009/04/portrt-af-jens-blendstrup.html

Far var lange søndage

2009-04-09T14:42:00.009+02:00

Far var også lange søndage i højt andendagsbranderthumør i sin gamle ulækre slobrok. Man kunne få 5 kroner for at massere hans ømme nakke og man kunne få fantastiske historier og mange platte vitser. Af og til var det perfekt og der var ingen grund til at fortrække.
Så var der tv-avis og Horisont (som far opfandt i tresserne sammen med John Danstrup og en lang liste af andre, blandt andre min fars sekretær som altid vidste præcis hvor far var (det var jeg aldrig sikker på)) eller tennis eller fodbold i fjernsynet og alt det sjove måtte vente til der forelå en aller anden form for afklaring. Der kunne være en artikel der måtte skrives og et blad der skulle redigeres. De kolde politiske vinde blæste alt for ofte, men far holdt da atomvåbnet ude af havnen. (Det sidste kræver en forklaring jeg nok skal komme med senere)

Egentlig var det fuldstændigt latterligt

2009-04-07T12:16:00.004+02:00

Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.

Min far accepterede ikke privat ejendomsret

2009-04-07T11:52:00.003+02:00

Min far accepterede ikke privat ejendomsret. Der fandtes ingen private grunde. Har man et ærinde kan man gå ind overalt. Mennesker der skjuler sig bag gardiner har i særlig grad fortjent et uanmeldt besøg. Vi bor i en verden hvor mennesker har godt af andre mennesker. Hvad fanden laver du her på min grund råbte en mand engang af min far da vi stod i hans baghave og kiggede på en særlig flot og rank solsikke. Min gode mand vær venlig at dæmp din galde. Her hersker kigge-loven sagde min far. Og for det meste var det nok for min far. Måske var der nogen der var bange for ham. Til sidst tror jeg mere de havde givet op. Han havde jo aldrig respekteret deres grænser alligevel. Vi fik set mange ting på den måde. Jeg har fulgt mange skænderier bag vinduer. Jeg har set mange mennesker kigge ud og ryste desperat på hovedet. Men jeg har aldrig oplevet min far blive jaget ud. Måske var det fordi han ikke tvivlede. Han var aldrig i tvivl om at han havde ret til at vide hvad der skete i nummer 16, hvorfor de larmede med en stiksav på themsvej, inde hos mongolerne. Der skulle ikke bakkes ud. Der skulle fastholdes og betragtes. PÅ en måde tror jeg det endte med han blev en slags naturtilstand. En slags himmellegeme der stod op og gik ned på matrikler, ligesom himmellegemer gør, lidt længere væk. De kan jo heller ikke fjernes. Solen er solen sådan er det. Selv da han var meget syg tilsidst kørte vi ind med hans rolator, på den forladte grund nede for enden af Casper Møllers vej. Der havde han aldrig været inde. Det havde altid været mystifystisk. Der lå et sommerhus som var helt knust og groet til. Jeg gik rundt og fandt indicier til ham. Aviser fra 1970erne. En gammel mørnet dame hat, et par støvler. Muligvis fru Stoks mumlede han. Kan hun have haft en elsker på dette sted? Stod jorden ikke længere hjemme hos fru stok? Var Hr. Stok en hævner? Min far sad på sin rolator. Vær venlig at betragt helheden for mig min søn, jeg orker ikke.

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker

2009-04-07T11:28:00.004+02:00

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker. I forvejen var det osse mest min mor der hentede dem. Der lå altid mange flasker omme bagved. faktisk var det i perioder nok det største lager i Århus og Omegn. Engang om måneden kom købmandens flaskebil forbi og hentede dem på paller. Men der var en periode på små 4 år hvor der ikke kom nogen nye til. Så lå de gamle i bunker og fik mos på sig. Når det var koldt og frost sprang der nogen gange nogen i luften. Snaps siver som sirup så, ud af de knækkede flasker. Han kom der aldrig selv. Det var fortrængningens rum som han sagde. Steder hvor rester opbevares til de går ad kødets gang. Klirrende grimme grønne ting med hinkesten i bunden. Kubikmeter til opbevaring af lyst og latter batterier. Væske bankbøger. Blimmelim kufferter. Lad det bare forsvinde i vedbend børn. Vi har taget den næring der var at få, plus det løse.

Min far sov med sutteklud

2009-04-07T11:09:00.006+02:00

Min far sov med sutteklud. Ikke nogen stor klud en gammel blå las som han altid benægtede var hans sutteklud den befandt sig bare tilfældigvis i nærheden af hans sovestilling. Det er nok noget familiært mine brødre har osse deres sutteklude, og min sutteklud består af ørepropper som nogen gange ligger som hele øreprop-marker bagerst i sengen. Min far hævdede selv det kom sig af for lidt bryst som lille. Havde han fået lov havde han ikke manglet denne substitut. Han ville gerne ha hængt sig som en lille pære i lille flaske på et pæretræ, så kunne han ha vokset sig stor sådan. Lidt vind og lidt vuggen det ville være sagen. Min far kunne være meget stille når svigerdøtrene monterede deres børn på deres blottede bryster i hans have. Men om det var det smukke lille barn eller om det var selve malkemaskinen var svært at sige. Det er nok noget familiært far. Hvad tænker du på? suttekluden. Nå den. Ja det er nok fordi vi har brug for at skjule os. Årh visse vasse. Mage til psykologisk krible krable. Det er bare en klud i en seng. Naj du kan inta somna utan, lo min mor og sukkede vidre over sit lille barnebarn, den sommerdag i 99. Det er muligt. Men det er stadig kun en klud i en seng sagde min far lidt studst, der skulle ikke meget til han følte sig lille når samtalen nærmede sig suttekluden. Det var jo hans bamse i et liv uden særligt mange andre bløde ting.

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge

2009-04-07T10:58:00.005+02:00

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge. Hans særlige kunnen var fjer i hatten. Han havde desuden en evne til at sidde og "Pilke" med sin øl når den var tom, han kunne sidde i timesvis sådan, på den måde var han en af min fars mindst drikfældige venner. Til gengæld var han gerne tavs. Det var som om han skuede ud over sit fangstområde den største del af tiden. Det er existensens almindelige brænding sagde min far. Der er mennesker der specialiserer sig i den lange zoom og de er gerne lidt stille i det. Min far var ikke altid lige begejstret for at få besøg af fisker Åge. Men det afhang meget af hans humør. Nogen gange havde fisker Åge nemlig lige den ro der skulle til for at dagen blev lang og bred og rar for en menneskelig bjørn som min far, der havde det med at se sig sur på sin hule.

Far rejser til New York på gammelt fragtskib

2009-03-30T15:52:00.004+02:00

Hvordan var det far?
Det var fantastisk, jeg rejste sammen med Osvald Helmuth og en masse fantastiske mennesker.
Faktisk er det at rejse det bedste jeg ved.
Hvad så med os far?
Ja, I er også meget søde, men det bedste er nu at rejse.

Far i Australien

2009-03-30T15:24:00.003+02:00

Far var rejst down under. Meget passende når han selv følte sig meget 'down under´og havde et akut behov for ikke at være hjemme på sin fødselsdag. De ved allesammen at jeg bliver ældgammel, men hvis jeg rejser langt nok væk kan det være de glemmer mig.
Hvilket var det sidste han havde behov for. Han var træt af den måde partiet havde behandlet ham på, men han var stadig totalt trofast og var ikke tilbøjelig til at melde sig ind i SF. Jeg rejser til Australien, sagde han. Nå, sagde jeg. Det er ikke noget nyt at du flygter fra mig og de andre børn du desværre har fået. Han forsøgte sig med noget der enten var en joke eller en sandhed: 'kender du Ali og Benahmed?' (Han påstod hårdnakket at vi havde to brødre i Marokko) Ja, du har snakket meget om de to det meste af mit liv, sagde jeg. Enten aner du ikke hvordan man joker, eller også er det slet ikke en joke. Far rystede på hovedet og så kom hans yndlingssætning: 'Sludder og vrøvl'.
Jeg har selv sagt den sætning med skiftende held, men uden helt at vide hvad det var jeg sagde. 'Jeg rejser lige til Australien, så du må have det godt på hospitalet imens', sagde han. 'Det lader til at du har gode læger og det er jo fint. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal være der til at holde dig på ret køl'.
Nå, kan det ikke være meningen?
Nej, sagde han, det ordner du fint sammen med de dygtige læger.
Du tror jo slet ikke på læger, sagde jeg så. Nej, sagde han så. Jeg rejser på mandag.

2009-03-26T15:05:00.002+01:00

Min far sagde altid, skriv mit barn, jo mere du skriver nu jo mere har du af ret til at gå i opløsning senere. Det er meget enkelt skriv, og se og smag og elsk, og skid og stejf men lad være med at sætte dig ned før du er over de 50. Du kommer aldrig op igen af den forpulede sorte sofa. Du kan tromme alt du vil, når du først blir fed, kan du ikke opnå mere. Og tro mig jeg har kendt mange der satte sig for tidligt, flotte navne havde de, enorme arme osse. Favnende fossiler er der nok af. Så længe du holder dig i bevægelse er du parat til når den virkelig kommer. Hvilken en far? Inspirationen. Den store inspiration, der kommer til dig ENGANG I DIT LIV. Er den da kommet til dig far. Nej men jeg har osse siddet ned længe, med mine enorme abearme og mit skæg på næsen. Ja far. Ti stille. hold dig i gang! ja far. Hold kæft og bevæg dig menneske!

2009-03-26T14:17:00.004+01:00

Mellem barnets totale erindring og den totale senilitet er der mellemtiden hvor man er oprejst, og nogenlunde rank - far, eller mor. Det er en underlig fase, som varer de her 20- 30 år, hvor man husker dele, men ikke alt. Hver fase har sine fordele og ulemper.
Som barn er man her så meget at hver eneste lille flig i tøjet betyder noget, hvorfor det er svært at zoome ud. Og som gammel er det svært at se en mening med noget, fordi man er blind og døv og kigger underlige retninger med ens sanser. Med mindre man bevarer træk fra de andre aldre, og det har jeg hørt skal være frygteligt smertefuldt. At sidde blandt ældre man ikke kender og drømme sig tilbage til et ishus i vejle det må være decideret skræmmende. Min fars far-tid i hvert fald den sidste skal vi sige 15-20 år, var præget utroligt meget af fjernsynsprogrammer og antenner, hvad vej de skulle vende, for det og det signal. Der var osse kvalitetstimer med børn og kone, bevares, men meget af hans tid, foregik med disse rent praktiske ting, han nåede ikke den totale senilitet. Selvom jeg nåede at opleve ham stirre intenst på en hveps i et snapseglas. Fulde gule svin, mumlede han fascineret. Men det var ikke i ramme alvor. Han kunne stadig dreje hovedet i hvad retning han ville.

2009-03-26T13:52:00.004+01:00

det er mærkeligt at tiden den går. At de 2 børn på det billede er i færd med et eller andet, at den ene er på vej til at vælte og den anden er igang med at smile. At de er runde i hovedet fordi de er velnærede og under opbygning, det er underligt at det er mange år for dem, mens det er næsten ingen for gamle Egon. Det er underligt at tiden har så mange forskellige længder, men det er nok osse derfor begivenhederne fylder så meget for et barn, og så lidt for en ældre. Oplevelserne hobes jo osse op, ligesom cyklerne på hovedbanegården. Man kan næsten ikke finde en plads til sin cykel mere. Ens krop er blevet så fed, man går hen og tager toget som en enormt oppustet dukke, der ikke kan rumme mere, ikke kan huske mere end en pinkode, når det går godt. At tiden gør så meget ved os, det er da mærkeligt. Også når man tænker på hvor få år det i virkeligheden er, vi er her jo ikke 150 milliarder af år, ligesom så mange andre af vores forgængere. Guder og folk der lever evigt må ha et helvedes hyr med at huske noget som helst. Måske er det derfor guderne ikke kommer til os. De står og kigger ind i et skab, mens de leder efter grunden til at de står der.

2009-03-26T13:38:00.003+01:00

Sådan en kold forårsdag som i dag. Hvordan er det mon så at være en far nede i jorden. Ikke kun min men alles fædre. Dem som har været fædre før vi blev det? Hvordan har de det nede i jorden? Har de en slags fælles fornemmelse af ikke længere at blive brugt? Nej selvfølgelig har de ikke det. De er jo forlængst ophørt med tåbelig tænken. Men jeg har læst et sted at dem der skriver dødebøger, fører dem indtil 50 år efter et menneske er ophørt med at eksistere. Så er alle dem der husker dem osse væk. 50 år er altså den tid man kan tillade sig at føre dødsdagbog. Det gælder osse for en søn der savner sin far. Eller for en pige for den sags skyld. Efter 50 år er der ikke længere nogen til at erindre den form som indeholdt FAR. Det er en ret fantastisk viden. At minder nok kan holde en tid. Men at de tilsidst blir væk med alt det andet. Sådan en kold forårsdag som idag. Fører jeg dødedagbog. Jeg skriver linjerne med pilekviste og kogler jeg finder i haven. Det er ikke fordi det er forbundet med nogen massiv sorg idag, det er ret utydeligt at læse. Jeg har lagt mærke til at sorgen er lidt som et sår der dunker. Den kommer og går, nu kan jeg mærke jeg har mistet min far, nu kan jeg det ikke. Nu er jeg selv far. Nu ville jeg ønske jeg havde en far, nu er det nærmest ubærligt at være ladt tilbage, nu gør det ikke så meget. Nu er mit eget liv væsentligt nok, nu er det det ikke. jeg tror det er sådan det er. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.

2009-03-26T13:13:00.002+01:00

Min far ejede ikke evnen til at dø. Hvem gør osse det. Men han var i særlig grad ikke klar til at dø. Han var så skide irriteret over at skulle væk, hvorfor ville kroppen ikke, som han ville. Hvordan kan man være fysisk klar til at afgå når sjælen overhovedet ikke er det. Leveren var jo ikke engang slidt op! Nyrerne var som barnerøve. Det gjorde ham så edderspændt rasende, at han en morgen jeg havde sovet der på en stol, rev alle ledninger ud af sig selv. Jeg vil sgu ikke ligge her jens. Han sad op i sengen og lignede en der var bundet fast med edderkoppespind. Ledningerne svuppede frem og tilbage i den elestiske hud, hvor der i forvejen ikke var et gram for meget. Baaaum bauaam. Men jeg kan godt forstå han var bange. I de sidste dage udviklede han nye teorier hver dag. Han hviskede dem. Efterhånden kunne jeg ikke høre hvad han sagde. Men mine gæt var gode nok. Hans øjne lyste op. Er det en slags kaffetragt far? blir du brygget død? Er der en slags engle - har englene skistøvler på? et fornærmet kast med hovedet. Er der varme? Et nik. Og så en jagen. Det var vel en slags kapløb mod troen. Han endte ikke med at tro på andet end det liv han ikke ville forlade. Det var en slags våbenkapløb mod intetheden. Jeg ved ikke om han vandt andet end nogen store slag i luften. Engang vækkede han mig ved at sige som en bi. Tilsidst havde han kun sit vejr at lokke med. Pauserne mellem åndedrættet. Til allersidst lokkede han mig til sig, uden at trække det igen. Hjertet slog i 3 minutter. Men han trak ikke vejret mere. Hjertet hamrede i et forladt legeme. Det var underligt. Kan man dø sådan far, spurgte jeg. Er du ved at afgå i bidder? Venter hjertet altid tilsidst? Er det en slags metrostation, hvor hjertet står og venter i den forladte krop?

2009-03-26T12:26:00.003+01:00

Min far var en stor elsker af de mere luskede steder i københavn. Det blev ikke bedre af at de flyttede til Nærum. For så kom byen bare endnu tættere på - i erindringen. Så antog den jo kollosal dejlig slagskygge. Så måtte man ind og snuse drømmene op. Så var det ikke nok at ringe i timevis til vennerne. Al snak uden døre der går og mennesker der kommer ind blir i længden for lidt. Det var nærmest en tvangshandling at når måneden nærmede sig sin afslutning, eller mælken stod forkert i køleskabet, eller jobbet var kedeligt, så måtte han bare en tur til København og udarte lidt. Han havde en aftale med den lokale taxi chauffør om at han skulle hente og bringe ham. Det passede meget godt med 2 døgns tid i København, og så hjem igen til Nærum som syndigt menneske og dårlig far. Ikke at min far følte nogen skam. Det var jo en menneskeret. At være menneske og udarte. Jeg ved ikke om taxichaufføren fik nogen renter. Men han lånte i hvert fald altid venligt min far både til taxi og til værtshus. Mine forældres økonomi var på den måde en del af et større samfundsmaskineri. De skyldte købmanden, taximanden, og deres venner.

Uden dyr, flere kvælertag

2009-03-12T11:34:00.005+01:00

Dyr har altid indgået som lynafleder i min familie. Uden dyrene havde vi været meget mere grusomme ved hinanden. Mange kvælertag er blevet udgået ved at en hund er kommet ind og logret med sin hale. Faktisk kan man sige at dyr har virket præventivt på mange frygtelige forbrydelser. Hvis min far ikke havde haft Schenko, i 1988, var han sandsynligvis død af en stok i baghovedet. Så havde en af mine brødre siddet i fængsel, og på den måde fået kontakt til Jønke. Og hvis jeg ikke havde haft Susi nu, ville jeg ha været federe og dermed osse mere krigerisk. Bøger ville aldrig opnå nogen mildhed. De ville alle sammen slutte i en skakt. Mange dæk på cykler ville være piftet nu. Flere ænder ville ha mærket drillerier og forfølgelse, færre mennesker ville være blevet hilst på.
Dyr har altid haft en vigtig funktion, de er stenen til at male livets vrede korn, ligesom den i kråsen. Hunde har en særlig plads i kulten. Uden hundes bjæffen, uden hundes brækken sig på tæppe, uden hundes underligheder, og deres biden lopper, var vi ikke der hvor vi var idag. Det er ikke altid at vi har dem. De dør jo. Men de ligger altid et eller andet sted i periferien, og emmer deres pels og skubber stikdåser, snuser støv, og knurrer i søvne. Uden dem var vi forlængst blevet skåret ud, og filleteret.

Slægtsbeholder og tiptip olde opbevarer

2009-03-12T10:50:00.004+01:00

Nede ved stranden lå der en gammel bunker. Eller i hvert fald var den af beton. Den dykkede mig og min storebror tit ud til. Eller rettere krabbede. Vi var små. Vi mente det var der vores bedsteforældre gemte sig, for vi kunne ikke forstå vi ikke havde nogen ligesom alle andre. Vores forældre var ældre end alle andre. De havde eksisteret siden tidernes morgen var vi enige om. Ellers kunne vi ikke forklare at de var de eneste vi havde. Vi havde godtnok stadig en farfar men alle andre var pist forsvundet, ud til den bunker, med øjnene i. Nogen gange råbte vi ned i tønden. Så hørte vi svar som. Har de noget salt fru Thomsen? Hvad er den af? hører de ikke lærken synge? Mærkelige budskaber når nu det var vores tip tip oldefætre. Engang kom jeg til at nuppe en pakke cigarer af min fars. Hov hvad skal du med dem? Jeg skal bare ned til Olde og hans kurt med dem, der er sgu ikke nogen der hedder hans kurt i vores familie.

Og så måtte han jo med ned til stranden og kigge skeptisk på den betondims som vi altså mente rummede vores slægt i 20 generationer. ha sagde min far, Nu er det bare sådan at vi blev dannet ved en parring på Koldinghus mellem en blegfed cirkeline og en spansk soldat og før det var der sgu ikke noget der hed os. Men det mente mig og min storebror på det bestemteste der var. Vi havde selv snakket med en fyr der var død i en ganske ung alder som ud over at snakke om hvad han skulle ha til middag, osse kunne fortælle os at der havde været rigtig mange fra stenalderen i vores familie. I kan sgu da ikke påstå at det kloakrør rummer min mor!? Og hendes mor Tante Ane. Det er sgu perverst. Børn! sagde min far. Men undlod alligevel ikke at stille et par øl ned på bunden af betonen. Tror du de drikker dem? spurgte jeg. Der skal nok en storm til sagde han. Men de skal nok blive drukket. Og ganske rigtigt da vi kom ned ugen efter var øllerne borte. Drukket af slægten var de. Det er osse derfor vi sætter øller bag de gamles gravsted idag. Hvis ikke far drikker dem, så går de videre til dem der bor i betondækslet. De bor i landskabets gamle tænder. En tørstig slægt drikker om så de mangler hud og hår. Min oldefar fattiggårdsbestyreren fra Kolding, kan drikke med knoglerne. De går ikke til spilde.

2009-03-12T10:36:00.002+01:00

Da min far var død gjorde jeg mig mange anstrengelser for at holde ham i live. Det var noget underligt noget de første år. Jeg sørgede for at høste alle hans trofæer. Jeg drak for at komme til at ligne ham i hans værste øjeblikke. Ikke hans bedste men de værste, mest onde og buldrende og hjerneskæve stunder. Jeg tror nu aldrig jeg kom til at ligne ham. Min far røg ikke pibe. Han røg kings. Min far blev heller ikke fuld på en pinlig måde. Han faldt aldrig om, men sank oprejst. Ned gennem sin sofa. Og altid med denne sprutten og syden som af dieselmotorer der ikke vil gå ud. Han ville jo ikke sove. Han ville jo ikke gå glip af det der skete lige om lidt. Han ville ikke gå til drømmeland, han ville være vågen. Han kunne kigge på en og hviske hold kæft! og væk mig hvis jeg falder i søvn hører du! Lad mig ikke sove! Gerd kaffe! så giv mig dog noget kaffe kvindemenneske! Hvorfor er alle folk så onde mod mig! Tal til mig! Jeg tror han er genfødt i vores kat kaktus. Den sover osse oprejst. Og hvæser af en, hvis man prøver at tvinge den ned for familiefredens skyld.

2009-03-12T09:52:00.005+01:00

Min far blev engang suget ned da han badede ved blokhus. Det var en ganske almindelig sommerdag, hvor han var med nogen psykolog-venner oppe i et sommerhus. Pludselig kunne han mærke noget tog fat i hans ben og før han vidste af det blev han suget med. Min far kunne mærke han ikke kunne vinde, så han lod sig suge med, længere og længere ud og længere og længere ned. Det havde været en øjenåbnende historie. Han havde mødt et Hestehul. Dem er der mange af ved vesterhavet. De bor der, i havets stald Palle. Min far ventede til strømmen tog af, så dykkede han ud og kom op til overfladen, 200 meter længere ude. Du må ha haft nogen kolosale lunger? Ja svarede han. Jeg var i form. Det var jo ikke mere end 6 år efter militæret. Jeg havde ganske vist ikke trænet i de mellemliggende 6 år. Men styrken sad endnu i rygraden. Jeg udregnede en bane, og tog bestik af situationen. Sådan overlever man ekstremt alvorlige begivenheder, sagde min far og lavede en fejende beskrivelse af hestehullets dynamik. Møder du et hestehul sagde min far, så kæmp ikke i mod det. Sørg for at tage det roligt. Hestehullet er ikke din fjende. Det er en prøve. Tyskerne drukner gang på gang ved Vesterhavet, fordi de ikke fatter at det er en prøve. Danskere der imod de følger med. Det er vores national karakters største brist, og gave. At vi afholder os fra at kæmpe mod ting der er større end os selv. Men far der er også danskere der drukner. Ja mumlede min far. Men det er Bøllehatstyper. Mængden af bøllehatte tynger dem ned. Du kan altid finde eksempler på døde helte med bøllehatte på. Der var osse et par stykker der kæmpede den 9.ende april. Men ville du gerne være død far. På sin vis sagde Uff. Man overgår til interessante... værksteder. Men jeg valgte at føje det og det gjorde hestehullet chokeret. Det mistede pusten, materialet det fragtede var for føjeligt. Hestehuller foretrækker kamp må du huske! ikke sløve halvstuderede røvere der hellere end gerne lader sig rive med til helvede eller Thyborøn. Måske var det min fars ultimative strategi. At han kunne gøre sig så sløv som han ville. Om det gjalt opvask eller hestehuller. Han lod sig ikke lokke til at bruge kræfter på at blive færdig som læge, eller til at gå ind i politik. Han lod sig ikke chokere til at blive forfatter. Han fulgte sit talent til talentet løb ud i sandet. Han var på jorden til tyngdekraften holdt op. Han kunne have været væk som 37 årig, men blev istedet 75, fordi han lod sig føre hen til bænke, af hunde, og op til slagteren, af andre mennesker. Med tiden blev han selv et hestehul. Han sugede sine børn og sin kone til sig. Og de fulgte ham trofast ned i dybet, og op i lyset. Og - så selvfølgelig - hen på den lokale. Wuuush.

2009-03-11T13:38:00.003+01:00

Min far var ikke glad for idyller. Der stikker altid noget under, sagde han. Man kan ikke med sine fulde 5 sidde og glo på en båd på et hav i solskin. Hvorfor ligger båden der? Hvem har efterladt den? Hvad laver den der en formiddag hvor solen bager ned over et sund man ikke gider glo på? Derfor sad han aldrig og så på noget smukt. Med mindre det var virkelig vigtigt, eller en pligt. Så var det sjovere at se på noget der var defekt. Jeg glemmer aldrig da han smed mig ned fra min hule oppe i lærketræet fordi han ville betragte naboen fru Nilson i sin kørestol. Hun havde det nemlig med at vælte. Og min far mente det var med vilje. For at fremkalde en reaktion, som følge af "uudtalt" ensomhed. Min mor var nød til at komme ud med frokosten til ham, som jeg så kravlede op med. Jeg ved ikke hvorfor han ikke brød sig om idyller, måske var de simpelthen for gode til at være sande.

2009-03-11T13:24:00.002+01:00

Nogen gange var film ikke så gode at se i min familie. De påvirkede os for meget. Min mor tudede når der var kærlighedsfilm og sagde uffda og rødmede når der var nogen der kyssede. I min fars tilfælde var det mere gyserfilm. Efter vi havde set "Invasion of the bobysnachers" med donald sutherland i hovedrollen, beordrede min far alle rabarberne fjernet. Jeg elskede rabarber og var derfor meget imod. Det skændtes vi meget om. Min far påstod han aldrig ville kunne slappe af derude, med mindre vi kappede rabarberne ned. Det var særlig blomsterne der gav ham kuldegysninger. Den overdrevne knop på en så lille plante. Det forekom ham unaturligt. Men han fik lov til at gøre det selv. Vi andre som var mere vant til gyser film var lige glade. Han slog nok 3/4 dele ned på en formiddag, der var mange. Og de groede lige oven i schenkos grav, så væksten var særlig gødet. Hvilket selvfølgelig ikke gjorde sagen bedre for min far. Hvis han så bare havde brugt en kniv istedet for den gamle le. Om aftenen kom der styrmand Karlsens flammer. Den film hindrede den totale udryddelse af vores rabarber. For den gjorde min far mild. I det hele taget: gamle danske film har reddet mange dyr og planter fra at dø i min familie.

2009-03-11T09:45:00.004+01:00

Min far havde et sværd som han brugte til at "adle" os når vi havde udmærket os i skolen. Der var ikke det store ritual, bortset fra processionen ind i stuen hvor han sad med sværdet. Som regel var tv-avisen lige overstået når vi skulle adles, så var nyhederne på plads, før traditionen. Det var så meningen vi skulle knæle for hans fod mens han lagde sværdet over vores nakke. Ridder af 10 i dansk stil. Jeg døber dig. I faderens, syndens, og hedehusenes ånd. Det sidste var en såkaldt "skiftende udstilling" af omskrivninger af biblen. Sværdet bruges idag mest til kampe mod orker, og almindelig nabo krig.